Engang skulle museerne bevare en fortid for en fremtid. Det skal de stadig. Men i dag skal museer også være aktører i nutiden, og de ligger i stigende grad under for det samme forventningspres som andre af samfundets institutioner.
Ligesom eksempelvis bib-lioteker, kirker og uddannelsesinstitutioner skal de være med til at tage ansvar for samfundets svageste og være vedkommende for den enkelte borgers liv.
Denne forandringsproces var blandt emnerne for et stort internationalt formidlingsseminar, der netop har været holdt i Aarhus. 250 museumsfolk fra hele verden var inviteret af Organisationen Danske Museer, og blandt deltagerne var Anne Krebs, der trods sit danskklingende navn er fransk og leder af det sociologiske forskningscenter på Louvre i Paris.
”Museer har altid taget et socialt ansvar, men i historisk tid handlede det især om tage ansvar for uddannelse og for kunstnerne. Op igennem 1800- og 1900-tallet havde Louvre eksempelvis kun åbent for publikum to-tre dagen om ugen, resten af tiden var forbeholdt kunstnerne. Lidt efter lidt er der stillet krav om at åbne, og i dag spiller museerne en vigtig rolle, dels for den tredjedel af befolkningen, der besøger museer, men i høj grad også for udsatte grupper, som museerne opsøger,” fortæller hun og henviser til programmer for blandt andet skoler, hospitaler og fængsler, som forskningscentret i Louvre er i gang med at udarbejde.
”For mange mennesker kan museumsgenstande være et vigtigt redskab til at udtrykke deres følelser og syn på verden. Kunst og kultur er i stand til at få mennesker til at udtrykke ting, som de ikke kan sige på en rationel måde. Så spørgsmålet er altså ikke så meget, hvad museer kan sige de mennesker, men mere hvad de mennesker kan udtrykke ved at blive præsenteret for det, et museum kan. Det synspunkt er ret nyt. Selv i det 19. og 20. århundrede var museerne typisk dominerende og ekskluderende i deres syn på viden. Den holdning har ændret sig, i takt med at autoriteter i det hele taget svækkes i disse år,” siger Anne Krebs og kalder tendensen verdensomspænende.
Alene det, at hun som sociolog er ansat på et museum, er usædvanligt i dansk sammenhæng. Men også i Danmark bliver der blandt museerne arbejdet rigtig meget med at tage aktivt del i nutiden og det omgivende samfund.
”I vores del af verden er det helt oplagt at se museer som en slags social agent, og der er mange gode eksempler allerede.”
Det siger Nils M. Jensen, der er direktør i Organisationen Danske Museer. Han henviser blandt andet til Den Gamle By i Aarhus, der har lavet et særligt erindringshus for demente og på et tidspunkt lod en hjemløs mand udstille sin histore, og til Vesthimmerlands Museum i Aars, der har lavet særlige tilbud til vanskeligt stillede børn.
”Vi skal ikke være socialarbejdere, men der er ingen tvivl om, at med det, vi står for, kan vi gå ind og spille en rolle i forhold til at sætte kunst og kulturhistorie på flere menneskers dagsorden og derved forbedre deres livskvalitet. Vi ved jo eksempelvis, at ældre mennesker, der bidrager som frivillige eller som aktive brugere af museerne, udsætter deres alderdomssvækkelse,” siger han.
Hos Organisationen Danske Museer er de i gang med at afsøge andre marginaliserede grupper, som de kan tilbyde noget, og Nils M. Jensen oplever, at mange museer interesserer sig for de sociale opgaver.
”Vi er vant til at måle vores succes på besøgstal, men det her handler ikke om massegrupper, som vil vise sig i besøgsstatistikken. På den måde kan vi sige, at det er dyre gæster,” siger Nils M. Jensen.
Han ser naturligvis gerne, at der følger bevillinger med indsatsen, men glæder sig først og fremmest over et tal på 13 millioner besøgende om året på danske museer - et tal, der har været støt stigende de seneste mange år - og en stigning på 18 procent i støtten fra kommunerne siden kommunalreformen i 2008, hvor mange lokale museer blev lagt sammen til større enheder.
Samtidig er der sket en stigning i private fondes bidrag til danske museer, hvilket værtsbyen for museumsseminaret Aarhus er et af de bedste eksempler på. Her har museer som Moesgaard, ARoS og Den Gamle By kunnet bygge nyt takket være private midler.
Ifølge Nils M. Jensen er det årlige internationale seminar med til at anspore engagementet ude på museerne. Det er Anne Krebs enig i:
”Der er nogle få store og meget kendte museer i verden, men derudover er der tusindvis af meget små museer over hele verden, som gør en stor forskel. Vi har den samme mission, uanset om vi er store eller små, og på en måde har museernes rolle slet ikke ændret sig så meget. De har altid villet demonstrere deres evne til at indrette sig efter samfundets krav,” mener hun.