Mozart mig her og Mozart mig der!

Bernhard Lewkovitch stopper efter 40 år som anmelder og klummeskribent for Kristeligt Dagblad. Det er måske på tide for en på 85, siger komponisten og meningsmageren, der har fået både venner og fjender med sine kontroversielle holdninger i både klummer og musik

Bernhard Lewkovitch har været tilknyttet Kristeligt Dagblad i fire årtier. Nu er det på tide at komme videre, mener den snart 85-årige komponist og meningsmager.
Bernhard Lewkovitch har været tilknyttet Kristeligt Dagblad i fire årtier. Nu er det på tide at komme videre, mener den snart 85-årige komponist og meningsmager. Foto: Leif Tuxen.

Jeg er blevet forstyrret hele livet, og alligevel er det blevet til noget, lyder det fra Bernhard Lewkovitch efterfulgt af et hjerteligt grin i telefonen, efter at jeg forsigtigt har spurgt, om jeg ringer på et dårligt tidspunkt for at aftale dette .

LÆS OGSÅ
: Lewkowitch: Mit liv har været en lang pilgrimsrejse

Når det handler om noget med avisen, vil den om få dage 85-årige komponist gerne forstyrres. Om det så er som kilde til en musikhistorie eller en snak om hans næste klumme, Post Scriptum, der har fyldt avisens spalter hver anden uge gennem en årrække. Nu er det på tide at stoppe med at komponere meninger og i stedet koncentrere sig om musikken og familien. På tirsdag bringer Kristeligt Dagblad Bernhard Lewkovitchs sidste Post Scriptum-klumme, hvilket bliver et punktum på 40 års samarbejde med avisen.

Det bliver en lidt fattigere avis, når Bernhard Lewkovitch ikke længere kigger forbi redaktionen hver uge med sin maskinskrevne klumme om en dygtig dirigent, om danske feltpræster, om fattigdom og jul eller om korsets tegn. Alt mellem himmel og jord har han haft meninger om. Katolikken Lewkovitch ser på verden gennem sin tro, ligesom musikken er hans måde at udtrykke sin hengivenhed til Gud, Jesus og Jomfru Maria på.

Kirken blev min redning, siger han flere gange i løbet af vores samtale. Hans værker, der spilles i kirker landet over, har i over 60 år været hans taknemmelige gave tilbage ud over bønnen, som har fulgt ham, siden han var ganske lille og er lige så naturlig for ham som at vaske hænder.

Lige så naturligt har det næsten også været for ham at ytre sine meninger om dette og hint ikke mindst om klassisk musik. Både danske aviser og musikalske tidsskrifter har været en kampplads, hvor han har stået fast på sine holdninger, sine værdier og sit syn på liturgien. Det er derfor en arena mindre, han kan boltre sig på, og som han vil savne, bedyrer han, da vi mødes i hans lejlighed i Bredgade i Københavns Indre By, hvorfra der er udsigt til Designmuseet på den modsatte side og lidt længere nede ad gaden Sankt Ansgar Kirke, hvor han arbejdede i mange år som kantor, og som har dannet ramme om hans noget usædvanlige liv.

Her har Bernhard og Ruth Lewkovitch boet i over 40 år, når de ikke drager nordpå efter pinsen og nyder sommermånedernei dereslille sommerhus i Rågeleje. Her og i hjemmet i Bredgade kan han nu uforstyrret koncentrere sig om at komponere musik frem for meninger.

Nogle vil mene, at det blev for lang tid. Men hvorfor så holde op nu? Ja, på sin 85-års fødselsdag er det måske i orden at spørge sig selv, om det ikke er på tide at komme videre i livet, siger Bernhard Lewkovitch og griner højlydt fra den blå øreklapstol, der står ved stuevinduet til den store gade, hvorfra solen skinner ind på os. Ruth har sørget for kaffe og hjemmelavet kage og blander sig indimellem i samtalen for at præcisere et årstal eller supplere med indhold, for eksempel hvordan Bernhard Lewkovitch aldrig har anvendt diktafon eller andre hjælpemidler til at huske for sig. Både når han skriver musik og meninger, går det hele direkte fra hoved til fingre, og det er kun en sjælden gang imellem, at han må stå op om natten for at nedfælde en tanke på et stykke papir.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Bernhard Lewkovitch som det første overdrager mig et gråt pap-omslag med sin sidste klumme inden i. Han læser lidt op, retter lige en sidste ting og betror mig den opgave at bringe den ind til redaktionen og selvfølgelig huske at sende den retur med posten, så han kan sætte den ind bagest i mappen med samlingen af alle klummer og anmeldelser gennem tiden, der står på en hylde i arbejdsværelset med et stort, sort flygel i hjørnet. 495 artikler er det blevet til ifølge avisens digitale arkiv, som kun går tilbage til 2003.

Bernhard Lewkovitch har altid været omhyggelig med sine artikler, ringet til kulturredaktionen for at følge dem helt til dørs, blive sikker på hvornår de bliver bragt, og givet sig tid til en kort snak om avisen eller andet stort eller småt.

Bernhard Lewkovitch og jeg har ud over at være kolleger og have russiske efternavne det tilfælles, at vi har anmeldt koncerter. Men her er jeg novice, og Bernhard mesteren, selvom vi hurtigt kan blive enige om, at det kan være lidt hårdt at bruge aftener og nattetimer på at gå til koncerter og skrive om dem efterfølgende.

I dag går han ikke længere til koncerter. Han blev mæt som anmelder gennem mange årtier. Lewkovitch kunne ud over at komponere musik nemlig også komponere tekster om at opleve musikken, og kunne formidle den både indsigtsfuldt og underholdende. Det opdagede man på formiddagsavisen B.T., hvor han blev ansat i 1957.

Jeg skrev mig ind på avisen, og det blev til næsten 20 års samarbejde. Det var en hård tur, men en dejlig skole for journalister. Jeg var meget engageret. Jeg var jo ung og en opløben dreng dengang i slutningen af 1950erne. Men det gik godt, jeg blev fastansat.

Men journalistikken havde også sine dårlige sider. For det første var det nogle lange dage på avisen. Han gik sent fra redaktionen på Rådhuspladsen og gik forbi Toldboden Bodega ved hjemmet for at snakke dagen af, som han kalder det. Sådan gik det et par måneder, og en aften kom han hjem og fandt et brev fra Ruth, der spurgte, om han ikke snart kom lidt tidligere hjem. Siden satte han aldrig foden der mere. Men folk fra Det Kongelige Teater savnede ham åbenbart på bodegaen, hvor han tilsyneladende var blevet et samlingspunkt, fortæller Ruth, der er kommet ind i stuen.

Men arbejdet som journalist viste sig at blive endnu sværere i et liv med en arbejdende kone og småbørn.

Jeg blev lederskribent ved siden af arbejdet med at anmelde koncerter. Efter seks måneder blev jeg kaldt ind til chefredaktøren. Man ønskede mig som fast medlem af lederkollegiet. Det var for meget, og endda til samme løn. Ruth var plejehjemsforstander, og vi havde to små børn. Det kunne jo ikke gå an, siger Lewkovitch, der forlod B.T. til fordel for Kristeligt Dagblad.

Han har efter et halvt århundredes kontakt med en avisredaktion mødt mange kolleger og sendt sine anmeldelser og klummer til mange redaktører. Kristeligt Dagblad har udviklet sig og har vokset sig større. Stoffet er udvidet, måske lidt for meget, mener den erfarne klummeskribent. Og hvad angår hans metier, så er udvidelsen heller ikke sket til fordel for den klassiske musik. I hvert fald ikke den rigtige, hvis han skal sige sin mening. Og det er jo netop det, han har gjort i omkring 60 år. Mozart, Mozart, Mozart, sukker han, som om han skulle fælde en dom over en koncert, der ikke kan forvente sig mange stjerner af den hårde anmelder.

Alle kan lide Mozart. Han er højt opreklameret. Men det skal man passe på med at sige, hvis man ikke vil finde sig selv myrdet i en kælder, siger Bernhard Lewkovitch med et glimt i øjet og fortsætter med at beskrive sine egne forbilleder med alvor i stemmen:

Men hvad med dem, vi ikke kender, de store mestre fra tiden før Bach? Josquin des Prés fra slutningen af 1400-tallet. Orlando di Lasso fra 1500-tallet. Det er blot nogle af dem. Deres ansatser til kanon, der flød ud i store, fede strømme til senere mestre som Bachs og Händels fugaer. Uden kanon, ingen fuga. Det er de begyndende elementer, og dem hører man ikke, konstaterer Bernhard Lewkovitch nærmest og bevæger sig lidt uroligt i den blå lænestol.

Vi hører klassisk i radioen hver morgen, og det er til at få myrekryb af. Det svarer til, at man som maler eller malerinteresseret siger: nå ja, det her er mine modeller, som ingen ville kunne finde, hvis jeg nævnte deres navne, men det er ikke desto mindre mine modeller. Det kunne være Rafael. Går man ind i disse historiske kirkerum, kan man undrer sig over disse farver, eller hvilken hånd der er brugt, eller hvilken pensel, der er anvendt. Sådan har det været med min musik, og folk er da udvandret fra mine koncerter. Jeg er blevet kaldt en ener og en katolsk komponist. Men det er der ikke noget, der hedder. Der er jo ikke noget, der hedder protestantisk komponist. Jeg har et navn, og det kan man kalde mig.

Bernhard Lewkovitch har oplevet megen modstand mod hans tydelige kristne inspiration. I hans øjne har hans arbejde været et kald, en måde at udtrykke sin tro på. Hensigten er at aflevere en form for sandhed. Min musik har noget med sandhed at gøre. Det er meget væsentligt, understreger han.

Når Bernhard Lewkovitch mener, at kirken blev hans redning, henviser han til sin barndom, som var præget af fattigdom og kunne have været endt i alle mulige andre, mindre flatterende retninger. Hans to år ældre bror, Valdemar, endte for eksempel i fængsel, fortæller Bernhard og fjerner en tåre fra øjenkrogen med fingeren.

Barndomshjemmet var præget af fattigdom og en stærk tro. Men bønnerne blev overskygget af de trange kår, og faderen, der var indvandret fra Hviderusland sammen med sin polskfødte kone, flyttede væk og lod konen og deres syv børn i stikken. De store drenge måtte prøve at skaffe føde på anden vis.

Det var drøjt. Det endte med, at kongens foged hentede alle vores ting. Og så opløstes hele familien.

Lewkovitch endte på børnehjem. Men så kom kirken ind i billedet og sendte ham først til nonnerne i cistercienserklosteret i Allerslev ved Roskilde og senere til Dalum Kloster ved Odense. Han havde været overbevisende som sangerdreng i kapellet om søndagen. Han husker det som pragtfulde dage.

Jeg var aldrig i tvivl om, hvad jeg skulle. Jeg har alt med mig fra kirken. Hele rigdommen af liturgiske emner, som var fremmed for folk herhjemme, forstår du.

I over 60 år har han komponeret korværker, motetter og meget andet til brug i kirker og menigheder, først og fremmest til den romersk-katolske kirke, men protestantiske kirker landet over anvender også hans musik, hvilket han finder ganske morsomt. Den verdslige musik har aldrig lokket. Talentet og den nedarvede tro skulle ikke forstyrres af symfonier, strygekvartetter og kvintetter.

Den vej og den emneverden er fremmed og ukendt i Danmark og noget, jeg aldrig har lukreret på, siger han. Og det er et valg, der har skaffet ham både venner og fjender.

Men Bernhard Lewkovitch fortsætter ufortrødent med at komponere, både egne værker og bestilte. Han sidder hver eneste dag ved tangenterne og nodepapirerne, som altid med en umulig sag, hvilket er det eneste, han vil afsløre. Indtil nogen forstyrrer ham.

Det er nok heller ikke sidste gang, vi hører til Bernhard Lewkovitch uden for det musiske rum. Hvis der er anledning til det, lader han sig nok atter afbryde for at nedfælde nogle maskinskrevne kommentarer. Jeg kan nok ikke lade være, lyder det, mens han følger mig ud til døren og efterfølgende siger pænt farvel og tak.

Født i 1927. Er uddannet organist ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har en diplomuddannelse i teori og musikhistorie. Ansat som organist og kantor i Sankt Ansgar Kirke i København 1947-1963. Stiftede koret Schola Gregoriana og ensemblet Schola Cantorum. Fra 1973 til 1987 tilknyttet Sakramentskirken i København og senere Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg. Hans hovedkorværk er Improperia. Har også skrevet Alle mine kilder, 48 motetter til kirkeåret, Sub Vesperum, tre passionsmotetter til kor, klarinet, horn og fagot, og Seks partitas, 50 orgelkoraler. Den sidste Post Scriptum-klumme bringes i avisen på tirsdag.