Mosemanden er sognepræst i Kvaglund i Georg Græsholts debut som forfatter. Og lad mig derfor indledningsvis kvittere for det engagement, der bærer bogen. Det skal forfatteren tage med videre i arbejdet med den planlagte fortsættelse og omsætte i en skarpere historie. For selvom det er ganske imponerende at opleve den begejstring, der fortælles med - og som blandt andet kommer grafisk til udtryk i en udstrakt brug af såvel STORE BOGSTAVER som kursiv - er historien lige ved at falde fra hinanden.
Det er ellers en god og spændende idé, der begynder vældig godt med et uhyggeligt anslag, hvor pigen Alma ligger under dynen, og der måske og måske ikke er klatret én ind igennem vinduet, der nu går fodklaskende rundt på gulvet i hendes værelse midt om natten.
Det viser sig, at der lige er fundet et århundreder gammelt lig i mosen, titlens mosemand. Han har genstande i hænderne, der kunne tyde på, at han var været en tyv på flugt - og pludselig begynder der at forsvinde ting fra byen.
Panikken breder sig, byen går i selvsving, men spændingskurven er noget ujævn frem imod den af Edgar Allan Poe inspirerede, men ikke helt overbevisende, opklaring.
Der er spændende episoder undervejs, men det bliver for langt og uklart, hvor historien vil hen, for der skal lige fortælles et par andre historier samtidig - blandt andet om at bo på landet og om at have en far, der er præst.
Jeg er selv vokset op som præstebarn, og derfor morede jeg mig over beskrivelsen af Almas far, der ikke kan finde sin præstekrave og læser en formiddagsavis, som han ellers regner sig for fin til.
Datteren har gennemskuet ham for længst:
”Far er den eneste i mange kilometers omkreds, som bliver betalt for at tro på Gud og tale Guds og kirkens sag ved enhver lejlighed. Og efterhånden er det gået ham så meget til hovedet, at han vistnok tror, at alt, hvad han siger, er helt usædvanligt klogt og noget, alle bør høre.”
Det er en befriende selvironisk beskrivelse fra forfatterens side - men hvor spændende er det egentlig for den læser, der ikke har en far, der er præst, og bare gerne vil have mysteriet om Mosemanden opklaret?
Det er, som om forfatteren bliver for engageret i sin egen fortælling og glemmer læseren lidt - særligt at læseren skal forestille at være et barn. Det bliver lige vel omstændeligt med for mange svære ord og begreber, der ikke er relevante for selve historien. Hvorfor skal det for eksempel nævnes at Almas mor er 'personalechef'? Det er vigtigt fra et voksenperspektiv, at præstens kone også har en karriere - det vil jeg til enhver tid holde fast i! Men for barnet virker det bare forstyrrende på læsningen.
Mosemanden er for ujævn til at være helt vellykket, men forfatteren har rigeligt af gode idéer, fortælleglæde og humor. Og for så vidt også en fin evangelisk pointe, der dog ikke rigtig finder en plads i selve historien. Så det skal alt i alt blive spændende at se, om der kan komme lidt mere form på fortsættelsen.
kultur@k.dk