Når forelskelsen bliver en forbandelse

Et paradis for forelskede forældre, men et helvede for børn. Sådan kan scenariet se ud, når fraskilte med børn forelsker sig, hvis de ikke tænker sig om, skriver Thomas Milsted i sin nye bog ”Stedbørnene - en guide til sammenbragte familier”

Thomas Milsted er medlem af Stresstænketanken og tænketanken Lighed i Sundhed.
Thomas Milsted er medlem af Stresstænketanken og tænketanken Lighed i Sundhed.

”Man kan hele tiden mærke, at de voksne gerne vil have det til at lykkes, at vi alle skal holde af hinanden. Det bliver så uægte.”

”Min mor var så optaget af, at vi skulle synes, han var sød. Hun fortalte hele tiden om alt det, min stedfar kunne, og hvor fantastisk han var. Vi fik aldrig chancen for at danne vores eget indtryk.”

Dette er blot to af de (til tider) bidende citater fra nogle af de stedbørn, som Thomas Milsted har talt med i forbindelse med udarbejdelsen af sin bog. De fortæller om følelsen af eksklusion; om følelsen af at være fremmed i eget hjem; om ubehaget ved at få presset en ukendt voksen ned i halsen. Men også om at møde voksne - stedforældre - der kan inspirere dem på en anden måde end deres forældre.

Og netop den anden måde er vigtig at holde fast i. Hverken de citerede børn eller Thomas Milsted betragter nemlig stedforældre som en erstatning for de biologiske forældre. De kan i bedste fald blive kompetente voksenvenner, og at gøre sig forhåbninger om andet ville være en illusion.

Således konkluderer Thomas Milsted:

”En sammenbragt familie kan kun gøre sig forhåbninger om lejlighedsvise momenter af harmoni og idyl. Alt andet ville være en illusion, og det kan have katastrofale følger, hvis man forsøger at forme den sammenbragte familie efter kernefamiliens model.”

Thomas Milsted, medlem af Stresstænketanken og tænketanken Lighed i Sundhed, har tidligere skrevet bøger om psykologi, stress, ledelse og trivsel. Og nu altså også om stedbørn.

Han var selv et af slagsen og havde et lettere anstrengt forhold til sin stedfar - og vice versa - og hans egen historie bliver brugt som afsæt og eksempel for mange af pointerne. Den er ikke for alvor integreret i bogen, men tjener måske primært som motiv for at beskæftige sig med emnet stedbørn og stedforældre.

Det projekt er uden diskussion sympatisk og nødvendigt. Problemet er blot, at Thomas Milsted af og til fraviger sin vinkel og bevæger sig fra det specifikke, nemlig de mennesker, der lever i sammenbragte familier, til det almene - alle mennesker. Og selv om begreber som følelsesmæssig intelligens, emotionelle kompetencer og kognitive bestræbelser er interessante at få på plads, og man grundet Thomas Milsteds glimrende evner som formidler lystigt læser med, kan man ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at det sine steder bliver for generelt.

Især fordi bogen faktisk ikke er ret lang. Den er lækkert udstyret, trykt på tykt papir, med sorte venstresider, hvor der blot står et enkelt udtryksfuldt citat fra et af stedbørnene med hvid skrift, mens alle højresider er klassisk hvide med sort brødtekst. ”Stedbørnene - en guide til sammenbragte familier” er en flot bog og en æstetisk nydelse at bladre igennem, men selve læsningen bliver en noget mere forvirrende oplevelse, hvor øjnene aldrig følges ad fra venstre mod højre, men uvilkårligt søger i hver sin retning.