Naturen har en magisk evne til at nulstille mennesket

Journalist forfatter Morten Beiter fra Ringkøbing. “Om land/by

Morten Beiter bor tæt på både hav og hede, og han elsker at færdes begge steder. Havet er til de dage, hvor han har lidt ekstra kræfter og energi, mens den mennesketomme hede trækker i ham, når han er indadvendt og har behov for at forsvinde fra virkeligheden en time eller to. - Foto: Jens Bach

Forfatter og journalist Morten Beiter kalder sig selv et provinsmenneske, og han elsker de historier, der ligger for enden af en grusvej. Efter mange år i Italien bor og arbejder han nu i Ringkøbing. Danmark er i gang med at tage livet af sine købstæder, mener han

Morten Beiter bruger sit hjem som et rumskib. Et rumskib, der i princippet kunne være landet hvor som helst, men som alligevel ikke helt tilfældigt er landet i Ringkøbing.

Fra sit kontor - der er plastret til med bøger, næsten alle sammen på italiensk, og computerudstyr, der kan holde ham ajour med det, der interesserer ham, uanset hvor i verden det foregår - klarer han sit arbejde som freelanceskribent. I en tilbygning til det gamle stenhuggerhus fra midten af 1800-tallet arbejder hans kone, Hanne, der er keramiker. De to mødes som regel flere gange i løbet af en arbejdsdag, og i hvert fald mødes de i køkkenet ved frokosttid sammen med hunden, Epi, der betegnes som et italiensk gadekryds, og igen om eftermiddagen, når hjemmets tre skolesøgende børn indfinder sig.

Familien har boet i Ringkøbing i snart 10 år. Inden da boede de sammen 12 år i Italien, og Morten Beiter har, siden han var 16 år, boet eller rejst regelmæssigt i Italien.

”For mig er Italien ligesom en forlængelse af min dagligstue,” siger han og uddyber, at han med rumskibssymbolikken mener at være indkapslet i en anden verden end den, der fysisk omgiver ham. En tilstand, han som ”rimelig indadvendt” indtil videre har befundet sig rigtigt godt med.

”Her har vi fået genskabt en model, som virkede godt for os i Italien, hvor vi kan organisere vores liv omkring huset her. Det er et meget moderne liv, selvom det kan virke utrolig gammeldags.”

”Det er mageløst, at vi arbejder så tæt sammen, fordi vores to professioner har rigtigt mange fælles berøringsflader. Det med at arbejde med ord og arbejde med ler er ikke så forfærdeligt forskelligt. Vi sidder begge og ælter og ælter, indtil det fungerer. Jeg synes, det er så sindssygt svært at skrive og kæmper hele tiden med at få det rigtige udtryk frem. På samme måde sidder min kone ude på værkstedet og prøver og prøver at få noget til at fungere. Vi forstår hinanden godt, og nogle gange kan vi også inspirere hinanden. Der kan eksempelvis være noget, jeg skriver om, som Hanne synes, det kunne være en idé at lave i keramik. Hun har blandt andet lavet nogle badekar med mårhunde og ulve siddende på kanten i en periode, hvor jeg skrev nogle artikler om ulveforskrækkelsen.”

På det seneste er Morten Beiter dog begyndt at kravle ud af rumskibet og har til sin store glæde mødt mennesker på den anden side af hækken, der tænker nøjagtigt som ham. Når han netop nu har forladt indkapslingen, skyldes det, at han sammen med en gruppe borgere i initiativet ”Bevar Ringkøbing bymidte” er blevet stærkt provokeret af Ringkøbing-Skjern Kommunes salg af byens tidligere realskole og musikskole til kirkens menighedsråd. Menighedsrådet har, som tidligere beskrevet her i avisen, besluttet at rive den gamle bygning ned og i stedet opføre et moderne menighedshus.

”En journalist er en betragter, ikke en aktør, og det er meget sjældent, jeg træder ud af den rolle. Men her kunne jeg simpelthen ikke lade være,” siger Morten Beiter, mens vi sidder ved familiens rustikke langbord i køkkenet, hvorfra der er kig til Ringkøbing Fjord og ganske få skridt til Ringkøbings smukke, gamle bymidte.

”Den bygning er på en måde proppen, der holder det hele sammen. Kan den væltes, så er der masser af andre huse med samme bevaringsværdighed i den indre by, der også kan væltes. Det her er sidste chance for at bremse op for en udvikling, som alle vil fortryde om ganske få årtier,” siger han.

Indtil videre står sagen lidt i stampe. Menighedsrådet har lovet at tage et møde med Ringkøbing Bevaringsforening, og borgergruppen sendte to dage før jul et brev til menighedsrådet for at holde dem fast på, at det så også sker. Morten Beiter postede personligt det brev, hvis indhold borgergruppen har besluttet ikke at offentliggøre.

Morten Beiter mener, kommunalreformen i 2007 har været katastrofal for Ringkøbing, og samtidig er byen et skræmmende eksempel på, hvad der er ved at ske med Danmark. Befolkningsvandringen fra land til by er et statistisk faktum, og Ringkøbing mister, som mange andre byer i udkanten, på den konto indbyggere hvert år.

”Der var en mening med at give byer købstadsprivilegier i sin tid. Det skete, for at noget kunne blomstre op omkring nogle centre fordelt rundt omkring i landet. Det er man nu i fuld gang med at tage livet af, og det er virkelig forstemmende.”

I Ringkøbing betyder udviklingen, at byen blandt andet har mistet amtet, sygehuset, politistationen og byretten. Det betyder så igen, at en masse arbejdspladser, især akademikerjobs, er forsvundet.

”Det kan lyde snobbet, men akademikere har deres naturlige plads i et levende samfund. De er en del af det antistof, der bør være i en by. Når de er væk, kan kommunen i mange tilfælde foretage dispositioner, der er helt langt ude i skoven, uden at nogen protesterer. Men det gør vi så nu,” siger Morten Beiter.

Han kalder Danmark en begyndende torso-nation, hvor arme og ben falder af til sidst, fordi der ikke bliver tilført nyt blod.

”I modsætning til Norge, der har ført en aktiv bygdepolitik, har Danmark centraliseret og trukket alle institutionerne til København. Det er ved at gøre landet til en bystat. På en måde er det meget dansk: Vi er et lille land, der gerne vil føle os store, og det gør vi ved at klumpe os sammen. Det er lidt ligesom stærene, når de trækker sammen og laver sort sol. Hvis alle folk stiller sig det samme sted, kan de få følelsen af at leve i et kæmpestort land.”

Den udvikling skaber bitterhed i en by som Ringkøbing, fordi byen bliver frataget sin naturlige værdighed. Ifølge Morten Beiter skal byer på Ringkøbings størrelse finde nye identiteter, men det skal ikke ske ved at rive de gamle bevaringsværdige huse ned.

”Hvis vi skal få folk til at komme hertil, enten som turister eller for at bo, skal der i det mindste være noget pænt at se på. Derfor ser vi nu en slags vestjysk intifada i forbindelse med salget af Musikskolen,” siger Morten Beiter.

Selv kalder han sig et provinsmenneske, der har det bedst med at have sin ryg ud mod det åbne land, hvorfra han kan kigge ind i stedet for at kigge ud.

”Jeg kan godt lige at komme til København, møde kolleger og sidde på de brune værtshuse. Da jeg boede i Italien, kunne jeg også godt lide at komme til Rom og Napoli, men jeg har altid valgt at bo uden for de store samfund,” fortæller han.

Sådan var det også, da Berlingske ønskede at ansætte Beiter som fast korrespondent og gerne ville have ham til at flytte tættere på Rom. Hans valg faldt dengang på landsbyen Castel del'Aquila, hvor han og hans kone fandt et hus på en bjergtop, som de boede i gennem 12 år, og hvor parrets to ældste børn blev født. De havde egentlig ikke forestillet sig, at de skulle tilbage til Danmark, men avisen nedlagde stillingen i Italien og tilbød i stedet Morten Beiter en stilling i hjemlandet. Den tog han imod, da en freelancetilværelse i Italien med to børn så for usikker ud. Familien kiggede på hus forskellige steder på Sjælland, hvor der var plads til både keramikværksted og hjemmekontor, men valget faldt alligevel på Ringkøbing. Her lå det rigtige hus, og her kunne børnene være tæt på deres bedsteforældre, der alle bor i byen. I dag er Morten Beiter igen freelance og skriver primært for Weekendavisen - det gælder historier både fra Italien og Jylland.

”Jeg har altid elsket de historier, der ligger for enden af en grusvej,” som han siger.

Selvom familien nu snart kan fejre 10-årsjubilæum i Danmark, er mere end halvdelen af Morten Beiters sjæl stadig i støvlelandet, som han da også rejser til mange gange om året.

”Hvis jeg ikke havde haft familie, var jeg blevet dernede. Jeg har det simpelthen bedre der. Danmark er lidt ligesom et akvarium, hvor man har glemt at skifte vandet. Det, folk taler om, har jeg svært ved at tage alvorligt. I Italien har man så mange problemer, at man næsten ikke ved, hvor man skal begynde, hvorimod Danmark er et ekstremt forkælet og hysterisk samfund, som skulle tage sig lidt sammen. Jeg bliver så flov på mit lands vegne, når kritikken om, at vi tager for mange flygtninge, huserer. Danskerne har en kynisme, der står i dyb kontrast til, hvad vores velfærdssamfund burde have produceret af mentalitet. I Italien finder man meget mere ganske banal næstekærlighed, end vi gør i vores automatiserede systemer, hvor alting bliver overladt til embedsmænd.”

Ægteparret Beiter og Andersen har dog ingen planer om at flytte permanent tilbage til Italien. Nu er de i Danmark, det er her, børnene vokser op med et godt uddannelsessystem og fremtidsmuligheder, der sandsynligvis er bedre end i Italien, og det er nok også her, de skal blive gamle.

”Vi snakker nogle gange om at flytte fra Ringkøbing, men vi er blevet så glade for huset, haven, bierne, hønsene, frugtbuskene og alt det, der gør, at vi har fået skabt et liv her, der passer til os. Dertil kommer den fantastiske natur, som betyder rigtig meget. Vi har fjorden lige uden for vinduerne, Vesterhavet ligger ni kilometer væk og inden for samme afstand kan jeg komme ud i øde hedestrækninger med klitter og selvsåede fyrretræer. Det er en indadvendt ting for mig at gå lange ture på heden, hvor jeg næsten aldrig møder andre mennesker, men jeg holder også meget af at gå langs havet i det, jeg kalder evighedsstriben. Det er der, hvor havet møder stranden, og hvor man, medmindre man støder på et stykke affald, kan få en fornemmelse af, at alting er, som det altid har været,” siger Morten Beiter, der denne dag er taget på heden i sine solide vandrestøvler og jævnligt stopper op for at nyde det sparsomme vinterlys på en af årets allerkorteste dage.

”Naturens kræfter har en magisk evne til at nulstille mig, uanset hvordan jeg har det. Det er ligesom et par krøllede bukser, der kommer under et strygejern.”

Han har svært ved at forstå mange by-danskeres holdning om ”det mørke og tilbagestående Jylland”.

”Det er, som om Jylland er blevet til én stor Tønder-sag. Vi kan se det i litteraturen og hos musikere, hvor den ene efter den anden stiller sig op i København og fortæller om sin ulykkelige barndom i Jylland. De står jo nærmest i kø for at fortælle om de tæsk, de fik til halballerne, og deres opvækst hos drukforældre. Det bliver alt sammen skrevet ind i en fortælling om det mørke, middelalderlige Jylland, som de var heldige at slippe fra i live.”

Morten Beiter prøver selv at nuancere det billede ved også at fortælle de gode historier. Eksempelvis den om Hvide Sande, hvor borgere selv har finansieret en udbygning af havnen, og hvor de både har fået anerkendte kunstudstillinger og en masterclass for klassisk musik op at stå. Han lægger vægt på, at centrum er der, hvor man selv beslutter, det skal være, og moderniteten findes alle steder, hvor der er moderne mennesker. Pointen er, at teknologien har skabt muligheder for at bo hvor som helst. Men mentaliteten i Danmark er ikke fulgt med.