Muligheden foreligger, men for de mest betydelige fortællere som H. C. Andersen og Haruki Murakami næres magien og eventyrets poesi af en eminent sproglig beherskelse og en utrolig sans for hverdag og virkelighed, ja for det helt almindelige liv.
Murakami forklarer det ganske enkelt i et interview fra 2010, hvor han siger: ”Jeg skriver om almindelige mennesker, der kommer ud for ualmindelige ting.” H. C. Andersen på sin side taler i et brev fra 1834 op, at kunsten kan fortrylle ”i Virkelighed”.
Der skal virkelighed til, hvis eventyret og magien skal træde frem for læseren. Og netop her er der en prægnant lighed mellem Andersen og den japanske fortæller, vi i dag hylder: Haruki Murakami. '
Murakamis fortællinger er ikke bare magiske og dramatiske; de udspiller sig der, hvor fortællingen opløser sig i virkelighed eller næsten upåfaldende får virkeligheden til at gå over i et magisk eller åndeligt univers.
Danske læsere lærte først Murakami at kende med oversættelsen af romanen, ”En vild fårejagt” i 1996. Romanen, der er skrevet i 1982, fortæller om en reklamemand, der hvirvles ind i dramatiske begivenheder, da han af mørke mafia-lignende magter tvinges til at finde et ganske bestemt får, som hans bureau har brugt i en reklametryksag. Romanen er både en kærlighedsfortælling, en krimi og en filosofisk roman.
Man bliver indtaget i, hvordan Murakami blander helt almindelige hverdagssituationer med magiske scenerier. Man forelsker sig i historien om en kvinde med ganske særligt smukke ører, hvilket jo minder os alle om, at ethvert menneske måske har et eller andet særligt, eventyrligt fortrin. Men man gyser også over historien om manden, der i sig har rummet et får.
Ofte er det scener med madlavning, tøjvask, skjorte-strygning, tøjrens, fodring af katte, forelæsninger på universitetet, indkøb af gode albums eller besøg på kaffebarer, der danner den realistiske ramme i fortællingerne. Man bliver virkelig fascineret af, hvordan en frokost eller en portion morgenmad kan tilberedes, hvordan en drik kan blandes, eller en kold øl hældes op.
Sandt at sige kan man blive virkelig sulten og tørstig af at læse Murakami. Der er så meget god og appetitvækkende mad i hans fortællinger – at læse Murakami giver ikke alene en åndelig sult efter at finde ud af et spændende plot, men også en højst fysisk lyst til at spise et godt måltid mad. Så kære læser, fyld køleskabet med mad og drikke, når du giver dig i kast med Murakamis fortællinger!
I ”Hardboiled Wonderland og verdens ende” (1985) spiser den ene af fortællerne eksempelvis et skønt måltid med en smuk buttet kvinde, der elsker mad. Den ene ret lines op efter den anden, og mens læserens tænder løber i vand over grillet havaborre med ristede mandler, lægges der brikker til den gådefulde handling om to parallelle universer.
De mødes til slut i en uendelig sløjfeformet kurve, hvorfra kun hovedpersonens skygge undslipper. Den dystopiske udgang rummer et glimt af lys, for skyggen er faktisk fuld af gode følelser, ønsker og håb for sit menneske, da skyggen tager springet tilbage til den virkelige verden, og mennesket forsvinder ind i sin egen fantasi, der har vist sig at lede til verdens ende.
Tematikken omkring skyggen finder vi også en af Murakamis mest komplekse romaner, ”Kafka på stranden” (2005), der handler om en 15-årig dreng, som løber hjemmefra for at undslippe sin fars forbandelse og finde sin mor og sin søster, der forlod ham, da han var fire år gammel. Med sig har han kun få ejendele og sin usynlige ven, en dreng ved navn Krage.
Han finder tilflugt på et privat bibliotek hos bibliotekaren Miss Saeki, og parallelt med hans historie hører vi om den gamle Satoru Nakata, der lige som bibliotekaren mangler halvdelen af sin skygge, men til gengæld kan tale med katte.
Hvordan tabet af skyggen har fundet sted, og hvordan de indviklede handlingstråde er forbundet, må man som læser selv finde ud af. Murakami har om sit værk har bemærket, at den form, løsningen af gåden vil antage, er forskellig for hver enkelt læser, samt at det er en god idé at læse romanen flere gange.
Det sidste er man ikke i tvivl om, og man får lyst til at vende tilbage til side 1, når man når til slutningen, men der er så mange gode romaner af Murakami at gå på opdagelse i, at man også fristes til at læse videre i andre værker.
Oversætteren Mette Holm har gjort et fantastisk stykke arbejde med at oversætte Murakamis værker, og man er overbevist om, at den sproglige elegance, lethed, humor, alvor og filosofiske prægnans værkerne har på dansk, har fat i originalens kompleksitet, også selv om man ikke læser japansk.
Murakamis evne til at forbinde hverdag og virkelighed med magi og eventyr udspringer af et sprogligt mesterskab, der atter leder tanken hen på H. C. Andersen. Der er billeder og beskrivelser af natur og landskaber hos Murakami, som rummer en særlig poesi. I et af Murakamis mest populære værker, ”Norwegian Wood” (1987), husker fortælleren i indledningen af romanen et landskab med en smuk eng, hvor han engang har færdedes med sin elskede Naoko.
”Selv i dag, hvor der er gået atten år, mindes jeg tydeligt landskabet omkring engen. Bjergene, der lå dybgrønne hen, efter mange dages silende regn havde vasket al sommerstøvet væk, oktobervinden, der fik elefantgræsset til at svaje hid og did, og den aflange hvide sky, der sad som frosset fast på den isblå himmelhvælving.”
Styrken i dette billede af engen, minder om den ikonografiske kraft i indledningen til H. C. Andersens eventyr ”Den lille havfrue”, hvor det blå hav skildres:
”Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.”
Der kan drages mange linjer mellem H. C. Andersen og Haruki Murakami, selv om de tilhører hver sin kultur, og selv om mere end et århundrede skiller dem. Eventyret og virkeligheden er deres kunstneriske kilder. Andersen lægger en meget storslået og stærk definition af eventyret i munden på en af sine personer i romanen, At være eller ikke være (1857). Den unge pige Esther siger her om eventyret:
”Jeg finder, at Eventyr-Digtningen er Poesiens meest udstrakte Rige, det naaer fra Oldtids blodrygende Grave til den fromme barnlige Legendes Billedbog, optager i sig Folke-Digtningen og Kunst-Digtningen, det er mig Repræsentanten for al Poesie, og den, som mægter det, maa heri kunne lægge ind det Tragiske, det Komiske, det Naive, Ironien og Humoret, og har her baade den lyriske Streng, det Barnligtfortællende og Naturbeskriverens Sprog til sin Tjeneste.”
Esthers mange smukke ord er indlysende at forbinde med Haruki Murakamis værker.
Man bør ikke mindst huske på hans evne til at få humoren frem, selv når fortællingen giver sig ind i mørket og dybt ned i tankens filosofiske brønd. For alle disse egenskaber, for hans virkelige eventyr og som tak fra læsere verden over for en eminent fortællekunst, tildeles Haruki Murakami The Hans Christian Andersen Literature Award 2016.