Mistillid til det politiske aristokrati

Belgisk aktivist og kulturhistoriker ønsker et demokrati baseret på lodtrækning

Ny bog af David van Reybrouck vil reformere den demokratiske proces.
Ny bog af David van Reybrouck vil reformere den demokratiske proces. Foto: Tiderne Skifter.

Af alle de internationale dokumenter om menneske- og borgerrettigheder, der er vedtaget siden Anden Verdenskrig, fremgår det, at et individs rettigheder er nært knyttet sammen med en bestemt styreform, nemlig demokratiet. De forudsætter dog, at borgerens deltagelse i demokratiet først og fremmest skal ske i forbindelse med valghandlinger. Resten skal overlades til borgernes repræsentanter.

Med andre ord er det såkaldt repræsentative demokrati baseret på regelmæssige valg den internationale norm for folkestyret.

Den klassiske begrundelse, sådan som man for eksempel møder den hos den amerikanske politolog Robert Dahl, er, at dette er den eneste realistiske form, demokratiet kan praktiseres under i et moderne storsamfund.

Det ”direkte demokrati”, som fandtes i det antikke Grækenland, kan kun praktiseres i ganske små samfund, hvor borgerne færdes blandt hinanden til daglig og kan mødes til regelmæssige folkeforsamlinger.

I de senere år har der dog været en voksende debat om behovet for udvidet demokratisk deltagelse, ofte kendt som ”borgerinddragelse”. Både nationalt og internationalt udtrykkes der bekymring over ikke alene det nutidige folkestyres kvalitet, men også selve det repræsentative demokratis fremtid. Fra visse sider hævdes det, at det ikke fungerer tilfredsstillende i sin nuværende form og derfor må erstattes af nye demokratiske strukturer og institutioner.

Det er en kritik, som navnlig har været fremført i de lande, hvor store dele af befolkningen har følt sig svigtet af politikerne, specielt i forbindelse med det finansielle sammenbrud i 2008. Mange gik både dengang og siden, da krisen udløste store offentlige besparelser, på gaden for at udtrykke deres mistillid til de folkevalgte og for at kræve meddeltagelse i styringen af samfundet.

Den belgiske kulturhistoriker og arkæolog David van Reybrouck, som blev politisk aktiv i forbindelse med den lange regeringskrise i Belgien for et par år tilbage, deler den opfattelse, at der er noget alvorligt galt ved det repræsentative demokrati i sin nuværende form.

Han mener, at de europæiske demokratier lider under faldende legitimitet og svigtende effektivitet. Legitimitetskrisen afspejles i stærkt faldende valgdeltagelse, højere vælgerflygtighed og faldende medlemstal i de politiske partier gennem de seneste 30-40 år. Effektivitets-problemet viser sig ved, at det i mange lande bliver sværere og sværere at skabe handlekraftige regeringer.

Resultatet er, at forholdet mellem borgere og politikere præges af mistillid. Borgerne placerer politikerne i bunden af deres lister over, hvem de nærer tillid til, og på deres side føler politikerne i stigende grad mistillid til borgernes sans for det muliges kunst. Derfor står vi i dag i en situation, hvor populistiske partier dukker op overalt og kræver magten tilbage til ”folket”, mens en stadig mindre socialt repræsentativ skare af professionelle politikere går i alliance med deres eksperter i embedsværket og gennemfører ”den nødvendige politik”.

Men løsningen ligger hverken i populisme eller et ”post-politisk” teknokrati, mener van Reybrouck. Umiddelbart lyder det som en mærkelig påstand, i og med at hverken borgere eller politikere synes at have det mindste imod valg, men tværtimod nærmest dyrker dem på næsten kultisk måde og kalder valgdagen for ”demokratiets fest”.

Men hvad nu, hvis valgene er en del af det nuværende demokratis problem? Hvad hvis valg slet ikke længere er en måde, hvorpå man giver folket en stemme? Fordi valgdemokratiet har været praktiseret igennem 200 år, behøver det ikke at være den eneste rigtige form for demokrati, hævder forfatteren. Når han kalder sin bog ”Imod valg”, er det således ikke, fordi han mener, at demokratiet har overlevet sig selv, men fordi han er overbevist om, at valget som demokratisk procedure for udvælgelse af folkets repræsentanter ikke længere fungerer.

Vi bør i stedet kaste et blik tilbage på demokratiet i det antikke Athen. Men vel at mærke ikke på dets direkte demokrati, men på den metode, man brugte til at udpege borgernes repræsentanter på, nemlig gennem lodtrækning. Van Reybrouck vil ikke afskaffe det repræsentative demokrati. Men hans påstand er, at hvis det skal have en fremtid, må vi snarest muligt supplere valgprocessen med forskellige former for deltagelse, som gør borgerne medansvarlige for de politiske beslutninger og inddrager dem i genuine samtaler om samfundets fælles vel. Han mener, der blandt ”lægfolket” findes en reel interesse for at engagere sig i beslutningsprocesser, der handler om deres samfunds fremtid.

Desuden har vi i dag en befolkning, hvis informations- og uddannelsesniveau gør det muligt at få folkestyret til at fungere uden en snæver professionel elite af politikere, som reelt fungerer som et ”politisk aristokrati”. Det gælder kun om at vove springet ud i en ny form for folkestyre. Hvis vi har tillid til lodtrækning i retsplejen - som lægdommere og medlemmer af juryer - hvorfor skulle vi så ikke også nære tillid til, at almindelige borgere kan overlades ansvaret for lovgivningen?

Van Reybrouck er godt klar over, at det ville være umuligt at gennemføre en så radikal reform fra den ene dag til den anden. Derfor foreslår han en midlertidigt ”bi-repræsentativ model”. Dermed mener han en folkerepræsentation, der kombinerer afstemning og lodtrækning. Med tiden kan man så indføre et system baseret udelukkende på lodtrækning.

I en tid, hvor det ofte siges, at nutidig politik lider under mangel på visioner, er det velkomment med forslag af denne næsten utopiske slags. Men det kræver unægtelig en stor tillid til, at ens medborgere er ligeså engagerede i folkestyret som en selv - og er parat til at bruge tid på det.