Museumsdirektør: Kunsten kan vise, at verden er mere end det, der er nyttigt

Når man træder op ad trapperne til Statens Museums for Kunst hæver man sig ikke kun over gadeplanet, men også over hverdagens syn på, at alt fysisk har en praktisk funktion. For her peger alt fysisk på noget metafysisk, siger SMK’s direktør, Mikkel Bogh

”Kunsten kan vise, at verden er mere end det, der er nyttigt, eller som kan skiftes ud. Derfor har nær sagt alle kunstværker også en metafysisk dimension, ikke nødvendigvis i en religiøs forstand, men de peger ud over det fysiske plan,” siger Statens Museum for Kunsts direktør, Mikkel Bogh. –
”Kunsten kan vise, at verden er mere end det, der er nyttigt, eller som kan skiftes ud. Derfor har nær sagt alle kunstværker også en metafysisk dimension, ikke nødvendigvis i en religiøs forstand, men de peger ud over det fysiske plan,” siger Statens Museum for Kunsts direktør, Mikkel Bogh. – . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Lidt kongelig har man lov at være – især når man vil se på kunst. For selv hvis man bor i en mørk lille kælderlejlighed, er man stadig – gennem staten – medejer af adskillige paladser, og indtil sidste i sommer havde man oven i købet fri adgang til den kunstsamling, der tidligere kun var købt til kongers øjne.

Nu skal man som bekendt igen købe billet til Statens Museum for Kunst (SMK). Et årskort koster dog kun, hvad der svarer til ti Hus forbi-aviser, så alle kan stadig få råd til at færdes dagligt mellem mesterværker fra den rige, danske kulturarv. Men på afstand kan SMK stadig godt se mere højtidelig ud.

Museet hæver sig majestætisk over byrummet i København. Den monumentale bygning på Sølvgade midt i København ligger ikke kun på en gammel bastionsgrund, men man skal også op ad lidt af en jakobstige i form af mange trapper, før man kan stige op i kunstens fine haller, og fra lobbyen skal man videre op ad flere trapper for at komme ind til ”kunsthimlen” med salene fyldt med kongelig kunst.

For museet bygger ikke bare på de gamle kongelige samlinger, som til al held blev reddet, da Christiansborg brændte i 1884. Selve idéen om kunst som noget ophøjet flyttede med, da de danske politikere besluttede at rejse et nyt tempel for dansk kunst. Og siden 1896 har SMK så stået her som et af hovedstadens mest himmelstræbende monumenter.

”Tanken med bygningen var i overensstemmelse med datidens kunstsyn: at kunsten er noget ophøjet. Og den signalgivning lyser på godt og ondt stadig ud af den pompøse facade. For bygningen skulle være med til at give kunsten en særlig prestige. Kunsten blev ikke bare set som en forlængelse af hverdagen eller af hjemmet, men snarere som en form for oplevelse, der var hævet over hverdagen,” siger Mikkel Bogh, da vi sidder på hans museumsdirektørkontor højt hævet over hovedstaden i toppen af bygningen.

Det var arkitekten Vilhelm Dahlerup, som også stod bag Det Kongelige Teater og Ny Carlsberg Glyptotek, der tegnede den oprindelige bygning.

”Man sendte ham på studietur ud i Europa for at se, hvordan man havde opført store, monumentale museumsbyggerier i Wien, London og Berlin. Og der er ingen tvivl om, at Dahlerups opgave var at bygge et tempel til dansk kunst. Det ser vi i dag både som en del af vores historie og som et problem. For når folk ser vores facade, kan det have en afskrækkende effekt på nogle. En stor del af vores arbejde går derfor ud på at bringe kunsten ind i menneskers liv igen – uden at gøre den til en hverdagsoplevelse. Når vi for eksempel laver SMK Fridays, hvor der kommer tusindvis af mennesker på en dag for at møde kunsten i mere tvangfrie former, så er det også for at punktere forestillingen om, at disse monstrøse bygninger nærmest er utilgængelige. For der ligger et signal om uopnåelighed, som var en del af byggeriets hensigt fra begyndelsen.”

Museets dybeste hensigt var dog fra begyndelsen netop tilgængelighed.

”Museet er jo, som vi kender det i dag, et produkt af oplysningstiden. Nationalgallerierne har måske nok deres forudsætninger i de kongelige samlinger, men har udviklet sig med en grundlæggende ambition om at dele viden og oplevelser. Selvfølgelig blev museerne også skabt for at fornøje og underholde masserne, men de har fra starten også i lige så høj grad været båret af en dannelsesmission, af idéen om at hæve oplysningsniveauet i befolkningen og om at stimulere den individuelle følsomhed og smagsdannelse. Og i dag ser vi det gerne som et frit tilgængeligt rum for både refleksion og oplevelser.”

Den ambition understøttes også af museets ”nye” fløj i glas og stål, der blev indviet i 1998. For den nye fløj åbner sig ud mod gæsterne i Østre Anlæg. Og sådan møder Dahlerups gamle fløj den nye fløj – tegnet af Anna Maria Indrio fra C.F. Møllers Tegnestue – som et møde mellem fortiden og nutiden, der også repræsenterer to forskellige kunstsyn, forklarer Mikkel Bogh.

”I dag er SMK et rum, der både er et historisk rum og et samtidsrum. Når man træder ind i et museumsrum – og måske især i et, der er bundet til en historisk bygning, der ser ud som nyere bygninger ikke ser ud længere – har man også fornemmelsen af at træde ind i et rum, der er anderledes,” siger museumsdirektøren og tilføjer:

”Vi kan også godt lide tanken om, at vi er et helhedsmuseum. Mange europæiske lande har jo ellers valgt at lave en arbejdsdeling med et historisk museum, der stopper omkring 1900, og et museum for samtidskunst. På et afgørende tidspunkt traf man den beslutning, at vi ikke skulle have et museum for moderne kunst. Louisiana kom så siden til på privat initiativ, men fra statslig side samlede man hele kunsthistorien fra senmiddelalderen til samtiden på Statens Museum for Kunst. Det er faktisk ret enestående, at man inden for samme rum kan se på historiske værker og samtidskunstværker i hinandens lys.”

På SMK arbejder de med udgangspunkt i samlingen. Mindst halvdelen af det, de 175 ansatte laver på museet, har at gøre med at reorganisere samlingen og fortælle nye historier i samlingen, forklarer han.

”Selv de særudstillinger, vi laver, er næsten uden undtagelse en udforskning af de samlinger, vi har. Vi låner så værker ind fra andre samlinger for at perspektivere. Vi har også en stor samtidskunstsamling, der så kan spejle sig i de forskellige spor, udtryk og udsagn, som forskellige museumsfolk og konger har opsamlet gennem tiden. Det tror jeg er noget af det, der gør det til en særlig museumsoplevelse at være her.”

Hvad betyder det for demokratiske og lighedssøgende moderne mennesker, at der findes sådanne ophøjede rum i byen?

”Jeg tror, at det betyder kolossalt meget. Det er helt afgørende, at der findes steder i byens tekstur og landskab, som inviterer ind til en anden oplevelsesdimension. Det kan give os en stærk personlig oplevelse, samtidig med at vi her bliver subjekter i et kollektivt rum. Folk kommer faktisk også oftere i grupper af mindst to end som enkeltpersoner på kunstmuseer, mens det for eksempel er mere normalt at gå alene på kunstmuseum i Frankrig. I Danmark og mange andre lande er museumsbesøget en del af en social kultur, hvor museumsoplevelsen også handler om at snakke med andre om det, man ser. Ikke desto mindre kalder kunsten jo også med sine sanseindtryk på individuelle erfaringer.”

I en vis forstand vil museer også altid bringe folk nærmere det metafysiske, mener museumsdirektøren:

”Når man kommer ind på et museum, kan et abstrakt maleri med tydelige penselstrøg virke mere fysisk end rattet på en bil. For værkerne er frem for alt fysiske, fordi de også er metafysiske. For de peger ind i et andet rum end det, vi oplever i vores almindelige pragmatiske, praktiske hverdag, hvor vi primært har med det fysiske at gøre, fordi det er praktisk. Men kunsten kan vise, at verden er mere end det, der er nyttigt, eller som kan skiftes ud. Derfor har nær sagt alle kunstværker også en metafysisk dimension, ikke nødvendigvis i en religiøs forstand, men de peger ud over det fysiske plan. Værkerne er fysiske og henvender sig fysisk til krop og følelser, men med tegn, der også er mere end fysiske, fordi de sætter forestillinger i gang.”

Mange af museets værker knytter sig også til en metafysisk kontekst, som han siger og peger på, hvordan museer råder over tusindvis af andagtsbilleder og værker med Kristus-motiver og andre religiøse motiver, navnlig fra den kristne metafysiske tradition. For en del af museets samling stammer ikke kun fra kongers kunstkamre, men desuden fra rådhuse og andre offentlige institutioner især også fra kirker, forklarer han og kommer igen tilbage til museets arkitektur:

”Med hele den måde, museet er til stede i byen og landskabet på, minder den jo meget om kirker, der skiller sig ud som særlige steder, der stemmer sindet på en anden måde. Og det synes jeg også er fantastisk. Tempel kommer jo af ordet templum, som betyder et sted, der er afskåret eller skiller sig ud fra omgivelserne.”

Man kan jo næsten også skære ordet tempel ud af det kontemplative, og lægger museet ikke stadig op til fordybelse ved at søge ind i det ophøjede?

”Jo, men for mig er det ikke mere kontemplativt at gå på museum end at åbne en bog, men det er måske blevet sværere at opholde sig længe ved en bog, når der er så mange ting, der kalder på en på nettet. Som kunstmuseum har vi måske den fordel, at vi sætter fysiske rammer omkring fordybelsen. Det er jo hurtigere at lukke en bog end at komme ud af et museum, hvor man først skal hente sin frakke i garderoben. Vi kan holde på og omfavne de besøgende. Vi har, som folk efterhånden forventer, café, butik, omvisninger og forfattertalks. Men det hele står og falder med interessen for det, der hænger på væggen og står i rummet.”