Hvis jeg ikke vidste, at det er Jan Sonnergaard, der har skrevet romanen ”Frysende våde vejbaner”, så tror jeg alligevel, jeg ville have kunnet gætte, at det var ham.
Tonen i romanen, personerne og handlingen er så sonnergaard'sk, at det skinner igennem som et vandmærke. Har man læst hans debutnovellesamling ”Radiator”, der var et stort hit i 1990'erne, så vil man kunne genkende nogle af dens typer, nu blot 25 år ældre.
”Frysende våde vejbaner” kan læses som en historie om, hvordan de mandlige desperadoer fra 1980'ernes hektiske og kriseramte København har det, nu de er næsten 50 år gamle.
En lille gruppe fra dengang mødes til en begravelse af en af deres gamle venner. Men det bliver ikke noget rigtigt gensyn med vennerne, for Jesper, der er romanens fortæller, holder det ikke ud. Han gætter på, at vennen har begået selvmord, men ingen vil sige lige ud, hvad der virkelig er gået for sig.
Jesper selv er også klar til at gøre det af med sit eget liv, for han er i et og alt en skuffet mand, der føler sig svigtet af tilværelsen. Hans status er, som han selv gør den op: ”Enlig. Snart halvtreds. Ryger. Dagligt alkoholindtag. Eneboende i lejlighed. Mand. En af den slags der dør årtier før kvinderne overhovedet kommer i farezonen.
” Han er også blevet fyret fra sit job på Posten, men tærer endnu på de to års løn, som han fik i aftrædelsesordning.
Jesper beskriver indledningsvis sit dårlige liv, og det er gjort med et så indædt selvhad, at det virker overbevisende og så godt som i gamle dage, når Sonnergaard lod sine taberfigurer folde sig ud. Men det hele tager en drejning, da Jesper overraskende møder den unge, smukke Julia, som han forelsker sig i.
Hun forstår ham og accepterer hans druk og cigaretter, ja, hun anser det oven i købet som en særlig charme hos ham. Kærligheden ændrer hans syn på verden. Ja, hele sit liv ser han på med nye øjne, og det er, som om han er genfødt. Hun får ham til at føle sig fri og bekræfter hans virile mandighed.
Selv er Julia et mysterium. For hvem er hun egentlig? Hvad er det, hun laver, da hun inviterer ham med på en forretningsrejse til Schweiz og Frankrig? Han ved det ikke, og hun slår det også hen, mens de lever som grever og baroner på første klasse hele vejen igennem. Det er som en drøm - og drømme varer ikke evigt, så selvfølgelig sker der også en brat opvågnen på et tidspunkt.
”Frysende våde vejbaner” er i og for sig en god og konsekvent fortsættelse af Sonnergaards beskrivelse af den desillusionerede 80'er-generation. Men den er også dybt forstemmende, fordi den ikke kan vise noget alternativ til en mandlig, småborgerlig drøm om unge, sexede og villige piger, et enormt forbrug af fin champagne og altid behjælpelige tjenere på luksuriøse hoteller.
Alt er bedrag, ikke mindst kvinderne, og tilbage står en svigtet og forladt mand på 50 år, som kun har sine gamle venner tilbage - som han selv har svigtet. Sådan set er Jesper en ynk. Han ved ikke, hvad han vil og skal med sit liv.
Men han fremstår også som en mand med sprog og evne til kritisk selvrefleksion, blandt andet over den snobbede og smålige akademiske klasse, som han i det små selv er en del af. Og over de københavnske brokvarterer, som på grund af velhavende folk og forældrekøb af lejligheder er blevet mondæne in-steder.
Her er der bid i hans satiriske udlevering, og her er der en herlig, oprørsk energi.
Sproget redder Jesper, selvom han næppe er en person, man kommer til at holde af, som man kan gøre det med Bent Vinn Nielsens randeksistenser.
Men på sin egen rå og sårbare måde er han en figur med en fascinationskraft, som gør, at man gerne følger ham på sightseeing i Basel og Strasbourg og nedenom og hjem i København.