Ebbe Paludan har været præst i folkekirken fra 1971 til 2006, heraf de sidste 19 år i Varde, hvor han desuden var formand for Grundtvigsk Forum.
Fra advent 2012 til advent 2013 skrev han rubrikken ”Ordet” i Kristeligt Dagblad, og det er mange af disse prædikener, som nu foreligger i en samlet udgivelse.
Vi følger her kirkeårets gang i form af korte, prægnante tekster og prædikener, og samtidig har forfatteren haft mod til at illustrere bogen med otet af sine egne malerier fra årets gang i den vestjyske natur. Malerierne er stilfærdige, men dygtigt malet og med fine små detaljer.
På den måde passer de ganske godt til prædikenerne. Disse er for størstedelens vedkommende ligeledes stilfærdige, men smukt formuleret og med mange fine og tankevækkende deltaljer.
Hver prædiken fylder nøjagtigt en side og er bygget op efter stort set samme skabelon. Der indledes med forskellige former for personlige oplevelser, litterær og anden inspiration, som er med til at krydre og fremhæve budskabet.
En af de første prædikener, som er over salmen ”Vær velkommen, Herrens år”, tager udgangspunkt i, hvor vigtigt det er, at bjergbestigere har depoter.
Uden depoter, som lægges ud på vejen op ad et højt bjerg, ville de aldrig kunne nå toppen. På samme måde er der i kirkeåret lagt depoter ud til os ved gudstjenesterne, så vi her får noget at leve af på vores vandring.
Som sådanne depoter egner prædikensamlingen sig da også glimrende. Her er god og nærende kost at hente om Guds barmhjertighed, om tilgivelse, om livet med Gud og næsten - og sidst, men ikke mindst: om Guds kærlighed.
De rummer også flere overraskende pointer og inspirerende iagttagelser.
Lignelsen om den fortabte søn indledes for eksempel med en sammenfatning af, hvad den i grunden drejer sig om. Den handler nemlig ganske enkelt om, hvad der sker hos os i vores liv, når vi hører lignelsen.
På samme måde har prædikenen over den barmhjertige samaritaner også et overraskende omdrejningspunkt, nemlig i tilfældet. For det var jo tilfældigvis, at de mødte manden, som var faldet blandt røvere.
Endvidere kan man finde mange gode, originale og prægnante udsagn, som for eksempel:
Du bliver ikke kristen for alvor ved at indrette hele din eksistens efter Kristi ord, men ved at stole på ordet om hans kærlighed til dig - og dernæst bruge dit liv på noget andet end på at blive kristen for alvor.
Eller som det hedder om Jesu bordfællesskab med toldere og syndere: Det fællesskab betyder nemlig, at vi skal indstille os på, at i gudsriget skal vi være sammen med dem, vi nu foragter og arbejder på at blive fri for.
Hvorefter prædikenen slutter: Vi må sandelig håbe på, at noget i os vil blive forandret! Ellers er det Guds rige, Jesus forkynder, jo slet ikke noget for os.
Der er dog også mere problematiske udsagn. Som når det om Jobs klage hedder, at vi ikke kan forvente nogen forklaring på den skæbne, vi får, men vi må heller ikke klage over den.
At det skulle være forbudt at klage over sin skæbne, er nu meget svært at finde bibelsk belæg for.
Den rige brug af billeder og eksempler kan indimellem også godt tage magten over fortællingen.
Prædikenen om tolderen Zakæus indledes for eksempel med en dramatisk skildring af, hvordan en falk fanger en due, styrtdykker og støder imod duen med fremstrakte ben og holder den fast i de stærke kløer for med rolige vingeslag at flyve af sted med byttet.
Sådan blev Zakæus nemlig ført af sted af sin selvhævdelse, som havde slået kløerne i ham. Det er unægtelig et voldsomt billede, hvor de skarpe kløer risikerer at sætte sig så fast i sindet, at man helt glemmer den lille tolder.
Men der skal jo da være plads til lidt galskab. Sådan som det så fint fortælles om kunstneren Bodil Kaalund, der engang malede et bibelsk motiv på en prædikestol i en knaldrød farve.
Hun blev dog betænkelig og spurgte kirketjeneren, om farven kunne gå an, og han svarede: ”Jo, gør det, der trænges til noget galskab på det sted!”.
Ebbe Paludans prædikener er ikke gale, men derimod gode, solide, jævnt og ligefremt fortalt, samtidig med at de aldrig bliver kedelige eller ligegyldige.
Det budskab, som står tilbage, er klart og enkelt og kan sammenfattes i følgende ord fra nytårsdag: Jesus frelser os ind i det menneskeliv, vi nu lever, for at vi skal være noget for hinanden her. Det redder han os ind i ved at sige, at han ikke slipper os, når vi dør. Det skal vi stole på i tillid til ham, der siger det.
Og det gør vi så! Godt hjulpet på vej af en dygtig og farverig formidler, en præst, som evangeliet - med sine falkekløer! - har et godt tag i.
kultur@k.dk