Den engelske overklasse er en næsten uudtømmelig kilde til fascination. Den kan være hyggelig og smånostalgisk som i tv-serien ”Downton Abbey”, men den kan også være modstræbende indtil det morbide. Det sidste er tilfældet i de tre romaner af Edward St Aubyn, der nu samlet udkommer i dansk oversættelse. Romanerne, hvoraf de to første udkom i1992 og den tredje i 1994, er angiveligt halvvejs selvbiografiske. Serien rummer yderligere to bind, der kommer på dansk til efteråret.
Læs interview med forfatteren her.
”Glem det”, ”Dårligt nyt” og ”En smule håb” handler om forfatterens alter ego Patrick Melrose i tre episoder af hans unge liv, en dag hvor han er en dreng på fem år på ferie med sin far og mor i familiens hus i Frankrig, nogle hektiske dage i New York, hvor han som 22-årig ung mand er ovre for at hente sin afdøde fars urne, og en fest, han deltager i som 30-årig, hvor han (og læseren) atter møder en del af de karakterer, vi stiftede bekendtskab med i de tidligere romaner.
Romanerne, der i historisk tid går fra sidst i 1960'erne til 1990, maler et grotesk, ondskabsfuldt og komisk billede af det engelske aristokrati. Der er nærmest ingen grænser for snobberiet, hykleriet, intrigerne, utroskaben, spytslikkeriet, kynismen, afhængig af hvordan nu situationen eller hierarkiet tager sig ud. Spontan medmenneskelighed eller almindelig anstændighed optræder kun som et mærkeligt fremmedelement, der hastigt igen fortoner sig. I perioder er det enerverende og modbydelig læsning, i andre er der stor komik i forfatterens helt overgivne udlevering af den menneskelige dårskab, og i atter andre perioder følger man med spænding og medfølelse den unge Patricks kamp for at få styr på sit liv.
Vi får ikke oprullet et livsforløb og et miljø i kontinuitet, men alene skitseret det gennem disse tre punktnedslag, hvor vi zoomer tæt ind på en enkelt dag eller et par døgn. Selvom den litterære stil ligger tæt på det satiriske og sædeskildrende hos en Evelyn Waugh, får vi alligevel et strejf af modernistisk epifani fra en Virginia Woolf eller en James Joyce gennem den dybe nedsænkning i korte tidsafsnit, hvor vi selv må tænke os til sammenhængene før og efter denne dag og denne nat.
Drengen Patrick tuller i ”Glem det” alene rundt for sig selv på landejendommen i Frankrig. Han savner opmærksomhed, men vil måske alligevel foretrække at gemme sig. Hans mor er forhutlet og fordrukken, mens hans far er ondskabsfuld og sadistisk. I en grusom scene mishandler han sønnen, nærmest ud af kedsomhed og livslede, og ender med at misbruge ham seksuelt.
I ”Dårligt nyt” er Patrick blevet 22 år, og kombinationen af stor rigdom, aristokratisk lediggang og sår på sjælen har forudsigeligt ført ham ud i et vældigt misbrug af heroin, kokain og snart sagt alt muligt andet. I denne den længste af de tre romaner følger vi ham tumle rundt på natklubber, hotelværelser og blandt ghettopushere i New York. Han er ovre for at hente sin netop afdøde fars urne, i sig selv en voldsom begivenhed, fordi han i ét og alt er bestemt af sit had til faderen, men det er jagten på det næste fix, der fylder det meste. Også her læser man med en morbid og modstræbende fascination om denne dans på afgrundens rand, risikoen for død ved overdosis, der går mærkeligt hånd i hånd med en ekstrem planlægning: Hvis han nu kan balancere virkningen af det ene stof med det andet stof, og hvis han nu gemmer de og de portioner til senere, og hvis nu“ Det bliver trukket ganske langt, også for langt for denne læser, hvordan Patrick ruller og raller rundt på diverse toiletgulve, og det er, som om forfatteren selv, måske forståeligt nok, har svært ved at stoppe sin udpensling af det liv, som han, hvis skildringen står til troende, næsten mirakuløst har overlevet.
I ”En smule håb” er 30-årige Patrick kommet ud af sit misbrug og tripper på tærsklen til det forsinkede voksenliv. Han ved ikke helt, hvad han skal tage sig til. Til gengæld får vi her trilogiens komiske højdepunkt, hvor hele det aristokratiske narreskib sejler til fest på et gods ude på landet, og alt cirkulerer omkring snobbesystemets fiksstjerne, dronningens søster prinsesse Margaret, der har beæret selskabet med sin tilstedeværelse.
Det er ubetaleligt at overvære samværet mellem den hovne galionsfigur og de spytslikkende adelsfolk, og da den franske ambassadør af lutter entusiasme kommer til at overstænke prinsessens blå tylskjole med brun sovs, må alle holde vejret, mens han synker i jorden af skam og afventer, hvorledes imperiet vil slå igen. Det er svært ikke at overgive sig til Patrick Melrose-romanerne. Læs, gys og grin over ”Downton Abbey After Dark.”
