For nylig opnåede billedhuggeren Michael Singer godkendelse af sit SWA Waste-to-Energy anlæg i Palm Beach Florida, som stod færdigt i 2015. Anlægget, der omdanner affald til elektricitet, fik en platin-godkendelse – den største miljøgodkendelse i USA, som gives til et bygningsværk eller et anlæg, der bremser den fortsatte miljønedbrydning og gør miljøet bæredygtigt.
I de senere år er det gået slag i slag for ”Michael Singer Studio” med stadig flere bestillinger på landskabs- og byarkitektur, som hviler på lige dele æstetik og økologi.
Således kan man i New York under et besøg i bydelen Long Island City opleve hans infrastruktuelle nytænkning af et stykke ingenmandsland mellem højbaner og stærkt og tungt trafikerede vejudfletninger. Denne grønne oase, ”Queen’s Plaza”, blev indviet i 2013. Det er både et opholdsted og et grønt passageværk, som er en fryd at færdes i for cyklende og gående trafikanter.
I lufthavnen i Austin, Texas, passerer man på vej fra parkeringshuset til afgangshallen hans skulpturelle have ”Upliftet Ground” – en langstrakt skulptur, der ud over at være æstetisk indbydende også har sparet lufthavnen for millioner af dollars til en afstivning af det gamle parkeringshus.
Folk, som går, belaster nemlig vægtmæssigt langt mere end biler, som ruller af sted. Ved at placere sit lange skulpturværk i midten af det aflange rum, aflastede man gulvet. Værket har skiftende niveauer, og mange af delene hænger vægtløse ned fra loftet, hvilket tilfører et førhen umuligt arkitektonisk rum en poetisk dimension.
Man kan også nævne Singers ”South Cove Regeneration Project” i West Palm Beach i Florida, et landskabsarkitektonisk værk, som består af tre kunstigt skabte øer, som renser det tidligere forurenede vand. Og sådan kunne man blive ved.
Men først og fremmest er Michael Singer billedhugger. Louisiana indlemmede allerede i 1981 hans skulptur/installation ”Cloud Hands Ritual Series 80/81”, efter at museets grundlægger, Knud W. Jensen, havde set hans solo-udstilling på Guggenheim Museum i New York i 1984.
Kristeligt Dagblad besøger kunstneren i hans sommeratelier i Vermont. Det er en kæmpemæssig arbejdsplads, som har knopskudt ud fra en gammel og skønt beliggende bondegård fra 1750’erne med lader og tilhørende bygninger. Det er dermed en af de ældste bygninger i USA. Her arbejder Michael Singer både individuelt på sin ”fine art” og på sine større, tværfaglige projekter sammen med sin dygtige stab af arkitekter, ingeniører og praktiske hjælpere. Om vinteren bor og arbejder han i Florida.
Interviewet finder sted i ”Pond Pavilion” et lille hus ud til en dam. Michael Singer har selv skabt søen som et stykke landskabsarktiektur, da han for mange år siden lagde de oprindelige to små damme sammen til én stor. Jorden fra udgravningen blev anvendt til at skabe en bakke med træer. Huset, som han selv har tegnet, består af et næsten nøgent rum med en skøn, zenagtig ro og en sublim udsigt til træerne, der spejler sig i dammen, da hele langsiden består af et vindue.
Et af dine endnu ikke realiserede projekter gælder ”The Edge” til Refshaleøen i København. Hvad går det nærmere bestemt ud på?
”Det er direkte affødt af mit første store projekt til det offentlige rum, ’The Grand Rapids Sculptural Flood Wall’, som blev til mellem 1988 og 1995 Det var også en ’edge’ eller kant. Jeg var blevet inviteret af Grand Rapids kommune i anledning af 20-årsjubilæet for Alexander Calders store røde stabile, ’La Grande Vitesse’, som er blevet denne by i staten Michigans vartegn.”
”Vi var fem kunstnere, der konkurrerede om en helt fri opgave. Vi blev enkeltvis ført rundt i byen for at besigtige den. Jeg gik rundt med byens landskabsarkitekt og byplanlægger og andre involverede faggrupper. På et tidspunkt krydsede vi Grand River floden, hvor Gerald Ford-biblioteket ligger. Her stod der flere mænd og fiskede, men hele flodbrinken var ved at falde fra hinanden. Der voksede en masse popler i nærheden. De er gode til at holde landjorden fri for vand.”
”Flodbredden var eroderet væk, og cementen var gået i opløsning, og der lå en bred bremme af møg, så jeg spurgte, hvad der var ved at ske. Svaret var, at man ville bygge en ny, lodret betonvæg, som skulle sikre byen mod oversvømmelse, og at man i den forbindelse ville fælde de herlige træer. Det må ikke ske, sagde jeg. For poplerne kan vokse her til evig tid, og de sørger for at holde vandet ude. Og se de folk, der fisker! De er her, fordi der vokser træer. Her vil jeg gerne skabe en ny mur, som bevarer hele dette skønne miljø, men som samtidig udgør en kant, der holder vandet ude.”
”Her byggede vi så en ’flood wall’, som blev en skulpturel mur, der var i balance med den eksisterende ødelagte flodbred. Tilførsel af materiale skulle opvejes af materiale, som blev fjernet, således at floden ikke gik over sine bredder.”
Hvad kan vi forvente af projektet til Refshaleøen?
”Refshaleøen er et stykke menneskeskabt industrihistorie, hvor intet er naturligt. Hvordan kan man konstruere en levende vandkant her, spurgte jeg. Dette projekt bliver forhåbentlig snart realiseret. I projektet bliver arkitektur, skulptur og løsning af økologiske problemer forenet på en organisk måde. Man kan sige, at det er et skulpturelt kunstværk, formet som en havnefront samtidig med at både landjorden og vandet bliver renset gennem biologiske metoder. Det er hensigten, at den oprindelige natur kommer til syne igen. Både dyr og planter indgår i rensnings- og bevaringsprocessen. Endelig vil der blive skabt havbadefaciliteter, således at stedet kan blive til gavn for alle aldersklasser, måske især de unge. Men projektet er også et formidlingsprojekt, idet det beskriver en række nye både kunstneriske, arkitektoniske og økologiske fremgangsmåder, der kan bruges i andre sammenhænge.”
Siden de første projekteringer til Refshaleøen har I fået mange erfaringer med vandkanter, ikke mindst i Florida.
”Ja, vi har gode erfaringer med miljøforbedrende projekter. Lad mig nævne de tre små øer i South Cove, som indgår i vores ’Regeneration Project’ i West Palm Beach i Florida, som vi netop er blevet færdige med. Vandet i lagunen var helt uden liv, efter at man en gang i 1960’erne havde gravet et meget dybt hul i bunden for at hente byggematerialer til en stor vej. Et sådant hul medvirker til at standse strømmen i et farvand, og med tiden dør alt liv ud. Vi hentede helt rent beton fra nedrevne bygninger og fyldte hullet ud igen og byggede tre små, tæt beplantede øer. Man kan gå ud på dem ad en bro og gå rundt på øerne, så det er blevet et yndet udflugtsmål, og vandet er allerede rent igen.”