Museumsdirektør: Mozart og The Who er favoritterne

Efterårsferien er en travl tid for Den Gamle By i Aarhus. Museets direktør, Thomas Bloch Ravn, synes, at det er vigtigt, at museet kan fortælle historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i

Thomas Bloch Ravns seneste koncertoplevelse var i januar, da han var inviteret med til at fejre Operaens 10-årsjubilæum.
Thomas Bloch Ravns seneste koncertoplevelse var i januar, da han var inviteret med til at fejre Operaens 10-årsjubilæum. . Foto: Rasmus Baaner/Polfoto.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

"Jeg læser bredt, både faglitteratur og skønlitteratur, og til godnat sluger jeg ganske mange krimier. I mine vågne timer er jeg i øjeblikket ved at genlæse Orhan Pamuks roman 'Uskyldens museum'. Når man er vant til moderne vestlig litteratur, er Pamuk nok lidt lang i spyttet, men også dybt fascinerende. Og så er bogen jo udgangspunkt for et helt specielt museum, Uskyldens museum, som han har lavet i sin hjemby, Istanbul. Museet handler om dagligdagen og helt almindelige mennesker - bundet op på en fascinerende kærlighedshistorie."

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

"Fra jeg var helt ung, er jeg med jævne mellemrum vendt tilbage til Hans Kirks erindringsbog 'Skyggespil'. Den gør ikke det store væsen af sig, men er alligevel så fyldt med den modne Kirks livsvisdom og interessante iagttagelser. Men jeg kunne nævne så mange andre bøger - og af vidt forskellig slags."

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

"Jeg kan ikke lade være med at nævne det mangfoldige Hverdagsdanmark fra 1960'erne og 1970'erne, som vi gennem de senere år har skabt i Den Gamle By i Aarhus. Her fortæller vi historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i. Vi oplever, at publikum kommer til at huske ting, de havde glemt, og at de hygger sig og er sammen om oplevelsen. Det gør mig helt blød om hjertet."

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

"Jeg er overbevist om, at koncerten med The Who i Vejlby-Risskov Hallen den 21. september 1970 ville sidde dybt i mig - hvis jeg altså havde været der. Men jeg var 16 år, boede i Viborg og anede ikke, at mit favoritband var i Aarhus. Til gengæld har jeg en piratoptagelse af koncerten, som næsten er på niveau med den på lp udgivne koncert, de gav på universitetet i Leeds den 14. februar samme år. Det er den plade, jeg oftest vender tilbage til. Den gør mig glad og giver mig en dejlig fandenivoldsk energi."

Hvilken koncert har du senest været til?

"Den seneste koncert må være en fantastisk opførelse af Mozarts 'Tryllefløjten' i København i januar. Min kone og jeg var så heldige at være inviteret med til Operaens 10-årsjubilæum, og det var en kæmpe oplevelse. Mozart går dybt i mig, og 'Tryllefløjten' er nok min favorit."

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Kultur skal jo være til for nogen, og så er det op til kulturen selv at gøre opmærksom på, at man er her. Hvis du tænker på, om der er områder af kulturlivet, der fortjener flere offentlige støttekroner, så vil mit bud være at støtte dem, der virkelig er gode til at være noget for nogen.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

"Når jeg har tiden, tror jeg egentlig, at jeg er ret nysgerrig og altædende. Men jo, der er noget, som ikke siger mig noget. Nemlig når jeg en sjælden gang oplever kultur og kulturfolk, der ikke ser længere ud end deres egen navle og næsetip."