Når klima- forandringerne slår igennem

Faretruende klimaforandringer behandles i Charlotte Weitzes nye roman, ”Den afskyelige”

fire stjerner

Charlotte Weitzes nye roman, hendes hidtil længste og mest ambitiøse, tematiserer et af tidens mest brændende problemer, klimaændringer, eller mere præcist, global opvarmning. Romanen kunne dårligt være mere aktuel, end den er. 2014 var det varmeste år, og februar måned i 2016 var den varmeste måned i temperaturmålingens historie. Selvom verdens ledere diskuterer løsninger, stiger temperaturen stadigvæk faretruende.

Nu er Charlotte Weitze ikke en forfatter, der som Peder Frederik Jensen i sin seneste roman, ”Vold”, diskuterer samfundsproblemer på en direkte og essayistisk facon, tværtimod. Hun har så veludviklet en fantasi, at hun slet ikke kan lade være med at digte og fiktionalisere, selv når hun måske anstrenger sig for at være konkret og samfundsnær. Derfor er global opvarmning nok temaet i romanen, men der gives ingen grundig forklaring på fænomenet, ingen drages politisk til ansvar, og i det hele taget virker historien mere som et uhyggeligt eventyr end en faretruende realitet i den nære fremtid.

Romanens tid er placeret i en sådan nær fremtid, hvor opvarmningen i de polare egne og heraf følgende smeltning af isen blandt andet har forårsaget ændringer i Golfstrømmen. Romanens hovedperson, Heidi, bor sammen med sin familie lidt nord for Danmark ved Klaftafjeld, hvor sneen smelter, hurtigt.

Da Heidi en dag taler med sin far om de aktuelle klimaforandringer, beroliger han hende med, at vandet i havene først for alvor begynder at stige om mange, mange år. Til den tid, vil forskerne formentlig have fundet nye teknologiske løsninger på problemerne. Ansvaret for klimaets udvikling placeres diskret hos faderens forældregeneration, det vil sige omtrent tilbage i vores samtid:

”Min mor og far ændrede ikke rigtig deres vaner. De havde stadig bilen, og de fyrede op om vinteren, for at vi ikke skulle fryse. De begyndte, ligesom så mange andre, at bruge aircondition om sommeren. Vi tog stadig på ferier, hvor vi sommetider fløj. Og vi spiste kød de fleste af ugens dage, selvom CO2-forbruget til det var værre end det med flyrejserne.”

Anklagen stikker ikke dybt, for der er egentlig intet i denne let genkendelige adfærd, som for alvor kan kritiseres. Skal CO2-forbruget derfor nedbringes i en almindelig dansk familie, må der gås radikalt til værks – og hvem siger, at det vil nytte i en global sammenhæng? Charlotte Weitze beskriver i romanen, hvordan Heidi finder sammen med en mand, Kenneth, der er temmelig fanatisk med sit CO2-regnskab. De holder helt op med at spise kød, dyrker selv deres grøntsager og ser kun tv, når de træder en cykel, som genererer strøm.

Kenneth lider af en gensygdom, hvis symptomer blandt andet er forhøjet svedproduktion. Paradoksalt nok mildes svedproduktionen, når han har sex med Heidi, og derfor elsker de to unge mennesker forholdsvis heftigt og ofte. Desuden er Kenneth påfaldende hemmelighedsfuld om sin familie. Han synes at skjule en hemmelighed om, hvem hans forældre er, og kombinationen af den stærke sexlyst og hans kraftige behåring antyder, at han er tættere beslægtet med dyrene end med menneskene. Her genkender læseren Charlotte Weitzes eventyrlige virkelighedsbillede, og romanens titel, ”Den afskyelige”, indikerer Kennets slægtskab med myten om den afskyelige snemand.

På trods af forældrenes beroligende ord om, at vandet i verdenshavene først stiger om mange, mange år, sker der i løbet af romanens korte tidsrum voldsomme ændringer, som har fatale konsekvenser for menneskene på jorden. At karakterisere romanen som dystopisk er ikke en overdrivelse. Spørgsmålet er så, om dette scenarie er overdrevet.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været ret begejstret for Charlotte Weitzes forudgående romaner og fortællinger. Dog er jeg lidt mere forbeholden over for denne roman, ikke fordi den behandler en aktuel problemstilling, men fordi historien som sædvanlig kører ad snoede stier uden denne gang at samle sig i et – i det mindste for mig – klart mønster. Foreningen af den ydre verdens aktualitet og den indre verdens nødvendighed er ikke lykkedes helt denne gang, om end Weitzes indiskutable kvaliteter stadig genkendes i det sveddryppende dystopia.

kultur@k.dk