Den hollandske debutant Peter Buwalda har modtaget flotte anmeldelser verden over, siden ”Bonita Avenue” udkom i hjemlandet for snart seks år siden – og det med rette.
Romanens hyperrealistiske univers rummer en imponerende detaljerigdom, hvor flashbacks og tre fortællerstemmer formår at guide læseren gennem de oprørte have. ”Bonita Avenue” er en ubarmhjertig grød af løgn, magt, ydmygelser og manipulation fra bogens selvcentrerede personer.
Peter Buwalda er blevet sammenlignet med den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der senest har udgivet familiesagaen ”Purity” i 2015. Her splittes kernefamilien til atomer, og som ”Purity” er også ”Bonita Avenue” centreret omkring den hensynsløse ødelæggelse af en familie, hvor karaktererne træffer den ene dårlige beslutning efter den anden og blot forsumper endnu mere i undergangens dynd.
Konstruktionen af den knap 500 sider lange debutroman er imponerende tæt. Åbningsscenen er meget sigende et flashback til et møde mellem de tre fortællere: den ustabile fotograf Aaron, hans selvsikre og grænsesøgende kæreste, Joni, og Jonis stedfar, den tidligere judomester og nuværende legende af en karismatisk universitetsrektor, Siem Sigerius.
Aaron møder sine svigerforældre for første gang og konfronteres straks med det billede, han har taget af sin nøgne svigerfar under en improvisatorisk nøgenbadningsafslutning på et kanostævne.
Allerede dér er der lagt i kakkelovnen til noget af en dramatisk rejse gennem og fluks ned i en families tragiske forfald. For nøgenbilledet af Jonis far er ikke de eneste ”naturstudier”, Aaron begiver sig ud i, og snart udforsker han og Joni senhalvfemsernes begyndende pornomarked på internettet, og det bliver i sidste ende nådestødet for familiens tidligere samhørighed.
Karakterernes dybde er slående. Portrætterne af Joni, Aaron og især Siem tilføjes det ene komplekse strøg efter det andet, indtil romanens persongalleri til sidst er så gennemsyret af depraverede tendenser, ondskab og psykoselignende tilstande, at det næsten er for meget. Kan det ikke bare ende godt for nogle af dem?, skriger man nytteløst mod siderne, men nej. Peter Buwalda er en nådesløs forfatter.
I tiden på den californiske ”Bonita Avenue” havde familien i begyndelsen af 1980’erne sine mest idylliske og sorgløse år, men efter at være vendt hjem til Holland flytter Siems søn Wilbert ind hos familien. Den fravalgte Wilbert kaster sit grænseoverskridende begær på Jonis fransklærerinde og forulemper hende (måske) seksuelt, og da Siem overtaler Joni til at vidne falsk mod ham, ryger Wilbert i ungdomsfængsel og grundlægger en kriminel løbebane.
En løbebane, der kulminerer, da han i et raserianfald slår en overordnet fabriksansat ihjel med en forhammer og får otte år bag tremmer.
Både Siem og Joni placerer alt ansvar for familiens deroute på Wilberts modvillige skuldre. Siems søn fra første ægteskab bliver familiens syndebuk – ikke ulig Lars Saabye Christensens figur Fred fra romanen ”Halvbroderen”.
Fred er resultatet af en voldtægt og vokser op til at blive et utilpasset og ondt barn. Spørgsmålet er blot, om det er en ondskab, der placeres hos ham fra familiens side? Er Wilbert et behændigt, sort får, der er et resultat af manglende kærlighed, en alkoholisk mor og en far, der bevidst fravælger ham?
Kollapset er nært forestående og udfoldes især i bogens anden halvdel. Her går det mildt sagt ned ad bakke med 120 kilometer i timen, bind for øjnene og de klæbrige hænder løsnet fra rattet. En fyrværkerikatastrofe i hjembyen synes at katapultskyde især Aarons voksende mindreværdsfølelse, paranoia og sygelige jalousi ud i nye ekstremer, og den fulde opløsning er svimlende nær.
”Bonita Avenue” er ikke for den sarte læser. Den stadig højere koncentration af ekstrem vold, depraveret pornografi og mennesker i deres yderste livssituationer er ikke behagelig læsning. Romanens virkelighedsnære beskrivelser og tone sammenholdt med, hvordan personernes kompleksitet synes at gøre dem næsten levende, gør kun det onde værre.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at Peter Buwaldas debut er uovertruffet skrevet. Med et opfindsomt plot, der både overrasker og forskrækker, dybe personportrætter og en næsten krimi-teknisk nerve formår han at fastholde fra start til slut. Fra de første naive skridt til det endelige og uundgåelige fald ned i den fordærvede sump.