Der er ikke meget håb og opstandelse i Andy Warhols billedverden, som den umiddelbart tager sig ud for den besøgende på kunstmuseet Heart i Herning.
Kort fortalt begynder vi med et trafikuheld og slutter af med et kors på udstillingen ”Andy Warhol: Manden bag myten”. Og lad det være sagt med det samme: Den kunstner lærer vi aldrig at kende til bunds.
Måske derfor var han et af det 20. århundredes allerstørste ”navne” i liga med Picasso, Matisse og Pollock. Han var amerikaner som sidstnævnte, men nedstammede oprindelig fra forældrenes Slovakiet, han boede med sin mor gennem livet på Manhattan, men gik på arbejde dag og nat i værkstedet The Factory og på klubber, han filmede og tegnede og fabrikerede malerier med en teknik, der satte skub i en ny udvikling, hvor kunstnerens emner blev vigtigere end det håndværksmæssige nørkleri.
Det var store pensler, han brugte, eller lod andre assistere med, og det var simple fotografiske aftryk, han overførte og repeterede på sine store lærreder via serigrafisk trykkeknik. Resultatet er en overflod af ikoniske billeder, som de fleste kender i dag også helt uden at tænke nærmere over det. Marilyn Monroe havde ikke været den samme uden Warhol. Det er hans mellemkomst, der satte fokus på kendiskulturens overfladiskhed.
Han forstod medierne indefra og ud og begyndte da også sin fænomenale kunstkarriere ved blot at tage sine erfaringer og tegninger fra reklameverdenen, hvor han havde succes, med over i den nye kultur.
Han skabte popkunsten, og han var den, der drænede den for mening igen, der gik inflation i popkunsten, og måske var præsident Kennedys død en medvirkende årsag.
Et biluheld var ikke længere et biluheld – der var kommet en ny dimension i det almindelige menneskes opfattelse af omverdenen. Via fjernsynet var dødsfaldet kommet ind i stuerne.
Sådan begynder vi i Herning. Med rigtige biluheld. Knuste mennesker, der ligger fastklemt under tunge amerikanske køretøjer. Fotografier taget af politifotografer, hvis pressefotos Warhol blæste op på lærred og papir ligesom motivet af den elektriske stol, der blev mange tunge kriminelles sidste farvel til denne verden.
Sådan ser den første sal ud på Heart. Står man der lidt og kan se ud over det trøstesløse indhold i billederne, kommer transformationen i næste nu. Hos velbefarne vil den indfinde sig før indholdet: Hvor er det nogle smukke farver! Pink og gul og grøn. Og ingen smalle steder her. Kun håb og opstandelse! Warhol mestrede denne kontrast. Hele udstillingen handler om døden og perspektiver omkring den almindelige og den guddommelige version.
Warhol var troende katolik; der er fotos, der bevidner hans visit hos paven, men han var også glad for homoseksuelle mænd og burgere fra McDonald’s. Og Leonardo da Vinci og slankekure.
Han var grænseløs og fascinerende enigmatisk. For han var jo også inde bag mediebilledet en stor abstrakt maler, der kunne måle sig med de bedste i faget og fylde rummene ud.
Således er hans religiøse billeder placeret i udstillingens sidste og største rum et væsentligt udsagn. Her leger han både indsigtfuldt med korset som formalistisk og levende byggeklods, samtidig med at vi ikke er i tvivl om, at det er en svær genre at forny.
Som udgangsbøn vises Warhols gigantiske lyserøde version af ”Den sidste nadver” malet i 1986, hvor Leonardo da Vincis motiv fra 1498 gentages to gange i sort på pink grund, hvilket skaber en slags kontemplativ forløsning.
Meningen strækker sig ud i stedet for at fortættes, som om Warhol fornemmer, at spiritualiteten skal finde nye former for at blive vedkommende for den enkelte. Et religiøst værk på det moderne livs betingelser. Og ikke kun større og vildere. I sin enkelhed også bare et billede, der svarer til museernes nye sakrale rum.
Billederne er flyttet fra kirken til museet med opkomsten af den moderne kunst. Warhol vil have hele historien med. I den forstand mærker man hans dybe europæiske rødder.
Udstillingen er eksemplarisk, stram og flot kurateret med et katalog, der henter inspiration i 1960’ernes typografiske snit. Heri er der et væld af information, der som en yoyo både bringer os i kontakt med en menneskelig kerne hos Warhol for i næste øjeblik at slippe linen løs.
På den måde lever han endnu, som alle sine afbildede modeller, de ”almindelige” mennesker, der kom galt af sted, selvmordere og trafikofre, over Marilyn Monroe og Jackie Kennedy til Jesus og disciplene ved langbordet.
Korrekturen er mangelfuld, men hvad gør det, når vi til gengæld får årets omslag, hvor Andy Warhol med sit gådefulde bebrillede look ser os i øjnene. Små sort-hvide fotos af elektriske stole indrammer det store farveportræt af manden, der blev en myte. På hans jakke sidder et mærke med ordet ”Visitor”. Det er det, vi er. Besøgende i Herning og på denne planet. God fornøjelse.J