Modernisme og ånd går nu hånd i hånd

Tennisgiganter brager sammen i Californien. Her  Rafael

Flere unge kunstnere arbejder i dag med religion og spiritualitet på forskellige måder, blandt andre Alexander Tovborg, der har udstillet på flere store museer og gallerier. Foto: Claus Bech/Claus Bech / / Scanpix

WikiLeaks-stifter går ind i

Kunst og religion var en upopulær kombination ifølge de første modernister, der ville gøre sig fri af alle traditionsmæssige bånd. Men blandt andre Hilma af Klint, der er aktuel på Louisiana, viser, at ånd og moderne kunst kan kombineres. - Foto: Louisiana

Aktuel udstilling med den spirituelle svenske billedkunstner Hilma af Klint på Louisiana er et tegn på, at 100 års modernistisk åndsforskrækkelse er slut. Kunstnere og forfattere åbner i stigende grad døren til den religiøse og åndelige verden, konstaterer forskere

I må vælge, om I vil være moderne eller religiøse, lød det nogenlunde fra Georg Brandes i slutningen af 1800-tallet i en opfordring målrettet det danske kulturliv.

Hermed grundlagde den kulturradikale pioner en lang tradition for at betragte den modernistiske retning inden for kunst og litteratur som verdslig. Tro og religion var forældede begreber og ødelæggende for den totale kunstneriske frihed i en tid, hvor toneangivende stemmer advokerede for kunsten som den nye religion. Modernismen, der i denne opfattelse handlede om at tage afstand fra den gamle verden og omfavne den nye fornuft med teknologisk fremskridt, industrialisering og avantgardistiske eksperimenter, var i Danmark op gennem det 20. århundrede præget af religionskritik ud fra parolen Gud er død.

LÆS OGSÅ: Klare linjer fra en ener i dansk kunst

Men meget tyder på, at Gud har været og fortsat er spillevende i kunsten, og at Brandes proklamering og enorme indflydelse på kulturlivet og i kunstopfattelsen herhjemme op til i dag er et afsluttet kapitel. Tro og moderne kunst og litteratur er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger, viser det sig. Og et spirituelt og religiøst spor i det forrige århundredes kunst er efterhånden blevet accepteret i kunstverdenen, der er blevet mindre åndsforskrækket end før.

Sidste år udstillede kunstmuseet ARoS i Aarhus de tre verdensnavne Yves Klein, James Lee Byers og Anish Kapoor, der i anden halvdel af det 20. århundrede hver især kommunikerede kunstnerisk med det metafysiske. Og på Louisiana Museum for Moderne Kunst i Humlebæk har man netop åbnet en stor udstilling med Hilma af Klint. Den svenske billedkunstner malede abstrakte malerier og mente at have kontakt til en overnaturlig verde. Hun har længe været overset som en af Skandinaviens store modernistiske malere, understreger museumsinspektør og kurator Tine Colstrup.

Hilma af Klint er et eksempel på, at der godt kunne være ånd i moderne kunst endda en hel del. Hun er på den måde en sten i skoen for den gængse fortælling om modernismen, som vi normalt går og beskæftiger os med på et museum for moderne kunst. Men det har været en mærkelig rationel illusion, at det åndelige ikke findes, siger Tine Colstrup.

Hun mener, at der trods forestillingen om det modsatte løb en spirituel understrøm i den moderne fortælling, som ellers handlede om at være veloplyst, rationel og videnskabelig. Hilma malede abstrakte værker kort før russiske Wassily Kandinskys berømte manifest fra 1911 Om det åndelige i kunsten. Han beskrev en søgen efter det, man ikke kan se, og kritiserede tidens materialistiske mareridt og den åndløse kunst for kunstens egen skyld. Mens andre avantgardister, futurister og kubister i hele Europa dyrkede selvtilstrækkeligheden, studerede Hilma af Klint, Kandinsky og hollandske Piet Mondrian også teosofiens spirituelle lære, der opstod i kølvandet på tesen om Guds død.

Det er dog ikke det åndelige spor, der har fået den mest prominente plads i den dominerende fortælling om den ægte moderne kunsts udvikling i det 20. århundrede. Det har snarere handlet om den formmæssige udvikling fra Cézanne over kubismen og til minimalisme efter Anden Verdenskrig. Men der var flere bevægelser i gang i kunsten og idehistorien, der pegede på et behov for andre forklaringer, siger Tine Colstrup, der fornemmer en stor interesse for den åndelige del af Hilma af Klints værk, ligesom museumsinspektøren kan konstatere, at flere kunstnere i dag på forskellige måder arbejder med religiøse og spirituelle temaer og motiver hvilket også gør sig gældende blandt musikere.

En af kunstnerne, der gør det åbenlyst og med succes, er Alexander Tovborg, der har studeret kunst i Tyskland, hvor mansom i flere andre europæiske lande tænkte langt mere pluralistisk i sin modernisme.

Grundlæggeren af moderne fransk poesi, digteren og symbolisten Guillaume Apollinaire, beskrev i 1918 den nye ånd, hvordan man som moderne kunstner skulle omfavne industrisamfundets muligheder og samtidig acceptere fortidens virkelighed. Den sekulære modernisme er altså et dansk fænomen og kan alene tilskrives Georg Brandes, mener litterat og teolog Anders Thyrring Andersen.

Brandes krav til kunstnerne om enten at være moderne eller religiøse fik ifølge Thyrring Andersen aldrig rigtig modstand, og Brandes fyldte derfor enormt meget i sin samtid. Modernismen havde kun én retning, og den var antireligiøs, lød det.

Brandes havde en utrolig betydning og har det endnu, siger Anders Thyrring Andersen, der er ekspert i Martin A. Hansen, som han karakteriserer som kristen modernist, hvilket ikke er en udbredt betegnelse blandt litterater.

På samme måde har Brandes ide om, at frihed måtte være uafhængig af al modstand, herunder religion, ifølge Thyrring Andersen betydet, at for eksempel digteren Johannes Jørgensen aldrig er blevet anerkendt som moderne symbolist på højde med Sophus Claussen. Og efter Anden Verdenskrig kom Heretica-generationen med Ole Sarvig, Thorkild Bjørnvig, Martin A. Hansen, Ole Wivel med flere, der med deres eksistentielle og religiøse fokus populært sagt blev fundet lidt for umoderne.

Men der er opbrud i den fastlåste litterære position og religionsfrygt, mener både Anders Thyrring Andersen og Erik Skyum-Nielsen, lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet og anmelder ved Dagbladet Information.

Unge litteraturstuderende lader sig i stigende grad inspirere af modernistiske forfattere, der også har den åndelige og religiøse dimension i sig på en eller anden måde, siger Anders Thyrring Andersen og nævner som de unges inspirationskilder eksempelvis Martin A. Hansen og digteren Klaus Høeck.

I sidstnævntesforfatterskab viser sig tydeligere en markering af en religiøs interesse, som vel at mærke fremstår modernistisk formmæssigt. Der er også Søren Ulrik Thomsen, der klarere end tidligere ser sig selv som religiøst inspireret og for eksempel bruger opstandelse som kernebegreb. Og Simon Grotrian er en af de mest spændende yngre modernistiske forfattere. Han, Høeck og Thomsen skriver kristen modernisme, fastslår Thyrring Andersen, der også peger på Peter Seeberg som en åndelig og eksistentialistisk inspirator, der hidtil ikke er blevet gjort meget ud af i den kulturradikale litteraturforståelse.

Erik Skyum-Nielsen køber slet ikke betegnelsen sekulær modernisme.

Man skal være forsigtig med at blande begreber sammen. Kunstnere og forfattere har op gennem det 20. århundrede vandret ind og ud af grænselandet til religion og spiritualitet. Man opretter en falsk modsætning, hvis man tænker på modernisme uden nogen form for spiritualitet, uden religiøsitet, og mere specifikt uden kristendom og endnu mere specifikt uden lutherdom. Søren Ulrik Thomsen siger noget i retning af, at vi skal være troende for ikke at gøre os selv til guder, og at vi skal være kristne for ikke at gøre os selv til ofre, og at vi skal være protestanter for ikke at gøre os selv hellige, siger Erik Skyum-Nielsen og tilføjer, at sådan et standpunkt langtfra udelukker kunstnerisk radikalitet.

Han mener også at kunne se en tilbøjelighed til at inddrage og undersøge kristne temaer hos nordiske forfattere i dag. Han peger som eksempel på svenske Kerstin Ekman, der blandt andet skriver om en kvindelig præst, der elsker kirken, i romanen Skrabelodder fra 2004. Også norske Hanne Ørstavik skriver indfølende om en præst, ligesom flere islandske forfattere kredser om præsteskikkelser og gør fortællekunst og kristendom til hinandens naboer.

På dansk grund peger eksperterne på forfatterne Pia Juul og ikke mindst Ida Jessen, i hvis forfatterskab tankegods og begreber fra den kristne kulturarv er lyslevende og til stede overalt.

Man ser præstebilleder brede sig mere tydeligt i skønlitteraturen og finder kristne spor mange steder, ikke kun i poesien som hos Simon Grotrian og Kristian Leth, siger Erik Skyum-Nielsen, der fornemmer en større modtagelighed hos danskerne og en anelse opblødning i litteraturkritikken over for den religiøse dimension og naboskabet mellem litteratur og kristendom.

Man rynker ikke længere så meget på næsen, men der findes da stadig røster i dansk kulturliv, der praktiserer en hardcore gudsfornægtende holdning efter modellen Sex er godt og Gud er dum.

Erik Skyum-Nielsen var for nylig i den bayerske by Ulm ved Donau og besøgte den store domkirke med det højeste kirkespir i landet. Helt oppe i toppen af det 162 meter høje tårn for enden af en lille trappe havde en besøgende skrevet følgende med kridt, fortæller litteraten: Gott ist tot (Gud er død).

Man kan næsten ikke få bedre bevis på, at vi kan sige, hvad vi vil, men at det altid vil ske oven på en tradition.