”Mit forjættede land” er en nuanceret og fremragende beskrivelse af det moderne Israel

Den indflydelsesrige israelske journalist Ari Shavits nye bog, ”Mit forjættede land”, er en nuanceret og fremragende beskrivelse af det moderne Israel

”Mit forjættede land” er en nuanceret og fremragende beskrivelse af det moderne Israel

Israel er en gigantisk triumf. Israel er en historisk tragedie. Begge disse udsagn er – afhængigt af, hvilken synsvinkel, man anlægger – fuldkommen korrekte. At Israel overhovedet eksisterer og er Mellemøstens stærkeste militærmagt, er så skingrende usandsynligt, at næppe selv den mest glødende zionist ville havde troet det for 100 år siden.

Da zionismen indledte sin kamp for at skabe et jødisk hjemland i Palæstina i slutningen af 1800-tallet, var det årtusinder siden, at den sidste jødiske stat var forsvundet. Området var muslimsk og havde været det i mange århundreder. Men mod alle odds og sund fornuft lykkedes det zionistiske projekt så meget, at det nu er i fare for at sejre sig selv til døde.

For problemet var jo, at trods det elegante zionistiske slogan om et ”land uden folk til et folk uden land” var der masser af mennesker i Palæstina. Landet var i høj grad beboet, og det faktum, at de lokale arabere ikke havde nogen klar nationalitetsfølelse som palæstinensere på det tidspunkt, gjorde selvsagt ikke deres ret til at være der mindre. Men Israel og den store zionistiske sejr blev i vidt omfang opnået netop ved at fordrive de lokale.

Det er dennedobbelttydighed og den enorme kompleksitet i Israel, som den indflydelsesrige israelske journalist Ari Shavit forsøger at indfange og beskrive i sin fremragende bog ”Mit forjættede land”. Bogen er en unik blanding af historiefortælling, rejseskildring og personlig historiebeskrivelse, men undervejs formår Shavit at understrege over for læseren, hvor umådeligt vanskeligt det er at være israeler og de svære valg, landet står over for.

Læs et uddrag af bogen her.  

For mens meget af den dækning og debat, der er om Israel, bliver meget sort/hvid – enten ”Hamas er terrorister, og Israel forsvarer bare sig selv”, eller ”Israel er en apartheidstat” – er virkeligheden umådeligt meget mere kompliceret.

Som Shavit beskriver i en gribende og ekstremt ubehagelig passage om den palæstinensiske by Lydda, hvor titusinder af palæstinensere blev presset til at flygte af den israelske hær i 1948, og 70 uskyldige myrdet i en af byens moskéer, blev Israel bogstaveligt talt grundlagt på blod. Det anerkender Shavit og mener, at alle israelere bør se i øjnene. Fordrivelsen af palæstinenserne i forbindelse med dannelsen af Israel var en nødvendig forudsætning for, at staten overhovedet kunne opstå.

Om man – som Shavit klart gør – mener, at Israel overhovedet fortjener at leve efter at være blevet født på denne frygtelige måde, kan selvsagt diskuteres. Var zionismen en god idé, og hvordan i alverden kunne de første tilrejsende jøder undgå at se, at landet var fyldt med arabere? Alle disse spørgsmål tackler Shavit gennem sin rejse gennem Israels historie, hvor han skifter mellem at følge sin egen forfaders første tur til landet og gennem besøg i kibbutzer og andre lokaliteter fortæller om de første zionistiske pionerår.

Det er uhyre elegant gjort og skrevet, ikke mindst fordi Shavit ikke fokuserer på de traditionelt mest kendte begivenheder. Selv hvis man føler, man kender Israels historie ganske godt, er der masser af nye, tankevækkende informationer. Shavit har et skarpt blik for mindre kendte vendepunkter såsom genopdagelsen af ørkenfortet Masada og den måde, hvorpå stedet gik fra at symbolisere nederlag og ekstremisme til at blive symbolet på jødisk kampgejst og et sted, hvor mange israelske soldater den dag i dag sværger en ed om at forsvare den jødiske stat til døden.

En ting er historie, en anden nutid. Størstedelen af de israelere og palæstinensere, der bor i området i dag, er født ind i konflikten og har dermed ikke noget personligt ansvar. Så hvordan kommer man videre, hvordan får Israel afviklet besættelsen af de palæstinensiske områder på Vestbredden, Østjerusalem og Gaza, der til næste år har varet et halvt århundrede?

At besættelsen truer med at gøre Israel til en international paria-stat og underminerer statens moral, er åbenbart for Shavit, der arbejder på den liberale avis Haaretz og tilhører, hvad man kan kalde den desillusionerede fredsfløj.

Efter Shavits mening begik han og de øvrige, som kæmpede for Oslo-aftalerne i 1990’erne, en frygtelig fejltagelse ved at kæde ophævelsen af besættelsen sammen med drømmen om fred.

”Vi skulle have været nøgterne nok til at sige, at besættelsen måtte slutte, også selvom dette ikke indebar en afslutning på konflikten,” skriver Shavit godt halvvejs gennem bogen, og det er måske den allermest afgørende pointe: at det kan godt være, at der ikke er en ”palæstinensisk partner”, og at Israel vil blive angrebet fra de besatte områder, hvis de trækker sig ud af dem. Modstandere af en tilbagetrækning peger altid på det sydlige Libanon og Gaza, hvor henholdsvis Hizbollah og Hamas nu har magten, som eksempler på, at Israel kun styrker sine fjender ved at trække sig ud.

Men som Shavit understreger i sin imponerende nuancerede bog, er det en forkert måde at se det på. Besættelsen af palæstinenserne er moralsk forkert og bør stoppes. For palæstinensernes skyld, men i høj grad også for Israels egen. Også selvom det ikke fører til fred på kort sigt. Er det allerede for sent? Forhåbentlig ikke, selvom det er tydeligt for enhver, at Israel før eller siden må blive accepteret af sine naboer, hvis staten på sigt skal overleve.

Som Shavit udtrykker det i slutningen af bogen: ”Jeg spørger mig selv, hvor længe vi kan holde vores mirakuløse overlevelseshistorie kørende. Endnu en generation? To? Tre? Med tiden må den hånd, der fatter om sværdet, løsne sit greb. Med tiden vil sværdet selv ruste. Ingen nation kan i mere end hundrede år møde den omkringliggende verden med et draget sværd.”

Det er en god pointe. Kan Israel formå det? Tiden vil give svaret. Men som Shavit viser med al tydelighed, har Israel allerede formået meget mere, end de fleste havde troet muligt. Måske kan også dette mirakel lykkes, og såret i Det Hellige Land heles.

kultur@k.dk