Når man har bidt af æblet, bliver man aldrig den samme igen

USA i almindelighed og New York i særdeleshed er mere end et rejsemål.Det er fuldbyrdelsen af en pilgrimsfærd

Når man har bidt af æblet, bliver man aldrig den samme igen
Foto: image/jpeg.

Da jeg i sin tid fyldte 50 år, havde jeg til min egen stigende frustration aldrig sat mine ben i Amerika. Senere hen er jeg kommet efter det, som opmærksomme læsere af denne klumme vil kunne huske: Chicago og San Francisco. Først i sidste uge fik jeg dog som stopover til en konference på Yale University nedlagt det største amerikanske rejsebytte af dem alle: New York, New York.

Vi var der kun lidt over en dag, mine rejsefæller og jeg, men det var allerede meget. Vi boede i et YMCA-herberg på 63. gade ved et hjørne af Central Park, så vi kunne gå ture ind i parken. Vi spadserede ned gennem hele Manhattan ad Fifth Avenue, var på toppen af Empire State Building, spiste morgenmad i Soho, gik videre ned til Ground Zero og endelig over Brooklyn Bridge, hvor vi spiste en frokost i Brooklyn Heights, og jeg kunne se over til Frihedsgudinden og Ellis Island.

LÆS OGSÅ: "Museer har ansvaret for kulturarven"

Der var gule taxier overalt og dramatiske temperatursvingninger, lunt forårsvejr på vores lange vandring, derefter piskede regnen ned hele aftenen, og næste morgen var det bidende kulde og frost. Vi morede os lidt over, at newyorkerne var som danskere. På vores første aften, hvor det kun var lidt lunt, skyndte de sig udenfor og sad på caféer og restauranter, pakket ind i tæpper eller under varmelamper.

Det vil selvfølgelig være patetisk at sige, at jeg nu kan dø roligt, fordi jeg har set New York, og jeg skal nok vide at komme tilbage og tage hele familien med. Men alligevel er der noget om det. USA i almindelighed og New York i særdeleshed spiller en helt særlig rolle som sted og rejsemål i min bevidsthed og i, tror jeg da, mange andres bevidsthed. Det er mere end et rejsemål.

Ellers kan jeg ikke forklare den stærke følelse af fuldendelse og forløsning, der går igennem mig, når jeg ser de ikoniske steder, når jeg endelig selv er til stede. Det ligner en pilgrimsrejse. På Wikipedia bliver pilgrimsfærden defineret som et frivilligt og individuelt initiations-ritual. Det skal rense den rejsende og bringe ham nærmere det guddommelige, gennem en rejse til et helligt sted, der er tæt forbundet med myter, og hvor guddommelige begivenheder har fundet og vil finde sted.

Myterne er i dette tilfælde selvfølgelig populærkulturen. Amerika og New York er stemplet ind i vores bevidsthed hele livet igennem via utallige film og tv-serier, hvor guddommelige begivenheder har fundet sted. Det er et imaginært sted, som vi er lige så fortrolige med som et fysisk sted. Når jeg går i Central Park og ser hestevognene, tænker jeg på en scene fra min barndoms film Batman, hvor Bruce Wayne kører tur med Kattekvinden (selv om New York nok har heddet Gotham City i den forbindelse); når jeg ser tunnellerne i parken, husker jeg, at det er dér, hippierne står og brænder deres indkaldelsesordrer til Vietnam i Milos Formans filmudgave af Hair; hvis det var sommer og den plæne dér var grøn, var det måske den, som Robin fra tv-serien How I Met Your Mother graver en kærlighedsamulet ned i. Og så videre.

Fornemmelsen af fortrolighed er ikke kun visuel og stedslig. Man føler, at man uden de store problemer ville kunne leve i denne by (hvis man så havde råd til det, men det er en anden historie). Adfærden og livsmønstret kræver ikke nogen særlig tilvænning eller afkodning, modsat diverse europæiske storbyer. Man føler sig hjemme, selv om man aldrig har været der før. Og forklaringen er selvfølgelig, at vi som danskere og europæere igennem årtier har levet i en amerikanisering, hvor elementer fra deres kultur med en vis tidsforskydning har indtaget vores kultur. Fra coffee-to-go til løberiet. Og som de dog løber. Over det hele. Der er da vist altid et maraton i gang her.

I disse år tales der meget om hvordan verden bliver multipolær, og USA ikke længere er den altoverskyggende supermagt. Og da vi kører to timer i tog fra New York nordpå til New Haven springer forfaldet os da også i øjnene, når vi passerer den ene gamle og forladte fabriksbygning med knuste ruder efter den anden. Men som kulturel kraft og længselsmål er det svært at forestille sig, at Moskva eller Beijing kan udøve den samme indflydelse. Måske for kommende generationer. Jeg holder mig til New York og Central Park, og næste gang tager jeg løbetøjet med.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv

Der går en stærk følelse af fuldendelse og forløsning igennem klummeskriveren ved mødet med deikoniske steder i New York, The Big Apple.