Der er jo efterhånden skrevet så meget om Martin A. Hansens Løgneren, at ingen næsten vover at skrive mere. Måske også lidt angste for at blive smurt ind i dens lyriske efterkrigsstemning dens venten på sneppen som ikke passer til nutidens solfangere og vindmøller. For der er jo en voldsom tiltro til poesien i denne bog.
Allerede på første side drøner Ambrosius Stub ind og opløser den faste venstre prosakant med citerede verslinjer, en hel strofe faktisk! Johannes Vig er en degn med poesien i baglommen, selvom han skriver prosa i sine kollegiehæfter. Prosa med patos i bedste forføriske forstand for ikke kun læseren forføres stadig, men også Johannes vil forføre sig selv til mening med sin skæbne.
LÆS OGSÅ: Øen er et yndet motiv i dansk litteratur
I og med at romanen så tydeligt vedgår sin skrivehandling og sine litterære klassikere, er den jo også en roman om, hvad litteratur og skrivning kan hjælpe et menneske med, og hvad disse to kan gøre ved selvsamme menneske! Til en sådan poesi i prosaen hjælper fugle, natur, vejr og øen midt i havet.
Denne ø var korttegnet på bagsiden af førsteudgaven fra 1950 efter en skitse, Martin A. Hansen selv havde lavet. Nutidens udgaver gengiver ikke kortet, det skal man finde for eksempel i bogen Omkring Løgneren. Der ligger den i havet et eller andet sted i Danmark med fastlandet og byen (begge uden specifikke navne) mod nord. Den har nogle navngivne sandbanker og lidt andre øer omkring sig, men deres navne stedfæster den ikke i et kendt dansk felt. På denne måde næsten en ø i anden potens, både i og uden for geografien.
Dertil hedder den Sandø og vist ikke kun på grund af sand, men også, fordi den skal være sandfærdig. Der er bortreduceret såvel geografisk som egentlig samtidshistorisk omverden, for at vi kan nærme os dens verden som en essens: dette subjekt, Johannes Vigs livsverden. Han, som gerne vil skrive sandt om sig selv, men som hele tiden finder et skjult motiv, som udhuler sandheden og dermed gør sig til løgner.
Øen synes han imidlertid ikke at kunne forfalske, og han vil gerne oprette den som det uomtvistelige midt i sit ellers stemningsbårne liv. Derfor giver han sig som erotisk taber til at beskrive Sandø i kollegiehæfter.
Det er imidlertid ikke disse beskrivelser, vi læser, men derimod historien om Annemari, erstatningen Rigmor og ikke mindst degnen, Johannes. Og i denne historie er øen, hans livsverden, underlagt de forandringer, hans stemninger tillægger den. Jovist, der er veje, huse, havn, skole, men der er også hans jagtmarker og skove. Og oppe på øens højeste punkt ser han den ligge som et legeme under sig lukket inde af isen som endnu en isolering af dens lille verden.
Han kalder øen et hedensk Kvinderige, taler om øens dagskikkelse og underforstået dens natskikkelse og lader desuden opstandelsestanken sætte sig som en harpun i øens krop, hvorfor øen må bære at være meningsløshedens og dødens sted.
Ikke så lidt for en ø, der da også nærmest må ses som en projektion af Johannes sind. Han er som fremmed kastet ind i dens lilleverden, men forvandler den efterhånden, ved at sætte sprog og litteratur på den, til netop sin ø, hvor alle fænomener råber hans navn tilbage gennem at være set og beskrevet af ham. Løgner eller ej tegner han sit sinds kort med øen som forlæg.
Egentlig har man som læser ingen chance for at se øens sted uden gennem Johannes øjne. Ligesom man ikke har en chance for i dialogerne at vide med sikkerhed, hvad der blev sagt, eller hvad Johannes har tænkt ved det sagte, ønsket at svare, eller hvad han svarede i virkeligheden.
Der er også gået en slags ø-reducering i synsvinklen vi ser alt med kun hans blikstråle. Og flere steder går der isolering selv i sætningerne: Trettende marts. Det er taaget, bliver til Trettende marts. Taage, hvor det lille det er er reduceret bort for at fremvise punktummets standsning for alt, hvad der ikke bliver fortalt, men kunne være blevet fortalt.
Det kommer der poesi ud af, den poesi, der kan antyde meningens ankomst, som sjæleri ganske vist. For Johannes vil jo gerne frem til de øjeblikke, hvor den store betydning rammer ham: Selv den, der altid har Tvivl og Vantro som Støverhunde i sit Spor, kender i disse øjeblikke det gudddommelige som Magt over sig.
Degnen er jo i en slags stilling som både lærer og præst på øen, og som lærer desuden en litterær en af slagsen. Hele hans nedtegning af historien om Annemari og Rigmor er hans forsøg på at skrive sig ind i den store litteraturs betydningsrum for selv at få betydning som en af denne litteraturs helte. Romanen er så gennemreflekteret, at både dens forfatter og Johannes véd om dette og kalder det forfængelighed. Derfor skal den foregå på en ø ved navn Sandø, for kun gennem denne isolering kan den poetiske selvudpegning finde sted.
Johannes fortæller om et øjeblik, hvor skolestuen åbner sig for ham, men man kan lige så godt sige, at hele historien handler om, hvordan øen åbner sig for ham, giver ham tabets betydning som den, Guds finger har rørt ved, næsten som en Job forfulgt af Herren. Men da er øen ikke længere vigtig som konkret ø, den er snarere den livsverden, Johannes lige netop, som åbner sig og godkender ham i tabets eller løgnerens rolle.
Har jeg nu fanget den begejstring, selv yngre læsere føler fjernt fra eksistentialismens stenalder omkring 1950? Den begejstring, også jeg bliver trukket ind i som læser, selv efter så mange læsningers understregninger i mit eksemplar gennem årene?
Det er sagt så mange gange før, men med Johannes Vig på denne ø er man inderst inde i ethvert menneske, der gør sig tanker om troen og livets mening eller meningsløshed. Er det blot forfængelighed, når man fortæller om, at noget åbnede sig for en? Eller var det guddommelige alligevel forbi med sin finger? Og kan poesien fortælle om dette?