Musikkens Hus med overskud

Musikkens Hus i Aalborg har været en god forretning det første år. I løbet af åbningsåret har det nye hus haft et overskud på 4,4 millioner kroner ud af en omsætning på næsten 60 millioner. Og det resultat glæder administrerende direktør Lasse Rich Henningsen. Det skriver DR Nordjylland. ”Billetsalget, rundvisningerne, gæsterne i restauranten, sponsorerne og antallet af erhvervsarrangementer har overgået vores forventninger,” siger han. Den administrerende direktør mener også, at det første regnskab viser, at publikum har taget Musikken Hus til sig. ”Kulturlivet i Aalborg blomstrer i disse år, befolkningssammensætningen ændrer sig, og der er et helt naturligt publikum til Musikkens Hus,” siger Lasse Rich Henningsen. I 2014 har flere end 220.000 personer besøgt Musikkens Hus på havnen i Aalborg, og det svarer i gennemsnit til næsten 1000 gæster om dagen i de cirka 250 åbningsdage sidste år.