Millioner til forvandling af Vejen Kunstmuseum

Vejen Kunstmuseum har netop fået tilsagn fra Mærsk om en donation på godt 28 millioner til nybyggeri. Nye udstillingsbygninger skal gøre plads til museets efterhånden omfattende samling af værker

Museet åbnede i 1924 og er løbende blevet udvidet, men har de senere år haft store udfordringer med at skaffe plads til stedets samling på flere end 4000 værker i form af skulpturer, keramik, malerier, tegninger, grafik og møbler.
Museet åbnede i 1924 og er løbende blevet udvidet, men har de senere år haft store udfordringer med at skaffe plads til stedets samling på flere end 4000 værker i form af skulpturer, keramik, malerier, tegninger, grafik og møbler.

Det er en juleappelsin ud over det sædvanlige, der er faldet ned i turbanen på Vejen Kunstmuseum i Sydjylland.

Museet har netop fået tilsagn om en stor donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på i alt 28.600.000 kroner, penge, der skal gå til renovering og udvidelse af museets udstillingssale og bagland.

Donationen betyder, at et nybyggeri til 40 millioner kroner kan sætte i gang, med yderligere støtte fra Vejen Kommune, der ejer museet.

For museumsleder Teresa Nielsen er donationen en drøm, der er gået i opfyldelse:

”Det er helt vildt, og det har været en helt fantastisk julegave at få,” siger hun.

Nybyggeriet er tegnet af fredningsarkitekten Steffen Søndergaard, der allerede har forestået etapevis renovering af museets ældste sale. Målet er at bevare stedets oprindelige ånd som hjem, atelier og museum for den lokale symbolistiske billedhugger og keramiker Niels Hansen Jacobsen (1861-1941).

Museet åbnede i 1924 og er løbende blevet udvidet, men har de senere år haft store udfordringer med at skaffe plads til stedets samling på flere end 4000 værker i form af skulpturer, keramik, malerier, tegninger, grafik og møbler.

Nybyggeriet skal blandt andet skifte en udstillingsbygning fra 1975 på 167 kvadratmeter ud med en bygning, der giver 1000 kvadratmeter til udstillingsarealer og opbevaring af de indsamlede værker. Der vil desuden blive skabt et nyt glasatrium, som skal forbinde museumsbygningerne, og der skal laves bedre faciliteter for publikum som handicaptoiletter.

”Det bliver et byggeri, der primært betyder noget for samlingen og museets gæster. Man kan opføre meget, der handler om byggeri og kendte arkitekter, men det her tager udgangspunkt i kunsten. Det bliver en super bygning til det, vi skal bruge,” siger Teresa Nielsen.

På trods af udfordringerne slog Vejen Kunstmuseum publikumsrekord i 2016 med 18.732 besøgende, en fjerdedel flere besøgende end foregående år. Det er blandt andet udstillingen ”Pippi fra Vejen”, der viser værker og tegninger af illustratoren Ingrid Vang Nyman, der er født i Vejen og blev fast illustrator for Astrid Lindgren, der har trukket gæster, og udstillingen er da også forlænget frem til den 25. juni.

”Vi er oppe imod mange slags chauvinisme i vores tid. Spørgsmålet om, hvor i landet der ’sker noget’, er ét område. Vejen opfattes stadig som en lille stationsby, men her bor faktisk 9000 mennesker. Samtidig er det arnestedet for de første højskoler og et oplyst område og kultursted. Folk overraskes over vores samling og størrelse, når de kommer her, og nu bliver der endnu mere at se på,” siger Teresa Nielsen.