Nærværende historieskrivning om den oversete gruppe fra besættelsestiden

Hornsletgruppen har flere træk til fælles med Hvidstengruppen, men er langt mindre kendt. Kim Lykke Jensen har skrevet en bog, der skal ændre dette

Våbennedkastning under Besættelsen. Arkivfoto.
Våbennedkastning under Besættelsen. Arkivfoto.

Kim Lykke Jensen: Hornsletgruppen - Hvidstengruppens søsterorganisation. 312 sider. Illustreret. 249 kroner. Forlaget Vældgungerne.

Den nedkastningsgruppe fra besættelsestiden, som denne bog handler om, har meget til fælles med Hvidstengruppen. Men ét adskiller dem: Hornsletgruppen - på Djursland - er lige så ukendt, som Hvidstengruppen er kendt. Det kan man undre sig over. Og man gør det i endnu højere grad, efter at have læst journalist Kim Lykke Jensens udførlige beretning om gruppens virke. Det er et vigtigt stykke historie, der fremlægges.

Bogen er præget af forfatterens journalistiske tilgang til stoffet: I det omfang, det har været muligt, lader han ved hjælp af blandt andet breve, båndoptagelser og manuskripter de involverede bidrage med egne udsagn om de dramatiske hændelser, der beskrives. Kim Lykke Jensen er formidleren, der holder sig selv i baggrunden.

Og meget ”nyt” har han at formidle:

Store dele af bogen bygger på ikke tidligere kendt arkivmateriale, herunder detaljerede engelske rapporter om samtlige flyvninger mellem England og Hornsletgruppens modtagepladser.

Kim Lykke Jensen indleder med at fremhæve flere paralleller mellem de to grupper. Begge opstod i ”modstandsbevægelsens pionertid” i 1943, og begge var med til at forsyne sabotørerne med sprængstoffer og våben og dermed også med til at fremprovokere Danmarks endelige brud med den tyske besættelsesmagt.

Ligeledes var konsekvenserne de samme: arrestation, krigsret og henrettelse. Tre fra gruppen i Hornslet blev henrettet. Yderligere to omkom. Intet af dette kuede dog modstandsviljen: Når én gruppe optrevledes, dannedes en ny.

Det må være rimeligt nok at betegne grupperne i Hornslet og i Hvidsten som søsterorganisationer. Derom vidner yderligere det forhold, at to lægesønner fra Hornslet, Svend og Bjørn Baastrup Thomsen, deltog i de fleste - om ikke alle - nedkastninger på den berømte modtageplads ”Mustard Point” ved Hvidsten.

Den nævnte lægefamilievar i det hele taget centralt placeret i modstandskampen, og vi får nærbilleder både af brødrene og deres far. Det samme får vi af flere andre, således af faldskærmsagenten Ole Geisler, der havde stor betydning for etablering af modstandskampen i almindelighed og for gennemførelsen af de skildrede våbennedkastninger på Djursland i særdeleshed.

Historien - der i sig har mange historier - fortælles nøgternt og samtidig inciterende og til tider bevægende. Kim Lykke Jensen er blottet for patos og lader kendsgerningerne tale for sig selv.

For eksempel om opfindsomhed i nød. Vi læser om, hvordan de to lægesønner søgte at gøre den lange ventetid i tysk fangenskab lidt mindre lang - Bjørn Baastrup Thomsen ved af nogle stumper papir og et barberblad at lave et kortspil i miniformat. Så kunne han lægge kabale.

Svend Baastrup Thomsen udnyttede sine kunstneriske evner og byggede en model af sit barndomhjem. Materialet var gennemtygget rugbrød.

Hen imod krigens slutning, da Bjørn Baastrup Thomsen befandt sig koncentrationslejren i Neuengamme, blev han indsat som læge og skulle som sådan på byens station tage imod kreaturvogne fyldt med fanger.

Han fortæller: ”Jeg trådte i døde, jeg gled i urin, jeg famlede mig frem. Følte en puls og sagde, han skal i bunken med de levende, følte en anden og sagde, han skal i bunken med de døde. Ud af vognene slæbte vi staklerne. De blev stablede på den åbne vogn, vi havde medbragt. I den ene ende de døde, i den anden de levende. Ofte hændte det, at nogle af de døde viste sig at være levende, når vi kom op til lejren; og mange af de levende døde under transporten”.

Med erfaringer som disse er meget sagt om, hvorfor det kunne være svært for tidligere modstandsfolk at indrette sig på tilværelsen efter krigen. Temaet behandles med passende grundighed i bogens sidste del.

Svend Baastrup Thomsen forsøgte i 10 år efter krigen at leve med smerten over, hvad han havde været igennem. Så opgav han og begik selvmord. Også hans bror var stærkt påvirket af besættelsestidens rædsler og reagerede med rastløshed, men levede trods alt videre i mange år. Han døde i 2005 som 88-årig.

Også for Ole Geislers vedkommende betød krigsafslutningen en nedtur. Han blev ramt af dyb depression og dertil af rastløshed og emigrerede til Sydafrika, hvor han døde allerede i 1948.

”Hornsletgruppen” afsluttes med interviews med tre af dens medlemmer, to nu afdøde og et nulevende. Desuden er der interviews om hverdagen i Hornslet under krigen samt om psykiske eftervirkninger hos familier til tidligere modstandsfolk.

Alt i alt byder bogen på nærværende historieskrivning tæt på de personer, for hvem det skildrede var belastende hverdag. Virkeligheden for mennesker for længe siden bliver virkelig også for mennesker nu.

grymer@k.dk