Mord på samlebånd

6 ud af 10 bøger på denne uges top 10 over skønlitteratur er krimier. Den nordiske krimi er populær i ...

Svenske Liza Marklunds "Livstid" var blandt de krimier, Kristeligt Dagblads litteraturanmelder slugte som en pose chips. Men det var en del af et eksperiment. Foto: Leif Tuxen og . / Scanpix

Den egentlige gåde ved de utallige krimier er, hvorfor de alle er så ens

Jeg har en mordgåde, jeg ikke kan løse. Hvordan kan det være, at der sker så mange mord i litteraturen, uden at det tager livet af læserne? Hvordan kan det være, at forlag og krimiforfattere i en tilsyneladende endeløs strøm kan sende den ene krimi efter den anden på markedet og oven i købet med stor succes? Og det samtidig med, at man ikke kan åbne for fjernsynet uden at få krimier på alle kanaler.

LÆS OGSÅ:
Første Sherlock Holmes-roman kritiserer religiøs fanatisme

Ja, man har endda kunnet gå i operaen i Aalborg og se og høre Hvem myrdede sopranen? Hvad er det for et umætteligt begær, der driver læserne, så de vil have krimier hele tiden og i alle medier?

Jeg satte mig for at løse gåden i min ferie og købte en stak krimier på det lokale loppemarked i Annisse. For en slik fik jeg så mange krimier, at jeg havde rigeligt stof, når det blev læsevejr, og det var der som bekendt en hel del af i juli. Det var de kvindelige krimiforfattere, der fyldte min pose. Camilla Läckberg, Liza Marklund, Sara Blædel og Anna Grue fik jeg i særudgaver, der engang var fulgt med dameblade som Søndag og Femina.

Jeg læste først Marklunds Livstid, der handler om reporteren Annika. Hun får afværget et justitsmord på en kvinde, som anklages for at have dræbt sin mand. Annika står selv i en skilsmissesituation og kan identificere sig med morderen, for også hun føler sig svigtet og har trang til hævn. Marklund mikser kærlighed og utroskab, børnepasning og mord, så alt er såre velkendt og alligevel sat helt på spidsen.

Så læste jeg Blædels Aldrig mere fri, der handler om kriminalassistenten Louise og journalisten Camilla, der sammen afslører nogle skurke i et københavnsk prostitutionsmiljø. Da en prostitueret findes dræbt, kommer de på sporet af nogle skruppelløse Balkan-kriminelle, der ikke viger tilbage for bortførelser af kvinder til prostitution og drab på enhver, som står dem i vejen.

Så læste jeg Läckbergs Isprinsessen om forfatteren Erica, der sammen med politiassistenten Patrik opklarer to bestialske mord i den svenske skærgård. En gammel og fortiet pædofilisag kommer for en dag, da to af ofrene for den bliver dræbt 25 år efter, at det hele skete.

Endelig læste jeg Grues Judaskysset med privatdetektiven Dan i hovedrollen som manden, der afslører en livsfarlig kvindebedårer, svindler og morder.

De fire bøger er alt i alt skåret over samme læst med kriminalitet, familieliv, kærlighed og kærlighedsproblemer, venindesnak og aktuelle samfundsproblemer i kritisk belysning. Her er spænding og cliffhangere, så læseren hænger på. Jeg var da også rimeligt underholdt, selvom jeg ærgrede mig over klichéerne hos Blædel og det friskfyragtige sprog hos Grue.

Jeg læste dem, som jeg spiser chips. Er jeg først begyndt, kan jeg ikke holde op, før der ikke er mere tilbage, eller nogen gemmer fristelserne væk. Så snart jeg var færdig med en krimi, rakte jeg grådigt ud efter den næste og slugte den i en fart, uden dog nogensinde at føle mig særlig mæt. Fornøjelsen ved afsløringen til sidst i bøgerne er kortvarig og tilfredsstillelsen ikke særlig dyb.

Det er måske heller ikke her, man skal finde krimigenrens attraktion. Den ligger snarere i processen frem mod afsløringen. Og derfor griber man også straks ud efter en ny krimi, når man er færdig. Man vil have mere af det samme. Mere om den hovedperson, som man allerede kender og næsten er veninde med, mere om samfundets mørke sider og hverdagens trivialiteter, mere spænding, mere opklaring. Igen og igen. Og igen og igen. Deri ligger også en slags tryghed. Man kender næsten det hele. Mord er bare ord, og fører de en bag lyset, så ved man, at opklaringen kommer til sidst.

Jeg kunne være blevet ved i de samme baner, for hver bog indgår i en serie med den samme hovedperson. Og så kunne jeg jo også have givet mig i kast med nogle af alle de andre krimier, som dominerer bogsalget. For eksempel Jussi Adler-Olsen, hvis bøger optager det meste af pladsen på paperback-bestsellerlisterne. Men nu satte feriens afslutning imidlertid en stopper for min læsning og jeg havde skuffende nok ikke fundet en fyldestgørende forklaring på mordgåden.

Jeg forstår godt noget af fascinationen ved krimierne. Jeg kan godt blive revet med og vende side efter side, samtidig med at jeg gætter på, hvem der har begået mordet, eller på hvordan helten opklarer forbrydelsen. Jeg kan godt læse fire krimier i rap, måske også fem, seks og syv. Men at nogle forfattere gider blev ved og ved med at sidde ved samlebåndet og konstruere nye intriger, og at nogle læsere gider blive ved med at læse bøger, der er i den grad er skåret over samme læst, fatter jeg stadigvæk ikke helt.

Til gengæld forstår jeg godt, at forfatterne selv har et ambivalent forhold til genren. De er udmærket klar over, i hvor høj grad de leger med det samme sæt af klicheer, og det afslører de alle sammen med romanernes indbyggede kommentarer til krimien. Alle de nyere krimier, jeg har læst, hævder ligesom Stieg Larsson i Mænd der hader kvinder at det her er ikke nogen skide krimi underforstået at netop denne her bog er noget ganske særligt i forhold til alle de andre. Hvad der selvfølgelig er helt til grin. Originalitet er ikke krimiernes gebet. De er netop mere af det samme med ganske små variationer. De er chips-lit. Uanset hvordan de skrives, er de lige til at lægge i en dåse Pringles, og ligegyldigt hvor mange man sluger, bliver man aldrig mæt. Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, forstår jeg dybest set ikke, hvorfor læserne ikke for længst er døde og bragt til Retsmedicinsk Institut.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.