Josefine Klougart udforsker lag på lag i en forbundet verden

Josefine Klougarts roman ”New Forest” er en bemærkelsesværdig, sanselig og håndgribelig undersøgelse af de historiske, sociale og økologiske lag i vore omgivelser

”New Forest” er Josefine Klougarts femte roman. –
”New Forest” er Josefine Klougarts femte roman. – . Foto: Nanna Navntoft/Polfoto.

Josefine Klougarts roman ”New Forest” handler om rester: om de små fragmenterede erindringer – alt det, vi husker – som vi lagrer i vores kroppe eller hukommelse; om de levn af drømme, som er tilbage efter søvnen; om de ting, vi efterlader, og spor, vi konstant afsætter.

Man kunne også sige, at den handler om lag: om, hvordan man ”aldrig er ren og uskyldig”; om, hvordan noget altid ekspanderer og lægger sig oven på noget andet, altid er en del af noget andet – eller med bogens egne ord: ”Der er mange lag i landskabet, der skrives hele tiden nye lag til”. ”Alderen er i alt”, som der tilsvarende står et andet sted.

Men bogen handler ikke kun om rester og aflejringer, den er på sin vis også konstrueret sådan: Ikke bare består den af tre dele med nærmest ensartede afsnitsoverskrifter og inddelinger, der forholder sig til hinanden som palimpsester eller netop lag, der skrives oven på det foregående; den er også sammensat af dagbogsfragmenter, lyriske passager og prosastykker, hvori forskellige mennesker, dyr, drømme, tilbageblik, erindringer, steder, natur, kultur, fortid og nutid på forskellige måder folder sig ind i hinanden.

Snarere end en sammenhængende og fremadskridende handling præsenteres læseren altså for en lang række tableauer, optegnelser og fortællinger, som udgør romanens lag. ”New Forest” er en art arkæologisk eller geologisk arbejde, hvor det hele tiden handler om at grave sig frem, undersøge og samle de forskellige lag og rester, som tilsammen og på kryds og tværs skaber den mangefacetterede historie.

Omdrejningspunktet, for sådan et er der dog, er en kvinde, der er forfatter (det selvbiografiske element er dog ikke specielt interessant) og romanens gennemgående fortæller. Vi hører om hendes problematiske forhold til moren og søstrene; et forhold, der er præget af sorg, tab, jalousi og foragt. På den måde udforsker romanen også de typiske forestillinger, de ”stiliserede fortællinger” eller mytologier, der knytter sig til familier, men også til (andre) kærlighedsrelationer.

En rød tråd i fortællingen er nemlig også, hvad man kunne kalde lettere trivielle scener fra et parforhold, hvor hovedkarakterens opslidende og dysfunktionelle forhold til manden F, som hun gerne vil, men ikke rigtig kan løsrive sig fra, optrevles. Denne kærlighedshistorie, denne ydre og indre kamp, balancerer i visse momenter på grænsen til det klichéprægede, monotone og kedelige. Langt mere interessant bliver det, når hendes historie flettes sammen med og belyses af indlagte fortællinger om andre piger og kvinder. Særligt rørende i denne sammenhæng er historien om en ældre dame, der låser sig inde med liget af sin afdøde mand, i en bestræbelse på at genopleve og -live manden og deres dagligdag sammen.

Romanen er dog langtfra kun interesseret i mennesker og menneskelige relationer og fællesskaber, men også i naturen – hvad naturen i det hele taget er, og hvordan mennesket altid er indlejret i den. Faktisk er der, som også i Klougarts forrige udgivelser, en konstant påmindelse om, at naturen, det ikke-menneskelige, ikke er et passivt baggrundstæppe for menneskelige handlinger og begivenheder, men snarere en gennemgribende aktør, der igen og igen bryder frem i forgrunden.

”Man er ubetydelig og udskiftelig, en parasit på noget først, og umærkeligt bliver man opløst som et insekt, der dør og langsomt bliver ét med den jord den engang kravlede over, de omgivelser den levede af, man bliver en vært for noget andet, eller en scene, kan man sige”, lyder det om menneskets position med det for Klougart så karakteristiske billedsproglige greb, sammenligningen, der netop betoner og understreger, at verden ikke består af selvberoende fænomener, men tværtimod er præget af kontinuitet, forviklinger, udvekslinger og sammenkoblinger.

Med inspiration fra blandt andet digteren Inger Christensen, som romanen direkte og indirekte hilser på flere steder, formår Klougart med ”New Forest” at skabe en bemærkelsesværdig roman om, hvad det vil sige at være menneske i verden og ikke mindst om, hvordan vi på forskellige måder altid allerede både historisk, socialt og økologisk er forbundet med vores ”naturlige” og ”kulturlige” omgivelser og miljøer. At romanen ikke bare siger det, men også viser det, og gør det sanseligt og håndgribeligt for læseren, er dens helt store styrke.