Moderne teknologi afdækker historien om 2700 år gammel kvinde

I Oslo er et hold specialister i gang med at undersøge Norges første mumie. Målet er at kaste lys over livet 700 år f.Kr. og give mumien en værdig gravfred

Siden 1875 har den egyptiske mumie ligget udstillet på Historisk Museum i Oslo med ubesvarede spørgsmål og er langsomt forfaldet, men det er et hold forskere nu i gang med at ændre på. Modelfoto.
Siden 1875 har den egyptiske mumie ligget udstillet på Historisk Museum i Oslo med ubesvarede spørgsmål og er langsomt forfaldet, men det er et hold forskere nu i gang med at ændre på. Modelfoto. .

I 1838 kom Dismutenibtes til Norge, blev pakket ud og undersøgt, men datidens begrænsede kunnen ødelagde meget af bandage og kropsrester og gav ikke megen afklaring om kvindens fortid.

Siden 1875 har den egyptiske mumie ligget udstillet på Historisk Museum i Oslo med ubesvarede spørgsmål og er langsomt forfaldet, men det er et hold forskere nu i gang med at ændre på.

I spidsen er konservator Anne Håbu, der får hjælp fra arkæologer, egyptologer og en række andre eksperter.

I marts blev Dismutenibtes CT-scannet og røntgenfotograferet, og man kunne fastslå, at mumien er en kvinde ved at måle hoftebenene. Desuden, at den klump, der har ligget på hendes mave, er hjertet, som man i oldtiden mente rummede både sjælen og forstanden. En tandundersøgelse fortæller endvidere, at hendes tænder var slebet helt glatte som følge af hård kost, hvor stenrester ofte var en uønsket ingrediens.

”Med undersøgelsen kan vi få en lille ny brik på plads i forståelsen af, hvordan livet var på den tid og be- eller afkræfte de teser, vi har haft,” forklarer Anne Håbu.

Dismutenibtes blev født ud af en præsteslægt og blev omkring 60 år, hvilket man ved fra afskrifterne på kisten. Konservatoren er i øjeblikket i gang med at undersøge den bandage, kroppen er hyldet i, og har fundet rester af et rødt sjal, der har ligget gemt i stoflagene.

”Det er ret interessant, at man allerede dengang havde meget nørklede mønstre og frynser, og at hun er indhyllet i tøjstykker, som hun formodelig har brugt tidligere i livet og så har fået med på den sidste rejse,” fortæller Håbu.

Hun har i mange år ønsket at få mulighed for at undersøge mumien, men også at pakke den 2700 år gamle kvinde ordentligt sammen igen. Dismutenibtes har i mange år har været udstillet i åben kiste, hvilket fik besøgende til at rapse tekstilstykker med som souvenirer.

”En mumie er lavet til at holde længe, men hun var meget forhutlet, og det vil jeg gerne ændre på. Vi skal lave en så grundig undersøgelse, at hun aldrig skal forstyrres igen, men får værdigheden tilbage og den fred, hun fortjener,” siger Håbu, der håber på at kunne samle Dismutenibtes søn og mand til en udstilling en dag.

De opbevares i henholdsvis Belgien og England. Dismutenibtes forventes at være tilbage på udstillingen i juni.