John Irving blev verdensberømt med historien om den drøncharmerende Garps groteske liv og verdenssyn – dengang i 1978 var "Verden ifølge Garp" næsten litteraturens svar på en landeplage – og Irvings popularitet er ikke faldet med årene.
Hans mange læsere, både her og i hjemlandet, USA, følger hans forfatterskab tæt. Vi nyder det, når en ny John Irving-roman udkommer, og især hvis den indeholder de velkendte elementer: brydning, bjørne, forholdet mellem fædre og sønner, og farverige ulykker, der determinerer personernes liv.
Alt dette er også med i hans nye udgivelse, "Sidste nat i Twisted River", som han er i Danmark for at fortælle om i disse dage.
Det hele er dog ikke velkendt for Irving selv. Han undrer sig højlydt over, hvorfor hans læsere er blevet så interesserede i hans eget liv og i, hvordan det afspejler sig i fiktionen. Sådan var det ikke for 10 år siden, fortæller han i et solbeskinnet kontor på sit danske forlag, Lindhardt & Ringhof, denne onsdag formiddag:
"Mit eget liv er ret kedeligt. Jeg har været heldig og undgået store ulykker. Min selvbiografi, hvis jeg skrev en, ville kun fylde få sider," siger han og slår op i den murstenstykke nye roman og holder 10 sider mellem sine fingre.
"Til gengæld skriver jeg om alt det, jeg ikke har oplevet. Om alt det, som jeg frygter. For eksempel at miste mine børn eller at længes efter nogen eller noget. Tab og savn. Mange af mine personer har et eksistentielt hul indeni, som de på forskellige måder forsøger at fylde ud. De flygter fra noget og ved ikke altid, hvor de gerne vil hen. Det sandt selvbiografiske element i en roman er ikke det, som jeg har oplevet, men det, som jeg aldrig har oplevet, men frygter vil ske."
I den nye roman udstyrer John Irving hovedpersonen med nogle af de samme biografiske træk, som han selv har: samme fødeår, samme fødested, samme bestseller-forfatterliv. Men han gør det på en legende måde for at fortælle, at hvis læserne stirrer sig blinde på simple persondata, misser de en større pointe: at litteraturen kan fortælle os om alt det, som vi har tilfælles. Som nu savn og tab.
"Den store persondyrkelse af forfatteren begyndte i 1990?erne," siger Irving. "Pludselig ville alle vide, om jeg virkelig havde oplevet dét og dét i dén og dén roman. Det må hænge sammen med voksende persondyrkelse i vores kultur med realityshows og nedbrydning af grænser mellem fiktion og virkelighed."
"Men det er jo ørkesløst. Vi kan alligevel aldrig spørge Shakespeare om, hvad han dog havde imod kongelige familier, eller Sofokles om, hvorfor han absolut måtte skrive hele tre skuespil om incest. Forfatterens konkrete bevæggrunde er uinteressante. Forbindelsen mellem liv og værk er jo ikke den eneste forbindelse. Der er også forbindelsen mellem forskellige figurer i en forfatters værk, og den forbindelse er langt mere interessant at tale om."
Mange af dine personer kommer ud for tilfældige og ofte voldsomme ulykker. Ser du også livet som bestemt af tilfældigheder?
"Nej. Sådan er det rigtignok i mine romaner. Og der er jeg den store designer, der nøjagtig ved, hvad der sker med mine personer. Jeg har planlagt det hele for at skabe den bedste historie. Den mest sande," siger Irving og fortæller, at han altid skriver den sidste linje af en roman, inden han går i gang med begyndelsen. Enden er begyndelsen, og han ved, hvor han bevæger sine personer hen.
"Men jeg kan ikke sige, at jeg abonnerer på determinisme i filosofisk og religiøs forstand i mit eget liv. Jeg tror på, at det, ens forældre fortæller en, hvad enten det så er sandt eller ej, er afgørende. I romanen hører Danny en historie om en bjørn, der er løgn, men som drengen alligevel handler efter i en afgørende situation. Børn reagerer ofte på måder, som vi som forældre ikke kan forudsige. Og jeg støtter mig også til, at vi ikke altid kan overskue konsekvenserne af livets tildragelser. For eksempel var jeg fire år i hæren og skulle til Vietnam som officer. Men hærens ledelse traf en anden beslutning og lod mig blive hjemme. Og jeg var dybt skuffet! Indtil jeg langt senere fandt ud af, at stort set alle officerer udsendt på det tidspunkt omkom i Vietnam. Men det anede jeg jo ikke dengang, hvor jeg blev beskyttet."
"Sidste nat i Twisted River" begynder i 1950?erne i en savværks- og skovhuggerby i delstaten New Hampshire. Livet er hårdt, tonen blandt skovhuggerne er rå. Det er en rigtig "frontier-by" på grænsen mellem civilisation og vildmark.
I dag er USA forlængst blevet koloniseret, og hver en plet i det store land er betrådt. Men den rå frontier-mentalitet er ikke væk, mener Irving:
"Der er stadig mange amerikanere, der tænker på samme måde som skovhuggerne i romanen. At alle, der har magt og ejer noget, er nogle fjolser og tager fejl. Idéen om, at hvis bare jeg fik lov til at gøre dette eller hint, ville det blive gjort meget bedre. For alle med magt er nogle fjolser. Denne mentalitet kommer fra denne radikale libertarianisme og idé om, at hvis der er en regel eller lov, har en eller anden nar lavet den. Og den skal bare overtrædes."
Men er det ikke også det, vi fejrer i amerikansk mentalitet: virketrangen og individualismen?
"Jo, bestemt, men den positive side af en historie er bare tit mindre interessant end den negative side. Og det interesserer mig at se, hvad ulykke, savn, tab og vrangforesillinger gør ved mennesker."
Handlingen i "Sidste nat i Twisted River":
Romanen begynder i 1954 i spisehuset i en skovhuggerby i den nordlige del af staten New Hampshire, hvor den ængstelige 12-årige dreng Danny forveksler den lokale undersherifs kæreste med en bjørn – med katastrofale konsekvenser til følge.
Hans far, Dominic, enkemand og kok på stedet, kender til undersheriffens temperament og beslutter, at de nok gør bedst i omgående at forlade området. Danny og Dominic begiver sig derfor ud på en rejse, der fører dem til Boston, videre til det sydlige Vermont og til slut til Toronto. Deres tur strækker sig over de følgende fem årtier og byder på en lang række begivenheder og møder med mennesker.
John Irvings nye roman blev anmeldt i Kristeligt Dagblad i lørdags. Læs anmeldelsen på
kristeligt-dagblad.dk