Når kirken afskaffer kristendommen

Bogens hovedtese er, at kirken selv fremmer sekulariseringen. Det er ikke nok, at den ligger ubevægelig hen, ...

Bogens hovedtese er, at kirken selv fremmer sekulariseringen. Det er ikke nok, at den ligger ubevægelig hen, den og præsterne skal præsentere borgerne for religiøse forestillinger og tale om sandhed i kristen forstand. - Foto: Scanpix

Svenske Magnus Malm har skrevet en meget relevant bog om en selvudslettende kirke i en tid fyldt med eksistentiel længsel

Temmelig meget adskiller i disse år Danmark og Sverige fra hinanden, og de to befolkninger skændes løbende om flygtninge, integration og politisk korrekthed. Men vi har også meget tilfælles, og ikke mindst er den store sekulariseringskraft velkendt i begge lande.

Det får man et klart indtryk af ved at læse ”Som om Gud ikke findes”, der er skrevet af den svenske forfatter og såkaldte åndelige vejleder Magnus Malm.

Det er en bog, der er fyldt med kloge betragtninger om en tid, hvor kristendommen er så trængt, at den selv blandt kirkens egne formes efter tidens normer i en grad, der gør, at det kan være svært at identificere det religiøse. Malm skriver ud fra den overbevisning, at det faktisk ikke er tidens samfundskræfter, der tømmer troen for indhold.

Det er snarere kirken selv, idet den lever i et såkaldt antifundamentalistisk fangenskab, hvor den af skræk for at blive opfattet som gammeldags og bogstavtro stræber efter at tækkes tidens normer.

Beskrivelsen af frygten for at nævne Gud i den svenske kirke chokerer en anelse, men vi kender jo også tendensen herhjemme, og denne bog supplerer smukt vor egen diskussion om problemet med Guds almagt stillet over for en moderne tolkning af verden.

Magnus Malms grundtese er altså, at kirken selv fremmer sekulariseringen. Med inspiration fra den store engelske forfatter C.S. Lewis definerer Malm sekularisering som det, der opstår, når man undlader at præsentere mennesker for religiøse forestillinger.

Problemet findes altså ikke i dét, der optager os, men i det, der ikke optager os, hvormed vi udsættes for ”et gigantisk perspektivtab”. Og han skriver:

”Findes der ikke nogen højere instans for vurderingen af vores liv, kommer behovet for andres bekræftelse til at styre det. På samme måde kommer en kirke, der i praksis ikke opfatter Gud som virkelig, til at dikteres af det, som bekræftes og afvises af den omgivende kultur.”

Præcis tale. Malm beskriver den postmoderne verden som stedet, hvor fokus er flyttet fra idéer til sprog, hvorved den store dekonstruktion opstår. Intet er sandt, og alt bliver til et spørgsmål om magt, relationer og fortolkning.

I en sådan verden opløses også troen på den kristne sandhed, og mens dette i bedste oplysningstradition ofte forbindes med en frisættelse af individet, er sagen, at mennesket slet ikke er skabt med styrken til at leve i et neutralt rum.

Konsekvensen er, at vi blot underlægger os noget andet - for eksempel forbrug, trang til synlighed og tilbedelsen af effektivitet pakket ind i floskler fra new public management.

Perspektivtabet driver os i armene på andre magter, og Magnus Malm fremhæver terrorangrebet fra den 11. september 2001 som begivenheden, hvor Vestens religiøse nedrustning blev mødt af en gudsdyrkelse så ekstrem, at chokket ikke siden har fortaget sig. Det værditomme rum blev sønderskudt.

I bogens sidste del tager Magnus Malm forskud på en del af den Luther-debat, der utvivlsomt vil melde sig med det kommende reformationsjubilæum. Malm anklager Luther for at bære et ansvar for, at Gud ”ikke virker mere tiltrækkende for brede lag i netop de nordiske lande”, idet han med sin understregning af synden reducerer mennesket til et problem, som Gud skal være svaret på.

Og når det sekulære menneske ikke længere kan forholde sig til synd, har det heller ikke brug for Gud. Det lyder besnærende logisk, men det synes, som om Malm her forsøger at tilpasse teologien tidens krav frem for at stå fast på et kristent udgangspunkt.

Luther er ikke hævet over kritik, men Malms teori om, at luthersk teologi fører til skam og selvhad fremstår noget unuanceret og blind over for det forhold mellem frisættelse og bundethed, der hos Luther er så afgørende. Magnus Malm ønsker at betone det gode i mennesket og flirter med tanken om, at vi skal blive ”hele i vores efterfølgelse for at kunne afspejle Gud i verden”.

Han dyrker således en pudsig balance mellem nøgtern samfundsanalyse og en højstemt åndelighed, der gør én lidt usikker angående hans syn på, hvordan det troende menneske egentlig bør leve i verden. Det mærkes, at han er åndelig vejleder snarere end teolog.

Det ændrer dog ikke ved, at ”Som om Gud ikke findes” er en klog og virkelig relevant bog, der beskriver det moderne menneskes kamp for at løsrive helligheden fra Gud og i stedet dyrke det menneskelige som ukrænkeligt i sig selv.

Problemet er bare, at vi har så svært ved selv at administrere begrebet ukrænkelighed, og mens individet mærker længslen efter en højeste instans, kan det ikke finde noget svar.

Fremstillingen af dette dybtliggende moderne vilkår, der i dag mødes af en famlende kirke uden selvtillid til at fastholde kristendommen som sandhed, er både skarp og særdeles væsentlig. I Sverige så vel som i Danmark.