Når sandheden findes i kernen af et skibsvrag

Efterkrigsstemning i Hamborg Havn. Man må unde sig selv dette besøg i de sande 1950’ere med Sigfried Lenz’ flot researchede bog, der netop er oversat til dansk

Plottet fortæller om en aldrende dykker, der forfalsker sin alder for at få lov til at blive ved med at dykke for at tjene penge til sin lille familie i Sigfried Lenz' bog, der netop er oversat til dansk. På billedet Sigfried Lenz, der døde i 2014.
Plottet fortæller om en aldrende dykker, der forfalsker sin alder for at få lov til at blive ved med at dykke for at tjene penge til sin lille familie i Sigfried Lenz' bog, der netop er oversat til dansk. På billedet Sigfried Lenz, der døde i 2014. . Foto: Morris Mac Matzen .

4 stjerner

Sigfried Lenz, den berømte tyske romanforfatter, havde sommerhus i Danmark og talte dansk.

Og for 20 år siden stod han stadig i manges bevidsthed som én af de dybeste moderne realister.

Han døde som 88-årig for to år siden. Han var altså 31 år, da han skrev ”Dykkeren” i 1957, eller ”Manden i strømmen”, som bogen burde hedde efter sin tyske titel.

Den sidste titel giver nemlig den symbolske overtone, der ligger og mumler i Lenz’ realisme – altså mennesket i tidsstrømmen. Men også titlen ”Dykkeren” kan forsvares, når den præcis ikke forstås symbolsk, som at hente det ubevidste op fra dybet, men realistisk at arbejde med at hæve krigsvrag til ophugning.

Plottet fortæller om en aldrende dykker, der forfalsker sin alder for at få lov til at blive ved med at dykke for at tjene penge til sin lille familie. Vi er i noget, der ligner den sønderbombede Hamborg Havn efter Anden Verdenskrig, hvor mere eller mindre ærlige grupper af mænd forsøger at lave penge på sunket krigsskrot.

Ind i disse interesser blander sig så historien om dykkerens datter, der bliver gravid med en yngre, mere kriminel dykker. Det provokerer den gamle dykker til kamp for sin datter mod den unge mand.

Alt sammen godt fortalt, ja man flyver faktisk frem i den konkrete handling, skønt det hele bevæger sig mod en lignende opløsning, der pågår i de olierede havnebassiner med deres sunkne vrag.

Tiden æder sig langsomt ind i skrogene. Lenz kan ramme en stemning af efterkrigens rod og opløsning med en sådan præcision, at man føler, man står ved havnekajen, for eksempel i denne passage:

(Værftet havde bygget) ”nationens stolteste og dyreste skibe, korvetter, linjeskibe, panserskibe, slagskibe, storslåede kæmper, magtens juveler, råstyrkens frygtindgydende rædsler, havenes sejrrige bersærker – borte var deres skikkelser, borte var deres navne, uigenkaldeligt blæst ind i glemslen af historiens hensynsløse vinde: Nu var værftet dødt, et spøgelseslandskab fyldt med bombekratere, rustne skinner, fabrikshaller uden vinduer og spredte skibsdele, der var bestilt men aldrig bygget færdige”.

Man ser, hvordan Lenz i midten af citatet poetiserer med ”magtens juveler”, og hvordan han trækker tidsperspektivet ind med ”glemslen-historiens vinde” for at ende i den realitet, man ville fæstne sig ved , hvis man stod på stedet.

Glemslen og historiens vind er jo også gået hen over den aldrende dykker. Han skal på pension, men føler, at han har mere i sig.

Sådan stemmer alt overens i opløsning såvel i ham som i vragene på dyndbunden. Begge er gensidige symboler på en verden, som er gået under.

Man tænker en hel del på Peter Seebergs samtidige romaner ”Bipersonerne” (1956) og ”Fugls Føde” (1957), når Lenz beskriver færdslen hen under aftenen således: ”og midt iblandt de lette og larmende køretøjer gled lange og tavse biler afsted, de rullede ud til de søvnige forstæder ved strømmen.”

Melankolien ved strømmen er over alle de drømme, mennesker har haft. Eksistensen, som de ville skabe sig, og hvordan den er smuldret bort for dem i tid.

Som en stor medlidende Gud kigger Lenz ned på den hele redelighed og sukker sammen med sine ”menneskebørn”, der suges ind i nye tiders modepåfund for at blive kørt ud på et sidespor lidt længere fremme i tiden.

Der er en konstant modernitetskritik i hans prosa, men også en kærlighed til tingene som er kolossal og pålidelig. I et af vragenes last stod ”biler, cykler og gullaschkanoner, der var rustne og dækket af muslinger, alt i forfald og opløsning, men på trods af afskalningen og en uendelig langsom, uundgåelig nedbrydningsproces (stod) alting nydeligt på række og geled”. Atter mumler symbolikken bag realismen. Hvordan menneskets orden rejser sig midt i forfaldet.

Hvordan eksistentialismens menneske samler sig sammen og sætter sin valgte orden op mod ødelæggelsen i tid. De gør alle sammen noget, skønt det bliver ved med at gå nedad i dybet.

Man skal læse denne bog for dens indre portræt af årene omkring 1950 og for dens situations- og stemningsbeskrivelser. I vragene af fortidens mennesker holdes deres værdier stadig frem i orden, som cyklerne i lasten, til det bliver forår for næste generation.

Opløsningen i vragene er også en vej til vragenes kerne, og måske forstod 1950’erne det som en afskrælning frem mod en nøgen sandhed, en frigørelse fra al propaganda og reklame, frem mod det nye realistiske menneske, der er stolt af at stå på intet, når bare det er sandheden, den håbløse!

Man må unde sig dette besøg i de sande 1950’ere med Sigfried Lenz’ flot researchede bog om at være dykker i det mudrede vand. Man er selv ved at miste vejret i undervandsbeskrivelserne. Dertil medvirker Jacob Jonias oversættelse, der flot fanger 1950’ernes sproghorisont. Men måske er romanen mere efterkrigsstemning end egentlig sammenhængende fortælling, ligesom de enkelte dyk i dybet er adskilt fra livet på landjorden?

kultur@k.dk