Samtalerne over middagsbordet er for overfladiske

”Det er et meget dansk karaktertræk, at når alt kommer til alt, handler det primært om at spise,” ...

”Det er et meget dansk karaktertræk, at når alt kommer til alt, handler det primært om at spise,” siger instruktør Christian Lollike. - Foto: Linda Henriksen/Scanpix

Familie er noget, som alle kan relatere til, og jeg tror, de fleste fra sig selv forstår, hvad det vil sige at have et akavet forhold til sine søskende, onkler eller andre familiemedlemmer.
Christian Lollike, dramatiker

Dramatikeren Christian Lollike har valgt farcen og grinet i sin nye forestilling på Aarhus Teater, der spidder familien Danmarks samtale ved middagsbordet

Da Christian Lollike var 16 år og sad til bords med sin familie til jul og andre festlige lejligheder, tænkte han ofte: Hvorfor snakker de om politik og sprød svær på flæskestegen i stedet for at snakke om, hvordan de egentlig har det med hinanden?

Når han fra i morgen inviterer publikum til at overvære en familiemiddag i urpremiere-forestillingen ”Familien der kunne tale om alt” på Aarhus Teater, inviterer han derfor på en måde til middag hos sin egen familie.

”Da jeg skrev forestillingen, forsøgte jeg at forvandle mig selv til mit 16-årige jeg, der sidder og håber på, at alle familiens skeletter vil vælte ud af skabene. Det er jo det, man kan tillade sig på teatret, at lade alt ske”, siger han og fortsætter:

”Jeg sad der ved familiemiddagene og tænkte på, hvorfor er det det her, vi snakker om? Hvorfor taler den onkel på den måde, og hvorfor svarer hans kone ikke igen? Og hvorfor foregår det hele ligesom på den samme frekvens, hvad enten samtalen handler om klimaforandringer, kunstige bryster eller madopskrifter? Hvorfor kan ingen skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt ? Det er jo den 16-åriges privilegium at føle, at det kan han eller hun i hvert fald. Jeg har dog sammensat karaktererne, så min familie skal have et skarpt øje for egne svagheder for at opdage sig selv.”

Nu ville det naturligvis ligne samfundsrevseren Christian Lollike dårligt, hvis hans nye dramatik kun handlede om hans egen familie. Der er meget mere på spil. Hele familien Danmark eksempelvis eller samtalens nederlag. Eller det at glemme, hvad man lige har sagt eller gjort. Eller det altsammen på én gang i en samfundstilstand, hvor meningen og sammenhængen er væk.

I forestillingen bliver vi inviteret med til en sammenkomst, hvor talrige emner er i spil: krigssoldatens traumer, CO2-kvoterne, tro, arbejdsliv og seksuelle fantasier.

”Jeg oplever, at vi har svært ved at skelne mellem, hvad der er vigtige emner, og hvad der ikke er vigtigt. Vi snakker om det hele i én pærevælling uden at prioritere, og så gentager vi os selv i det uendelige. Ved middagsbordet er der blandt andet en dement bedstefar, og hans demens breder sig. De begynder at glemme, hvad de lige har sagt og gjort. Jeg tror, demens eller det at glemme, hvor man er, og hvad man lige nu laver, er et nyt fænomen i vores kultur. Jeg har endnu ikke talt med forskere om det, men iagttager det i mange sammenhænge - også hos mig selv. At vi hele tiden er på flere medier og hele tiden bliver afbrudt. Det konstant at lade sig forstyrre er noget nyt, og det har en effekt på vores hjerne og på vores tilstedeværelse,” siger han.

Når man sidder til en af den slags familiemiddage, hvor der tilsyneladende kan snakkes om alt, men alligevel ikke rigtigt bliver talt om noget, så kan man, ifølge Christian Lollike, vælge to løsninger: Man kan græde eller grine.

Med forestillingen ”Familien der kunne tale om alt” har han valgt det sidste. I form af en farce har den tidligere husdramatiker på Aarhus Teater for første gang skrevet en forestilling til teatrets Store Scene og skal derfor male med en bredere pensel, end han er vant til i sine mere eksperimenterende forestillinger.

”Jeg synes, farcen klæder teatret, og farcen klæder familiedramaet. Ulempen kan være farcens rygte. Den regnes for absolut ikke-fin, plat, overdrevet og irriterende. Sådan har jeg det egentlig også selv, især hvis jeg ser sådan en film med en overspillende Jim Carrey (amerikansk skuespiller, red.). Men her er det et familiedrama, og jeg synes, farcen er mere oplagt end den traditionelle familiefortælling, hvor der typisk er én stor tragedie, vi skal have optrevlet.”

”I farcen er man hele tiden optaget af at holde noget skjult og gør det gennem humor. Karaktererne bliver ikke rigtigt klogere, og der er en fornemmelse af, at noget hele tiden går i ring. Jeg har et oprigtigt åbent hjerte over for farcegenren, som jeg meget bedre kan lide end komedier. I farcen griner man ad sig selv, og det er vigtigt at kunne.”

Christian Lollike har taget en udfordring på sig, der handler om at vise noget, der kan være vedkommende for rigtig mange mennesker.

”I skriveprocessen har jeg haft svært ved at tænke, at nu skal det altså være folkeligt, så det ligger nok mest i emnevalget. Familie er noget, som alle kan relatere til, og jeg tror, de fleste fra sig selv forstår, hvad det vil sige at have et akavet forhold til sine søskende, onkler eller andre familiemedlemmer,” siger han.

Nu er Christian Lollike ikke 16 år mere, men familiemiddagene har ikke ændret sig. Som voksen har han imidlertid lært sig at leve med den overfladiske snak og alt det usagte omkring middagsbordene. Han er, som de fleste bliver med alderen, blevet mere overbærende.

Men på teatret kan han krænge det ud og lover, at der bliver både magiske øjeblikke og tåkrummende hemmeligheder i et tidsbillede, hvor karaktererne taler højt i alles påhør og gerne tager alle slags holdninger og blander op med det private. Alt imens de spiser store mængder mad.

”Det er et meget dansk karaktertræk, at når alt kommer til alt, handler det primært om at spise,” siger Christian Lollike.