Når hæren skal frelse kunsten

Samtidskunsten er ikke social nok og har et problem med fællesskabet, mener Frelsens Hær, der i samarbejde med kritikeren Michael Jeppesen viser samtidskunst i København til gavn for de udstødte

Hænder, der anråber Herren? Måske -- fortolkningsmulighederne er mange på udstillingen, der blandt andet viser Ulrik Weck: "Untitled" (2009). -- Foto: Bent Dahl.kultur@kristeligt-dagblad.dk
Hænder, der anråber Herren? Måske -- fortolkningsmulighederne er mange på udstillingen, der blandt andet viser Ulrik Weck: "Untitled" (2009). -- Foto: Bent Dahl.kultur@kristeligt-dagblad.dk. Foto: Bent Dahl.

Frelsens Hær holder kunstudstilling til fordel for socialt arbejde. Man studser et øjeblik. Plejer det ikke at være kunstnerne, der behøver støtte for at kunne udstille? Havde det så været for et par år siden, før finanskrisen. Men nu?

"Am I" hedder udstillingen, der løber af stabelen i det hyggelige Møstings Hus på Frederiksberg her op til jul. Det er dog ingen juleudstilling, men samtidskunst, og udstillingen omfatter i alt tolv værker af ti yngre danske kunstnere. Ifølge Frelsens Hær er man gået sammen med kunsten i jagten på fællesskab og identitet, henholdsvis på vegne af de mennesker, der trænger mest til det, og i form af temaer som eksistens, tro og ideologi i de enkelte kunstværker.

Umiddelbart kan forbindelsen mellem samtidskunst og Frelsens Hær være svær at få øje på, også når man går rundt på udstillingen. Det gælder Claus Larsens "Kleine Schleppkette", en lang kæde, der kører fra en bunke på gulvet op imellem to gummivalser og ned igen –- når den ellers kører. Også Ebbe Stub Wittrups fascinerende fotografi "Devil's Bridge" af to gamle broer over en schweizisk bjergslugt er vanskelig at forstå i denne sammenhæng.

Andre værker spiller mere vedkommende på det indlysende og det overraskende i deres livtag med de store temaer. For eksempel Brian Ravnholt Jepsens "Chair of Revelations", en åbenbaringsstol bestående af en klapstol omgivet af tæthængende, lodrette, lysende neonrør. Det ligner et hjemmebygget solarium, en elektrisk stol eller måske en åbenbaringsmaskine: Indkast en krone, sæt dig ind og få en åbenbaring. Og det gælder Absalon Kirkebys lille fotografi af en engel i modlys: "Vær Hilset". Ja, sådan ser det ud, når en engel kommer én i møde. Men hvorfor foregår det i en lille sort kasse helt nede ved gulvet?

Vladimir Tomic er den, der mest direkte og frygtløst tager fat, hvor det virkelig gør ondt. Med sin video "Skyggernes Dal" følger han en bisættelse, hvor der ingen familie eller venner er overhovedet. Forløbet virker umiddelbart tomt og iscenesat. Præsten står alene og læser ved kisten, og kun koret synger salmen. Men det virker samtidig også så ligetil og nærmest trygt at vide, at værre kan det ikke gå, end at nogen drager omsorg for, at man kommer værdigt herfra. På sin nøgternt registrerende måde formår Tomic at vise et billede af den ultimative ensomhed og samtidig også et billede på, hvordan denne ensomhed er omfattet af et større fællesskab. Og, hvad der måske er vigtigst, at pege på, at det er os mennesker, der er forvaltere af fællesskabet for hinanden.

Udstillingen "Am I" er kommet i stand som et samarbejde mellem Frelsens Hær på den ene side og kunstanmelder Michael Jeppesen og kunstrådgiver Peter Amby som kuratorer på den anden. I et interview i Frelsens Hærs blad "Mennesker og tro" giver de en række grunde til, hvorfor kunsten har glæde og nytte af at indgå i denne lidt utraditionelle sammenhæng.

Her siger de blandt andet, at et af kunstens problemer er manglen på fællesskab. Kunsten vil gerne indgå i en forpligtende sammenhæng, hvor den kan gøre en forskel. Og i kraft af sit budskab om næstekærlighed og sit konkrete arbejde for udstødte mennesker skaber Frelsens Hær et rum, også for kunsten, hvor den kan blive set og forstået i en sådan større sammenhæng.

Jeg ved ikke, om udsagnet også skal tages alvorligt. I hvert fald rammer det kunsten selv som en boomerang. At udstille kunst i næstekærlighedens milde lys er ikke blevet den åbenbaring af kunstens oversete kvaliteter, som Jeppesen og Amby måske havde håbet. I stedet sætter det et skarpt og krævende lys på de enkelte værker – lige hvad man ønsker sig af en udstilling, så tak for det.

Kunsten gør ingen forskel i sig selv. Det er mennesker, der gør forskellen. Og her har Frelsens Hær nok et forslag til, hvad man kan gøre, der måske ikke var dukket op, havde man set videoen i traditionel sammenhæng på et kunstmuseum. Lad os bare håbe, at initiativet ikke kun bliver til gavn for kunsten og publikum, men også for de socialt nødstedte, der var udgangspunktet for det hele.

4 Møstings Hus, Frederiksberg, København. Am I. Vises til den 30. december.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Praktisk og kvadratisk ser den ud, denne Ritter Sport opstilling. Det er Mikkel Karl, der står bag værket "Monarchy in the UK" (2009). --
Praktisk og kvadratisk ser den ud, denne Ritter Sport opstilling. Det er Mikkel Karl, der står bag værket "Monarchy in the UK" (2009). -- Foto: Bent Dahl.