Olsen-banden. Matador. Bjergkøbing Grand Prix. Tre kendte film og serier, som blot er et minimalt udvalg af de melodier, som komponisten Bent Fabricius-Bjerre kan sætte sit navn på. Men det nummer, der gjorde ham verdensberømt, ville han slet ikke sætte sit eget navn på i begyndelsen.
Bent Fabricius-Bjerre har inviteret til kaffe på sin restaurant ved Nyhavn. Han har taget plads mod væggen, så han kan skue ud over restauranten. Rynkerne ligger i små fine folder omkring hans ansigt, og det hvide hår er strøget nydeligt tilbage. De runde briller sidder, som de skal, og det samme gør den blåstribede trøje med en grå skjorte under. Ordene bliver ikke råbt ud i rummet, nærmere fortalt med en lav stemme, men sætningerne kommer hele og i en lind strøm, ofte afsluttet med et smil.
LÆS OGSÅ: Bjarne Reuter elsker ungerne fra Vanløse
Før Bent Fabricius-Bjerre skrev det verdenskendte nummer Alley Cat, var han allerede en etableret komponist. Han var gift med Harriet Dessau, som han havde fire børn med. Filmen Forelsket i København, som han skrev musik til, var en succes, og han var med egne ord næsten huskomponist hos Nordisk Film.
I 1950 havde han startet grammofonselskabet Metronome, som var blevet et større foretagende 10 år efter. Senere lavede selskabet både film og biograf.
I 1960 havde Bent Fabricius-Bjerre en tv-serie på DR, der hed Omkring et flygel. Kontrakten krævede, at han skrev en kendingsmelodi til serien.
Jeg lavede nærmest nummeret improvisatorisk. Udsendelseslederen kom ned og spurgte, om jeg havde skrevet noget, og det havde jeg ikke. Jeg spillede bare sådan noget lidt sjovt, og så sagde han Det lyder meget godt. Så måtte jeg hjem og lave noget, der mindede om det, jeg spillede. Melodien var ret let at få frem. Det er ikke altid, det går så nemt, siger Fabricius-Bjerre.
Han syntes, nummeret var en bagatel, så han satte Frank Bjørn på som komponist i stedet for sig selv. Pseudonymet blev også brugt i 1940erne, da han komponerede en sømandsvals, der ikke passede til hans image som jazzmusiker. En vals, der i øvrigt fik ganske stor succes.
Jeg synes, det var en bagatel, men man kan aldrig bedømme det, man selv laver. Siden har jeg aldrig sat pseudonym på, siger han.
Nummeret blev kendt under samme navn som udsendelsen Omkring et flygel. Ifølge Bent Fabricius-Bjerre var det ikke noget stort hit i Danmark, men dog stadig kendt, som man kender kendingsmelodien fra for eksempel Jeopardy en melodi, han også står bag.
Omkring et flygel var ikke en hitlistemelodi, det var bare en, der gik ind i øret, og så sad den fast. Den blev først rigtig stor, da det rygtedes, at den var nomineret til en Grammy i Amerika, siger Bent Fabricius-Bjerre.
Han troede først, det var en joke, og kom ikke til Grammy-uddelingen.
Jeg læste om nomineringen på bagsiden af Politiken, hvis jeg husker rigtigt. Deres bagside er altid fuld af fis. Nummeret var nomineret som Best rocknroll, og den har ikke meget med rockn-roll at gøre, så derfor troede jeg, det var en spøg. Senere blev jeg ringet op fra USA af grammofonselskabet, der havde sendt den ud. De sagde, at jeg havde vundet årets Grammy. Det blev jeg da glad for, siger han.
Efter sin Grammy blev Bent Fabricius-Bjerre et til alt muligt mærkeligt, og nummeret kom på forsiden af utallige magasiner. Han oplevede, at en kirke i Massachusetts spurgte, om de måtte spille melodien på kirkeklokkerne, hvilket de fik lov til.
Titlen Alley Cat fik mange til at tro, at det var komponeret til en kat. Derfor blev Bent Fabricius-Bjerre i nummerets storhedstid ofte koblet sammen med katte, og han åbnede blandt andet en katteudstilling i New York, hvilket var en meget mærkelig oplevelse for ham. Alley Cat gik ind som nummer syv på den prestigefyldte hitliste Billboard Hot 100 i USA i 1962 og blev spillet overalt i USA.
Da nummeret havde spillet en million gange i radioen, fik jeg et diplom. Det var mange gange dengang, siger Bent Fabricius-Bjerre.
På den anden side af Atlanten blev han kendt som Bent Fabric, for det var nemmere at udtale på engelsk.
Det lød jo fuldkommen tåbeligt med Bent Fabric, for det betyder bøjet stof på engelsk. Det havde de meget sjov med. Når en dj skulle spille pladen, kunne han sige And this is mister Bent Fabric. De må have tænkt Gudfader bevares, hvor er han åndssvag, siger han.
Hvordan nummeret Omkring et flygel kunne blive så populært under navnet Alley Cat, var et tilfælde og har intet med katte at gøre. Bent Fabricius-Bjerre var gode venner med en amerikansk grammofondirektør, der tidligere havde sagt nej til musik fra Bent Fabricius-Bjerres danske grammofonselskab, Metronome, og følte, at han skyldte Bent Fabricius-Bjerre en tjeneste. Hver gang Bent Fabricius-Bjerre spillede et nummer for ham, sagde grammofondirektøren nej.
På et tidspunkt spurgte han, om Bent Fabricius-Bjerre ikke havde noget andet, han kunne spille.
Jeg spillede Alley Cat for ham, og han sagde Det lyder da meget godt, hvad hedder den?. Da jeg sagde, at den hed Around a piano, var han ved at dø af grin og sagde, at det var da en åndssvag titel. Han havde en idé om, at det skulle være noget med dyr, for han syntes, at nummeret var slentrende, og der var noget ekko på.
I stedet foreslog han, at den skulle hedde The Drunken Penguin. Vi undersøgte, om titlen var fri, men der var allerede mange numre i forvejen, der havde det navn, siger Bent Fabricius-Bjerre.
Flere titelforslag kom op: The Pink Bird, The Happy Dog, The Blue Elephant. Men hver gang sagde copyrightkontoret i Washington, at titlerne allerede var taget. Mens grammofondirektøren havde travlt ved telefonen, læste Bent Fabricius-Bjerre i det engelske musikmagasin Melody Maker.
Magasinet havde en sladderspalte, der hed Tin Pan Alley News. Den beskrev Tin Pan Alley, der er 42nd Street i New York og ifølge Fabricius-Bjerre det sted, hvor musikken koger.
Journalisten, der skrev sladderspalten, underskrev sig som Alley Cat, altså en, der går og snuser ting op. Så foreslog jeg grammofondirektøren, at nummeret skulle hedde Alley Cat. Det syntes han var en meget god idé, og så hed den det, siger han.
Efter at Alley Cat slog igennem, blev Bent Fabric i dyrenes verden.
Jeg lavede et helt album, hvor Alley Cat var nummeret, der trak. Der var en meget flot kat uden på omslaget. Hvert år de følgende fem-seks år lavede jeg et nyt album, som næsten alle havde noget med dyr at gøre. Der var et, der hed The Drunken Penguin, og et, der hed The Happy Puppy. Det var det amerikanske grammofonselskab, der syntes, det var en sjov ting med dyr, siger han.
Alley Cat hang ved i flere år, og gjorde Bent Fabric verdenskendt, selvom ikke alle troede, at det var en dansk kunstner, der stod bag. Flere gange oplevede han at tale med amerikanere, der var overbevist om, at nummeret var af amerikansk oprindelse, fordi det var blevet en del af deres hverdag.
Efter fem-seks år var hysteriet omkring Alley Cat døet ud. Det blev en evergreen, der blev spillet meget på restauranter og til koncerter. I forgårs fik jeg en mail fra en, der havde hørt en gadesælger spille den i Mexico, siger Fabricius-Bjerre.
I USA blev Alley Cat både til en sang og en dans. The Alley Cat Song handler om en kat, der går på rov, forstået som en mand, der var ude efter piger. Dansen The Alley Cat Dance blev lavet over instrumentalstykket og har ganske særlige trin. Ifølge Bent Fabricius-Bjerre bliver dansen ofte brugt til jødiske bryllupper. Også i Danmark blev der spundet på det populære nummer, hvor revymanden Stig Lommer lavede en musical over Alley Cat.
Selvom Alley Cat blev til ved et tilfælde, og Bent Fabricius-Bjerre i starten ikke ville kendes ved nummeret med sit rigtige navn, vil han ikke lave det om i dag.
Nummeret lyder almindeligt, men det er i virkeligheden ret usædvanligt. Man tror, den er harmonisk meget korrekt, men i virkeligheden er den lidt disharmonisk nogle steder, siger han og fortsætter:
Alley Cat var usædvanlig for den tid. Det var i calypsotiden og samtidig et tidspunkt, hvor rockmusikken var ved at få sit gennembrud. Det var ret usædvanligt at have sådan en lille klavermelodi, men det var måske derfor, den vandt gehør. Alley Cat var ikke nogen trend, den har bare været der og blev stående. Den havde mange efterligninger på det tidspunkt, hvor den var populær.
Samtidig har nummeret haft stor PR-værdi for Fabricius-Bjerre.
Nummeret har betydning for mig i dag, for det holder liv i det, jeg laver. I min branche dør man, hvis man ikke bliver omtalt.
Bent Fabricius-Bjerre tror dog stadig, han havde haft en karriere, selvom han ikke havde skrevet Alley Cat. Han havde i forvejen et tæt samarbejde med Nordisk Film og mener, de stadig ville have brugt ham til at komponere musik til Olsen-banden og Matador, selvom han måske ikke var blevet verdenskendt.
Bent Fabricius-Bjerre har en anden indgangsvinkel til musikken, end man ofte ser i dag, hvor en musiker både skriver, komponerer og fremfører sin eget musik.
Dengang var komponister nogen, der lavede melodier. Dem gav man til et musikforlag, som formidlede kontakten ud til nogle kunstnere, som sang nummeret. Det var dengang med Frank Sinatra og Ray Charles, der sang alt det, de fik fra forlaget. Det var den tid, jeg hørte til. Jeg lavede noget, jeg ikke nødvendigvis skulle fremføre selv. Det er gået gennem alt, jeg har lavet. Det er ikke mig selv, jeg har lavet det til, det er til andre, siger Fabricius-Bjerre.
Tilgangen til musikken er enkel: Det skal være færdigt, og det skal løses.
Bestillingsmusik har været hverdag for ham gennem alle årene.
Jeg har næsten altid taget det første indslag, der faldt mig ind, fordi jeg skulle aflevere det til en bestemt tid. Det er ikke en indre trang, der har drevet mig. Det har drevet mig, at jeg skulle løse en musikalsk opgave. Jeg har ikke tid til at rode rundt, for det skal være færdigt, siger han.
Mange af de musikalske opgaver har været filmmusik, og det er Fabricius-Bjerre glad for.
Som komponist er det skønt at blive forbundet med billeder, for billeder og musik hænger godt sammen. Hver gang der bliver vist et billede, kan folk huske musikken, og når musikken bliver spillet, kan de huske billedet. Når jeg spiller Matador, tænker folk på den gode oplevelse, de har fået fra serien, siger han.
Skønt Bent Fabricius-Bjerre for længst kunne være gået på pension, er han stadig i gang. For otte år siden hittede han med nummeret Jukebox, som han lavede sammen med Paw Lagermann fra dance-duoen Infernal.
Idéen var at genindspille nogle af Fabricius-Bjerres melodier i en moderne og diskoteksvenlig udgave.
Det blev så populært, at Bent Fabricius-Bjerre tog det amerikanske kunstnernavn Bent Fabric til sig igen og i samarbejde med unge kunstnere lavede et helt album med moderne dance-musik. Når han spiller ude i dag, oplever han, at de ældre synger med på Forelsket i København, de midaldrende synger med på Jeg sætter min hat, som jeg vil og de unge synger med på hittene fra Jukebox.
Også tasterne på flyglet i Nordsjælland bliver stadig trykket ivrigt ned.
Jeg tror efterhånden, jeg er mest kendt for, at jeg er blevet så gammel, som jeg er, og stadig arbejder. Jeg bliver ved med at overholde, at jeg spiller klaver tre-fire gange om ugen, og jeg rider et par gange om ugen. Jeg tager på kontoret hver dag. Det er også en form for disciplin. Jeg gør det for at holde fingrene i live, siger Bent Fabricius-Bjerre, der i øjeblikket er ved at skrive en jingle til et firma.
Til spørgsmålet om, hvorvidt han som 87-årig har planer om at gå på pension, svarer han med en kort, tør latter, og siger:
Det sørger Vorherre for.
Bent Fabricius-Bjerre
