Mozart-litteraturen er som helhed overvældende, men det er ikke hverdagskost, at der på dansk udkommer et gedigent værk om geniet fra Salzburg, der trods sin korte levetid på knap 36 år nåede at skrive en ufattelig (tag dét ord bogstaveligt) mængde musik.
Det er veldokumenteret, at Mozart nærede en ganske særlig kærlighed til operagenren - og det forhold benytter musikologen Leif V.S. Balthzersen da også som afsæt til Mozarts operaer - en guide, der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.
Da man i 2006 fejrede 250-året for Mozarts fødsel, udgav pladeselskabet Universal en dvd-boks med alle hans operaer. Den blev lanceret under titlen M-22 med den underforståede og noget løse påstand, at Mozart komponerede 22 operaer.
Den fælde er Balthzersen heldigvis for kyndig til at hoppe i, for tallet holder kun, hvis man medtager alle fragmenter og fifler lidt med genrerne ved eksempelvis at udnævne et oratorium til en opera.
Et af de væsentlige plusser ved Balthzersens bog er hans vægtning af stoffet.
Det går hurtigt op for læseren, at denne vægtning ikke alene bygger på den gængse opfattelse af, hvilke operaer der er normalt anses for at være de ”største”, men også på forfatterens omfattende viden om emnet og hans personlige smag. De vigtigste sekvenser i operaer som ”Figaros Bryllup” og ”Don Giovanni” fylder lige så meget i teksten som et hel gennemgang af de mindre betydelige værker.
I Titus fra 1791 bruger Balthzersen godt halvanden side på Vitellias bassethorn-arie, vel at mærke uden at det føles for meget. Godt set, i betragtning af at denne opera ikke anses for at være blandt Mozarts allerypperste.
Begejstringen for Mozarts geniale kunst får ikke Balthzersen til at undlade enkelte kritiske bemærkninger undervejs.
Om en orkestermarch i Idomeneo hedder det således, at den er ”tyndbenet”, men den legendariske kvartet fra tredje akt, som Mozart selv nærede en stor kærlighed til, kaldes dog retfærdigvis en ”juvel”.
Forfatterens personlige vurderinger kædes fortløbende sammen med det handlingsreferat, der nu engang er nødvendigt for den fulde forståelse af, hvad der foregår i musikken. Det gælder i høj grad også de tidlige Mozart-operaer, hvor scenegangen mildest talt kan være omstændelig. Om ”Mitridate”, som Mozart skabte i en alder af 14 år, hedder det således: ”Alene rollelisten viser, at man skal holde tungen lige i munden.”
Af og til lader forfatteren Mozart selv komme til orde ved at citere fra hans talrige breve.
Men når han i forbindelse med en ikke særlig vellykket kastratsanger lader Mozart konstatere, at ”han har ikke for 25 øre metode”, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om, hvordan Mozart i 1780 kunne vide besked om en dansk møntfod gældende fra 1873 - og i anden omgang, hvilken oversættelse Balthzersen kan have benyttet.
Bogen er udstyret med en to sider lang ordliste over musikalske udtryk, ligesom der er et register og enkelte velvalgte illustrationer. Man kunne for overskuelighedens skyld godt have ofret en side eller to på en årstalsliste, men på den anden side skrider den grundige gennemgang frem med sikker kronologi og alle relevante Köchel-numre, et begreb, Balthzersen redegør behørigt for - som for så meget andet omkring Mozart.
Alt i alt er der tale om en særdeles brugbar guide til et af de mest spændende kapitler i musikhistorien.