Når kærligheden går under

Josefine Graakjær Nielsens debutdigt er illusionsløst, hårdtslående og dybt fascinerende

Josefine Graakjær Nielsen: Kristeligt Dagblads anmelder er helt tosset med hendes digte.
Josefine Graakjær Nielsen: Kristeligt Dagblads anmelder er helt tosset med hendes digte. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Josefine Graakjær Nielsen har skrevet et poetisk værk, der over 42 tætskrevne sider opruller et livsdrama, der ikke er for sarte sjæle. Man hører om misbrug, vold, selvmord, psykiatriske indlæggelser samt i centrum for det hele et kærlighedsforhold, der er ved at gøre det af med de involverede parter og - forstår man - måske også er medvirkende til den mandlige parts død. Lyder dette voldsomt, er det imidlertid ikke mindre opsigtvækkende, at den kvindelige poetiske stemme, der fortæller om dette forløb, tilhører en original poet, der med denne debutsamling med et brag træder ind på den danske litterære scene.

Fra begyndelsen af bogen får vi en præsentation af jegets familiebaggrund, der sjældent er set magen til i sin konfrontative holdning, sin illusionsløse nøgternhed, sin sans for den sansede detalje og sit nervøse rush gennem en række intensive følelser:

”Min far drikker som hans far drak, for at holde sig selv ud, han er modbydelig, farfar kvalte sig med en ledning, og mor råber at hun for fanden har prøvet at gøre noget ved det i så mange år, og hun skriger uden at græde. Hun laver mad og pakker rugbrød i små poser og strikker strømper. Når jeg er indlagt, hækler jeg. Det føles så organisk at flette knuder med en pind, lave små lapper, jeg er gravid, og jeg hækler til den lille, selvom jeg ved jeg skal af med hende.”

Sådan er der i hele Graa-kjær Nielsens tekst et eksplosivt potentiale af smertefulde og modsætningsfyldte følelser og oplevelser, og man bemærker den fænomenale koncentration og slagkraft, der er i udtrykkene.

Beskrivelserne af jegets familiemæssige baggrund er dog på ingen måde mindre hårdtslående og hårrejsende end dem, der omhandler det kærlighedsforhold, der er bogens hovedtema. Her befinder vi os i en dissonantisk alarmtilstand, hvor ethvert fast fokus og enhver emotionel stabilitet konstant undermineres: ”Imellem søvn og vågen, blød og hård trænede jeg mig selv op til at opleve ekstrem angst. Et mareridt imiterede dine smukke bevægelser.” For der er virkelig tale om et skin af skønhed, da det labile jeg glider ind i forholdet til den utilregnelige voldspsykopat, som den mandlige part angiveligvis er.

Man hører om dette - igen med en af bogens suggestive og smukke formuleringer: ”Du tegnede en kyst af sand og glas. Elskling, bagefter rejser vi til bjergene på din tegning hvor der er papegøjer i alle farver og bjergformationer der er millioner af år gamle. Jeg sørger for hvide håndklæder og blomstrende grene. Men hvor indbildsk. At tro på lidt søvn og nøgen hud hver dag.”

Når Graakjær Nielsens poesi er så stærk, skyldes det ikke mindst hendes blik for de psykologiske nuancer i spillet mellem parterne i kærlighedsforholdet. Raffineret er også bogens komposition, idet der ikke er tale om nogen kronologisk fortælling, men derimod om at jeget hele tiden retrospektivt vender tilbage til det traumatiske forholds smertepunkter, der trickes ved gentagelsen af bestemte vendinger som for eksempel ”Jeg har ingen elskere undtagen i søvne” og ”Jeg kunne simpelthen så godt lide dig”.

Ser vi nærmere på, hvordan kærlighedsforholdet er, får man i bogens koncentrerede stil skildringerne af en dødsensfarlig cocktail af ukontrollabel lidenskab, misforståelser, jalousi og manipulation: ”Nogle gange kommer jeg til at virke så selvoptaget. Det er jeg ikke. Det er kun når jeg er bange. Hvorfor forholdt du dig ikke til angsten? Du sørgede altid for ikke at tabe ansigt. Det virkede for dig. Men hvad er det at tabe ansigt. Du græd så meget. Du hulkede og rallede. Jeg forstod dig ikke. Og jeg gjorde dig bange, sagde du. Men du græd som om du var tryg. Du faldt sammen.” Og til sidst kommer vi så i forholdet hen, hvor der kun er afmagt, vold og fornedrelse tilbage: ”Og du hader dig selv for at holde om min hals, råbe at jeg ikke må gå, råbe at jeg er en luder, en hykler, og så kan jeg ikke få mig selv til at gå fordi du er så blid og desperat.”

Er bogen hård kost at læse, så er der imidlertid samtidig et fantastisk sprogligt overskud og en evne til at gennemlyse og konfrontere tingene, der gør, at man på paradoksal vis føler sig opløftet efter at have læst bogen. En ting er sikkert: Det er en fremragende debut og en forfatter, man kommer til at høre meget mere til.

kultur@k.dk