Misforstået opgør med folkeskolereformen

Professor i pædagogisk filosofi fra Aarhus Universitet Peter Kemp har i denne lille pamflet samlet og redigeret en række af sine bidrag til debatten om folkeskolereformen. Kemp mener, at reformen forsømmer dannelsen, som han definerer som karakterens dannelse til social og global ansvarlighed. Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

bog
Three stars
Kemps kritik forekommer også som idéhistorisk analyse noget fladbundet og enkelte steder decideret misforstået.

Peter Kemp er besynderligt fremmed for den danske tradition for livsoplysning og folkelig dannelse, som burde være inddraget i professorens pamflet om dannelse og folkeskolereformen

Professor i pædagogisk filosofi fra Aarhus Universitet Peter Kemp har i denne lille pamflet samlet og redigeret en række af sine bidrag til debatten om folkeskolereformen. Kemp mener, at reformen forsømmer dannelsen, som han definerer som karakterens dannelse til social og global ansvarlighed.

Dannelsen erstattes ifølge Kemp af noget, som reformens fortalere ganske vist også kalder dannelse, men som ifølge Kemp bærer dette navn med urette, fordi reformen reducerer skolens formål til ”blot at være en teknisk kompetence og ikke samtidig en kapacitet, der tjener det fællesskab, som det enkelte menneske tilhører”. Dannelse, der blot består af hukommelsesfylde og færdigheder, er ifølge Kemp blot halvdannelse.

Der er ingen tvivl om, at Kemp i hovedtræk ser rigtigt, når han karakteriserer reformen som et resultat af en overvejende økonomisk kalkule bygget på forestillingen om ”konkurrencestaten”, et afgjort negativt ladet ord i Kemps ordbog. Kemps analyser rækker dybest, når han skriver om læreruddannelsen. Han har også ret i, at reformens tilhængere spiller med fordækte kort. Men Kemps kritik forekommer også som idéhistorisk analyse noget fladbundet og enkelte steder decideret misforstået.

Man kan tage bogens allerførste sætning, der sigter mod at angive, hvordan folkeskolen historisk har været indrettet: ”Tidligere var det skolens fornemste opgave at skabe ansvarlige danske statsborgere og værne om en dansk retsstat og en dansk kultur.”

Det er en tillempet parafrase af folkeskolens formåls-paragraf gennem tiden. Kemp undgår dermed - og antagelig med vilje - en central formulering fra 1814-loven, nemlig at børnene foruden at skulle dannes til retskafne og gode mennesker også gennem færdigheder og kundskaber skulle blive til ”nyttige Borgere i Staten”. Kemp er meget imod, at den nyeste folkeskolereform bygger på en nyttebetragtning, der gør børnene til midler for staten. Så for at skærpe sin pointe, må han ignorere, at det sådan set allerede var tilfældet for 200 år siden.

Den væsentligste anke, man kan rette mod Kemps pamflet er, at han idealiserer dannelsen som patentløsning. Han citerer for eksempel i fuld alvor Ulrich Beck for at sige, at dannelsen hjalp Tyskland ud af finanskrisen. Det er noget af en underkendelse af den økonomiske politiks betydning. Kemp omtaler gerne dannelsen i bestemt form ental, som om der ikke findes gyldige alternativer. Ikke overraskende er filosoffen Peter Kemps forestilling om dannelse især præget af en del filosofi.

Dannelse er et mangetydigt begreb, der er blevet brugt til at styrke meget forskellige positioner i pædagogiske og politiske stridigheder. Kemp kender de alternativer, der findes til hans eget ideal, som stammer fra Wilhelm von Humboldt. Hans taktik er da enten at harmonisere, således at han for eksempel frejdigt inkluderer Grundtvig i sit idealbillede, endskønt en af de væsentligste kulturkampe i de seneste 200 års danmarkshistorie er stået mellem netop Grundtvigs folkelige og Humboldts klassiske dannelsesideal. Eller han afskriver de alternative dannelsesidealer som ”halvdannelse”. I skyndingen får han også lige gjort Humboldt til demokrat, endskønt Humboldt var elitær åndsaristokrat.

Miljøet blandt pædagogiske forskere i Danmark er forgiftet af en til tider ondskabsfuld debatkultur. Kemp holder den urbane tone, men fortegner også nogle steder sine modstanderes synspunkt for at lade sit eget stå i et så meget desto fordelagtigere lys. Vi hører heller intet om, at der måske også var gode grunde til at reformere en folkeskole, der ikke fungerede optimalt. Til trods for folkeskolens ubetvivlelige kvaliteter havde den ikke løst det alvorlige problem, at især mange drenge forlod 9. klasse uden at kunne hverken læse, skrive eller regne. Det har efterladt dem som tabere, som man kalder det. Man kan vælge at skyde skylden på ”konkurrencen” som sådan, altså at der slet ikke er nogen tabere, hvis der ikke er nogen konkurrence. Diskussionen står nu om, hvorvidt denne konkurrence er et vilkår eller resultat af en politisk beslutning. Det handler om, hvordan man skal forstå konkurrencestaten som princip.

Den fløj, som Kemp tilhører, hævder, at konkurrencestaten er en neoliberal konstruktion, hvis indebyrd er, at der skabes et udskilningsløb og dermed vindere og tabere.

Den anden fløj hævder derimod, at konkurrencestaten er en logisk fortsættelse af velfærdsstaten i en globaliseret økonomi. Konkurrencen er i denne fortolkning et vilkår pånødet os af omverdenen, og det handler derfor om at forberede ungdommen så godt som muligt til at klare sig i denne konkurrence. Mens velfærdsstaten havde til hensigt at understøtte dem, der ikke kunne klare sig på arbejdsmarkedet, ser konkurrencestaten det som sit formål at investere i uddannelse og dermed ruste ungdommen til at klare sig.

Konkurrencestaten vil ikke acceptere en så høj andel af borgere på statslig forsørgelse som velfærdsstaten, og af samme grund forsømmer konkurrencestaten ingen mulighed for at gøre ungdommen parat til arbejdsmarkedet. Det indebærer naturligvis en risiko for, at man forsynder sig mod det kantianske princip, at man altid skal behandle et menneske som et mål i sig selv og ikke kun som et middel til andre formål. Skolen har med mennesker at gøre, og intet menneskeligt problem kan løses ved sagkundskab og effektivitet alene, som højskoleforstander Knud Hansen engang skrev.

Man kan sagtens følge Kemps skepsis med hensyn til det formålstjenlige i skolereformen, men hans idealisering af den humboldtske dannelse rammer ved siden af målet. For det første er Kemp besynderligt fremmed for den hjemmegroede tradition for livsoplysning og folkelig dannelse, som ligger væsentlig tættere på folkeskolens ophav end Humboldt. For det andet sætter han det forhold i skyggen, at det er folkeskolens centrale formål at lære børnene at læse, regne og skrive, så de kan stå sig i livet og verden.

kultur@k.dk