Mikrobølgernes susen

Der er fuldt blus på poesien i den tragikomiske islandske roman "Sommerlys, og så kommer natten". Her skildres et mikrosamfund befolket af himmelvendte originaler og jævne bønder. Lyset er stort, men mørket er mægtigt

Bogen er humoristisk, billedrig og sanselig. Det hele er fortalt af en kollektiv fortællerstemme - et "vi" - der ved alt om, hvad der rører sig i byen, og som har dens livserfaring hobet op i sig. Essensen af den er, at lyset og mørket i vores liv både veksler efter naturens støtte orden og med skæbnens uforudsigelige skalten og valten. Det er stort og forfærdelig smukt. -
Bogen er humoristisk, billedrig og sanselig. Det hele er fortalt af en kollektiv fortællerstemme - et "vi" - der ved alt om, hvad der rører sig i byen, og som har dens livserfaring hobet op i sig. Essensen af den er, at lyset og mørket i vores liv både veksler efter naturens støtte orden og med skæbnens uforudsigelige skalten og valten. Det er stort og forfærdelig smukt. -. Foto: PR.

Poetisk var det første ord, der faldt mig ind, mens jeg læste islændingen Jón Kalman Stafanssóns roman "Sommerlys, og så kommer natten".

Den er smuk og stemningsfuld og dertil meget velfortalt og humoristisk. Den er et kunststykke af skæbner og sanselige billeder frembragt med sikker hånd. Det er en fortælling i slægt med den store nordiske tradition, som man kender fra William Heinesens "De fortabte spillemænd".

Romanen handler om en lille landsby et par timers kørsel nord for Reykjavik. Fire hundrede mennesker bor der i byen og femhundrede i oplandet, så det er et lille sted. Hvad rører der sig i sådan et mindre samfund, hvor der ikke engang er en kirke og en kirkegård? Her bliver holdt syv eller otte baller om året, whistturneringer, bingoaftener, og så er der filmforevisninger.

Mens kirken ikke spiller den store rolle, så har overtroen til gengæld frit spil. Det spøger i Brugsens lager, der er bygget oven på en tomt, hvor der engang udspillede sig et frygteligt jalousidrama. Det skulle man ikke have gjort, og der må kors og rigeligt lys til for at mane spøgelserne i jorden.

Korset i gulvet sørger Mathias for. Han har været på en flere år lang rejse og er atter vendt hjem. Her har Elisabeth, som med sine stramme trøjer kan gøre mændene tossede, ventet på ham. Sanselig og virkelysten åbner hun en restaurant i en nedlagt trikotagefabrik. Den har stået tom længe, efter at dens direktør forlod den. Han var ellers en driftig ung mand, der kunne få fabrikken til at give overskud, men pludselig sprang han fra og ændrede sit liv. Han brugte alle sine penge på gamle latinske bøger om universet, blev skilt fra konen, solgte huset og hengav sig til himmelvendte studier. Astronomen bliver han kaldt, og en gang om måneden holder han foredrag i landsbyen.

Det er både originaler og såkaldt helt almindelige mennesker, der bebor den lille by og dens opland.

Efter tur gives en række portrætter af nogle af disse folk, hvis liv fletter sig ind i hinandens. Der tegner sig et billede af landsbyens liv, hvor man indretter sig, som man kan og efter evne. En tåbe viser sig pludselig at kunne male, så man kan høre fuglenes vingeslag ud af den bare væg. En mand kører varer frem og tilbage mellem landsbyen og Reykjavik og elsker at være chauffør. Der er ikke meget ydre glimmer her, men der er et indre lys og et indre mørke, der får livet til at udfolde sig lige så fuldt og helt som et hvilket som helst andet sted i menneskenes verden.

Er der langt til storbyens liv og larm, så er man til gengæld her nede ved det helt basale, nemlig kærligheden og døden. Man er ved mikrobølgernes susen. Man forelsker sig, formerer sig, tager livet af sig selv, fordi det er tomt. Eller drikker sig halvt ihjel, fordi man ikke kan tælle havets fisk eller sine egne tårer.

Man er i sine drifters vold, så det sker, at bonden og nabokonen, der tilfældigt møder hinanden ude på marken, kaster sig over hinanden i vildt begær.

Der bliver dog også gået mere besindigt, men ikke mindre lidenskabeligt til værks. Det sker, da Benedikt og Thurídur, to fysisk store mennesker midt i trediverne, langsomt nærmer sig hinanden for med desto større kraft at skulle forenes.

Men han er heller ikke let. Hun "kunne næsten ikke få et ord ud af ham, han lænede sig op ad tavsheden, krøllede den sammen og lagde den under hovedet som en pude."

Men det går endda, og hvad siger en islænding så om det erotiske møde, der er så sødt i vente? Hun siger med sagaagtig fynd: "Vi vil få børn, der er høje af vækst".

Om hende hedder det også, at hendes "venlige væsen og lysstyrken i hendes indre har mere end én gang vakt et håb i os om, at livet ikke er så forbandet alligevel, at der måske er en smule mening med tilværelsen. Sommetider ler Thurídur så højt og så kraftfuldt, at vores organer dirrer inde i os."

Sådan er stilen i romanen. Humoristisk, billedrig og sanselig. Det hele er fortalt af en kollektiv fortællerstemme - et "vi" - der ved alt om, hvad der rører sig i byen, og som har dens livserfaring hobet op i sig. Essensen af den er, at lyset og mørket i vores liv både veksler efter naturens støtte orden og med skæbnens uforudsigelige skalten og valten. Det er stort og forfærdelig smukt.

På lørdag bringer Kristeligt Dagblad et stort interview med forfatteren

Jón Kalman Stafanssón: Sommerlys, og så kommer natten. Oversat af Áslaug Th. Rögnvalds-dóttir. 280 sider. 298 kroner. Batzer & Co.

kultur@kristeligt-dagblad.dk