Museet, der tør tage upopulære valg

”Vi er desværre havnet der, hvor selve det, at viden skal have særlige vilkår, er blevet offer for ...

”Vi er desværre havnet der, hvor selve det, at viden skal have særlige vilkår, er blevet offer for mistænkeliggørelse”, siger Flemming Friborg. - Foto: Glyptoteket

Det, jeg vender mig imod, er, når museer skygger for værkerne i stedet for at promovere dem.
Flemming Friborg, Glyptotekets museumsdirektør

Hvis ikke kunstmuseet tager sin autoritet som dannelsesinstitution på sig, får publikum heller ikke en stor oplevelse af kunsten. Det siger Glyptotekets direktør, Flemming Friborg, i forbindelse med udstillingen ”Maleri” og vender sig dermed imod tidens tendens til kun at fokusere på besøgstal, når museers succes skal måles

Der er langt flere kvadratmeter tom væg, end der er malerier på Ny Carlsberg Glyptoteks nye udstilling, ”Maleri”. Ni værker af det 19. århundredes store impressionistiske malere - Manet, Monet, Sisley, van Gogh, Degas, Cézanne, Courbet og Rousseau - fordelt på ni rum uden andet end den mest nødtørftige formidling.

En kort tekst her, et kunstner-citat der, en sofa at sidde på. Ingen iPads, ingen film og ingen farveblyanter til ungerne. I første omgang kunne man sige, at Glyptoteket ved at formidle så lidt har trukket sig tilbage som museum og overlader det hele til beskueren.

Men ved kun at udvælge ni billeder optræder museet med uhørt stor autoritet - det er det her og ikke noget andet, du skal se, tag dig tiden til virkelig at se efter. Javel. Det er næsten provokerende.

”Jamen, vi står ved vores autoritet som kunstmuseum. Vi har fra vores position - med den faglige viden og den opgave, vi har som museum - taget nogle valg på dine vegne. Ja!”, siger Glyptotekets direktør, Flemming Friborg.

”Men det er ikke tanke-kontrol. Vi siger ikke, hvordan du skal se og forstå Monet og Sisley. Tværtimod, vil jeg mene, sætter vi dig på den her måde fri til at se med dine egne øjne. Og det er impressionismen i eminent grad god til - det er kunst, der netop handler om at se.”

Friborg er en mand med en mission. En mission, der ikke kun begrænser sig til, hvordan Glyptoteket laver sine udstillinger, men som går i rette med den måde, kunstmuseer i Danmark og udlandet forvalter deres egen rolle på.

Den debat satte Friborg ild til tidligere på året, hvor han først i Dagbladet Politiken og sidenhen i Carlsbergfondets Årsskrift kritiserede tendensen til i besøgstallenes navn at ofre museernes dannelsesopgave på målgruppernes alter og billedligt - hvis ikke bogstaveligt - talt skjule kunstværkerne bag formidlingen af dem.

Kollegerne på ARoS og Statens Museum for Kunst meldte hus forbi, og Friborg blev kaldt ”konservativ” og ”ortodoks”. Sidenhen har debatten kørt videre i Kristeligt Dagblad, og med ”Maleri” er diskussionen igen kommet på dagsordenen.

”Hør engang, jeg har ikke noget imod, at der sker en masse på kunstmuseer rundt omkring i verden. Det, jeg vender mig imod, er, når museer skygger for værkerne i stedet for at promovere dem. Museets opgave er at lære os selv og publikum, hvad det vil sige at se på billeder, lære at se maleriets sanselige, intuitive og intellektuelle kvaliteter. 'Maleri' er én måde at stimulere den værknære kunstoplevelse på. Vi gør det også på andre måder. Men vi vægrer os ved at lægge 117 formidlingsspor ud.”

Ultimativt er det idéen om museet som en servicevirksomhed, der falbyder underholdningstilbud til kulturforbrugeren, Friborg vender sig imod. Museet skal være mere end det, fordi kunst er mere end underholdning.

”Museet er ikke en naiv stillen frem, og så er der ellers frit valg på alle hylder. Uanset hvad vores kolleger hjemme og i udlandet ellers måtte mene, er det altså her, museet må tage et standpunkt og sige, at vi vælger det her. Det er her, forbrugerismen møder sin grænse. Min erfaring er så også, at folk netop kommer på museum for at få fordybelse og tage del i kunstens aura.”

Du er blevet kritiseret for at være konservativ og gammeldags - er du egentlig ikke det?

”Nej, for jeg prøver ikke at bevare en eller anden guldalder, der aldrig har været der. Men når det autoritative i dag bliver forstået som gammeldags, er det er kun, fordi vi oppebærer illusionen om, at vi er lige, og at der er en flad struktur overalt. Men det museum, der er én stor demokratisk institution, hvor alle er med til at bestemme, hvad der udstilles, findes jo ikke. Og dernæst mener jeg, at vi spærrer vejen til det, der er på spil i kunsten, hvis vi ikke tager dannelsen med. Dannelse og oplevelse er funktioner af hinanden.”

Hvorfor er det vigtigt for dig?

”Ultimativt, fordi det, der er på spil i kunsten, er menneskelige grundværdier. Altså, hvordan du sanser verden, hvordan du oplever den. Kultur er ikke bare vaner, det er også en masse forskellige udtryk for, hvilke vilkår der er for mennesket. Fra det helt dagligdags til noget meget filosofisk.”

Men hvis man nu kan få tre eller fire gange så mange mennesker til at se Monet ved at bruge hele paletten af events, iPads, DJ's og farveblyanter, er det så ikke bedre?

”Kun hvis det handler om at konkurrere på besøgstal. Vi tror, at vi ved at gøre det på den her måde er med til at frisætte nogle dybere erkendelser og oplevelser, som er mere tro mod værket i stedet for at prisgive det.”

Friborg melder sig her ind i de seneste 15-20 års kultur- og samfundsdebat om et fornyet behov for autoritet, myndighed og dannelse.

En debat, der har tråde tilbage til borgerlige intellektuelle, der som Henning Fonsmark, litterat og chefredaktør for Berlingske Tidende og Weekendavisen, fra 1960'erne og frem kritiserede efterkrigstidens velfærdsprojekt om at udvide demokrati og lighed fra at være en styreform til at være selve kernen i dansk kultur og mentalitet.

For eksempel bliver det svært at undervise, hvis lærerens faglige autoritet bliver set som illegitim. Eller svært at være museum, hvis der ikke må være forskel mellem kurator og beskuer. I Friborgs optik ser det sådan her ud.

”Den kontrakt, højre- og venstresiden i Folketingsalen havde med hinanden for 100 år siden, om, at staten havde en dannelsesopgave med at gøre os til så gode mennesker som muligt, forsvandt i efterkrigstiden, ikke mindst i løbet af 1970'erne og 1980'erne. Det har gjort, at enhver institution, der smager en lille smule af dannelse - og det gør museet, universitetet og skolen - er under konstant beskydning.

Og desværre ikke kun som en sund, kritisk stillingtagen, men også ud fra nogle præmisser om den ultimative frihed, hvor enhver skal være sin egen øverste autoritet,” slutter Friborg.

”Vi er desværre havnet der, hvor selve det, at viden skal have særlige vilkår, er blevet offer for mistænkeliggørelse.”