Mit liv med bøger

Foto: Iris

Da vi flyttede i et funkishus i Virum, var der et væld af regulære hvide vægge på alle tre etager. Hvilket paradis!

Antallet følger den klassiske livsfrises forløb: Fra barndommens kravlen over manddommens rejste gang til alderdommens knikken sammen - men jeg gør endnu oprør

Jeg fik en anelse om, at der var noget galt, da jeg besøgte min 10 år yngre svoger i det nye hus i Lyngby. Men først lidt om hvorfor.

For mig blev det tidligt en åbenbaring at læse. Dette at man kunne danne en mening, ja et helt forestillet univers ud fra alfabetet. Jeg slugte bøger i min barndom og ungdom, og i min studietid på universitet begyndte jeg for alvor at samle på dem. Først og fremmest af praktiske grunde.

Det var nyttigt at have bøgerne ved hånden og kunne strege og notere i dem og med en vis sikkerhed finde rundt i det relevante. Det blev til en del fagbøger og en del mere skønlitteratur med klassikere og det aldeles nye.

Samlet ind i boghandlere, antikvariater og på loppemarkeder. Siden i min tid som underviser ved Københavns Universitet og som kritiker og redaktør ved diverse medier begyndte bøgerne så at sige at blive selvbefrugtende. De kom, uden at man havde bedt om det. Og tilmed begyndte jeg også selv at skrive dem, for at være sikker på altid at have nok.

Da min kone og jeg flyttede i vores første lejlighed oppe under taget, var der skrå vægge. Ikke godt, men hele den lige langvæg midt inde i lejligheden blev plastret over med bogreoler, og så var der jo depotrummet på loftet, og var der ikke også en lille reol i soveværelset?

Da vi flyttede i et funkishus i Virum, var der et væld af regulære hvide vægge på alle tre etager. Hvilket paradis! Reoler blev sat op og kom til, alt som bogsamlingen voksede, i stuen, i soveværelset, i mit kontor og på reposen. Da jeg begyndte at sætte reoler op nede i fyrrummet og vaskekælderen, var det ikke kun min kones mildt skeptiske blik, der fik mig til at tænke på, om det nu også var betimeligt med alle de bøger. De begyndte jo også at hobe sig op under kældertrappen.

Her er det så, at min 10 år yngre svoger kommer ind i billedet igen. Også han og hans kone havde købt et funkishus. Og vi sammenlignede lidt. For mig blev svogers hus den klare vinder. For det havde indbyggede reoler i stuen. De var endog så elegante, at de var bygget ind omkring dobbeltdøren mellem dagligstuen og spisestuen. Det så forjættende ud. Jeg forestillede mig allerede, hvor smukt, det ville blive, når reolerne blev fyldt op med indbundne bøger i gedeskind og guldtryk.

”De der dækker jeg naturligvis over,” sagde svoger, da jeg kikkede beundrende på de indbyggede reoler.

”Hvad siger du?!”.

”Ja, det ser jo ikke kønt ud, og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge dem til. Vi vil have hvide flader og rene linjer. Det passer til et funkishus.”

Jeg følte mig tilintetgjort. Her var en mand, som jeg holder meget af, der ikke delte de samme værdier. Her var fremtiden. Det var en umulig kamp.

I dag ved jeg, at det trækker ned i mæglerens pris, hvis et hus eller en lejlighed er forsynet med indbyggede reoler.

Men hver gang jeg er på besøg hos min svoger, er jeg henne at banke på den hvide væg for at høre hulrummet inde bagved. Der, hvor bøgerne kunne have stået. Jeg skulle måske have lagt en bog derind, mens tid var. Som et relikt fra fortiden.

Men jeg havde lært lektien. Da min kone og jeg flyttede til København, skilte jeg mig af med to tredjedele af min bogsamling, så vi kunne nøjes med at have reoler og bøger i ét af lejlighedens rum. Ikke i stuen, ikke i soveværelset og ikke i køkkenet. Men kun lige her, hvor jeg sidder og skriver disse linjer. Der er bøger og billeder hele vejen rundt om mig. Ordbilleder og sprogbilleder. Ja, der er så mange, at der ikke kan være flere. De er kravlet ud på gulvet og ligger i stabler. Men min kone og jeg har lovet hinanden, at vi ikke skal have flere bogreoler.

For nylig har jeg imidlertid fundet en - synes jeg selv - elegant måde at omgå reglen på. På auktion har jeg købt noget så uskyldigt som et lille bord. Men det er ikke et helt almindeligt bord. Det er en såkaldt revolving bookcase, direkte importeret fra victoriatiden og 1800-tallets dannede kredse.

Et kubisk drejebord med små reoler i to etager. Her kan man stille bøger ind, og så kan man dreje bordet rundt og betragte dem på alle de fire sider. Hvilket underskønt syn! Små bøger indrammet af mahogni. Jeg har ikke helt givet efter for tidens litterære ikonoklasme, bøgerne lever lidt endnu.

Måske kan jeg endda foregå de danske folkebiblioteker med et godt eksempel. Det synes også at have mistet interessen for bøger.

Vi må jo alle sammen huske hinanden på, da livet stod i zenit, og bøger var noget, man bare havde masser af. Til brug og til glæde. Og hvad med min svoger? Jo, han er også kommet til besindelse og har bygget en reol et andet sted i sin stue. Sidst jeg besøgte ham, havde jeg en bog med som gave. Af egen avl.