Lars Bukdahl lagde tidligt beslag på sine forældres skrivemaskine, men allerede som gymnasieelev sad han dagligt og kiggede ind i en ”mærkværdigt grønt lysende skærm” på sin første computer.
Sætningerne på skærmen blev hurtigt til digte og andre vildtvoksende tekster, og i dag er han digter, forfatter, anmelder på Weekendavisen siden 1996, redaktør på tidsskriftet Hvedekorn og blogger på sin egen populære litteraturblog, Blogdahl, der hver måned har tusindvis af besøgende. Et net af tekst er kort sagt blevet en betydelig del af hans tilværelse. Og han beskriver sin egen vej ind i den digitale verden som en ”umærkelig invasion” af hans liv foretaget af nettet.
Han begyndte allerede som 20-årig - i 1988 - at anmelde bøger for Kristeligt Dagblad. Dengang afleverede man ved at læse sin tekst fra computerskærmen op for en sekretær, men senere kom internettet også til, og de første år betragtede Lars Bukdahl først og fremmest den nye opfindelse som en stor postkasse.
”I lange tider brugte jeg kun nettet til at sende tekster og skrive e-mails. Men med tiden begyndte jeg også at bruge det leksikalt til informationssøgning. Overgangen synes at fortone sig i erindringen. Men jeg tror, at øjeblikket, hvor jeg helt overgav mig til nettet, var, da jeg for første gang brugte den digitale version af en af de skønneste bøger i verden - 'Ordbog over det danske Sprog', som jeg ellers havde nydt at sidde og bladre i med en fryd over at opdage nye ord,” siger han og tilføjer:
”Men hurtigt opdagede jeg, at nettet også var en måde at forvilde sig ind i ny viden på. Det er bare en anden måde at fare vild på. Og siden har det været mit hovedværktøj som forfatter og anmelder.”
Nettet bliver ofte beskyldt for at være en slamkiste af overfladiskhed, men man kan også finde fantastiske mængder af berigende oplysninger der, påpeger han.
”Forleden søgte jeg for eksempel på 'posemanden' i Halfdan Rasmussens digt og fandt via linkjagter alle mulige fantastiske historier og oplysninger om det ord. Og sådan er nettet egentlig enhver nørds paradis. Man skal bare finde en måde at sortere i al den viden på.”
Det forsøger han selv at hjælpe sine læsere med via sin blog, hvorfra han linker videre til ting, han synes er spændende, og skriver mindst to nye blogposter om dagen. Indtil videre uden honorar eller sponsorater, men med masser af læsere.
”Det begyndte med, at jeg fik en blog på Weekendavisens ret døde hjemmeside i 2008. Det blev jeg bidt af og skrev dagligt løs med en begejstring over, at nettet ingen begrænsninger har. Man kan jo både skrive en blogpost på 3 ord og 60 sider. Men da avisen til min rædsel lukkede bloggen med arkiv og det hele, og jeg efter en måned var kommet mig over det chok, oprettede jeg bare en selv.”
Men hvorfor er det ikke nok at skrive i avisen?
”Jeg elsker skam stadig de i mere end én forstand gamle medier. Intet kan sammenlignes med at lugte og røre ved en bog eller se sin egen artikel stå klart og knitrende i en avis. Men de gamle medier har jo en indbygget forsinkelse i sig. Og der er en anden friskhed og umiddelbarhed over den debat, man kan finde på nettet.”
”På Facebook og især i avisernes læserkommentarfelter på hjemmesiderne kan debatten blive uforpligtende hård. Men man behøver jo ikke leve på Ekstra Bladets 'Nationen'. Og på bloggen er der indbygget en form for eftertanke, så det fungerer som et fint samtalerum, selvom folk også kan blive sure der. Det kan jo sammenlignes med læserbreve. Den eneste forskel er graden af elegance i, hvordan folk siger, at de synes, at man er en idiot.”
”For nogle år siden lovede Ib Michael mig for eksempel fra sin egen blog tæsk. Og det er helt klart internettets skyld. For det havde han formentlig aldrig gjort, hvis han havde haft den forsinkelse og eftertænksomhed i at udtrykke sin vrede via et gammeldags læserbrev.”
Den slags må man dog tage med. For fordelene ved samtalerne på nettet overstråler de ”troldetendenser”, der kan være i nettets umiddelbarhed, mener han.
”Jeg har næsten glemt, hvordan man inviterede til litterære arrangementer før Facebook. Og gennem min blog når jeg også ud til mange yngre læsere, der ikke holder avis. Det er et slags elfenbenstårn i øjenhøjde, fordi det i princippet er en åben samtale for alle. Og jeg kan godt lide den energi og dynamik, der kan findes i dialogen på nettet.”
Lars Bukdahl er også en flittig bruger af de sociale medier.
”Facebook brugte jeg i begyndelsen til at skrive korte, fyndige og sjove tekster, men det bruger jeg nu mere Twitter til. Jeg kom først på Twitter for halvandet år siden, og jeg kan godt lide den hårde indramning af, at man kun må skrive 140 tegn ad gangen. Det tvangsnedklipper ethvert udsagn og forhindrer det værste ævl, mens jeg så kan skrive mere elastisk på min blog, hvor der er plads til både korte og alenlange tekster. Og al den dejlige direkte kommunikation, det fører med sig,” siger han og tilføjer:
”Mange vil gerne være kulturpessimistiske og sige, at nettet ødelægger vores liv. Men jeg synes først og fremmest, at det er en gave. Og jeg tror aldrig, at nettet vil slå den fysiske bog ihjel. Jeg er helt overbevist om, at der også i fremtiden vil udkomme digte på papir. De ville være godt for træerne, hvis det kun var de gode digte. Men sanseligheden i at sidde med en god bog vil der fortsat være efterspørgsel efter. Og min egen fornemmelse er også, at unge mennesker hellere vil købe en bog end en avis. For interessen for litteratur mærker jeg dagligt via min blog, hvor den næste generation er ved at blive optaget af poesi.”
Tror du så, at nettet vil slå aviserne ihjel?
”Nej, men de vil måske netop kun leve videre på nettet, hvor der fortsat vil være behov for steder, der kvalitetssorterer tekster. Betalingsaviser er også et vigtigt bidrag til at højne samtalen på nettet. Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg ikke kan linke til mine artikler fra avisen på grund af betalings-muren, så mine anmeldelser ikke bliver en del af den åbne samtale på nettet. Det er ærgerligt. For på den måde når Informations ulåste artikler for eksempel ud til flere, men man forstår godt, at man også gerne vil tjene penge på aviserne,” siger han og tilføjer:
”Det er jo også de færreste professionelle digtere, der deler deres tekster gratis ud på nettet. Og jeg overvejer også selv, om jeg ikke snart skal til at finde nogle sponsorer til min egen blog. Det fungerer jo for modebloggere. Og det må kunne lykkes at skille den kommercielle del fra indholdet. Forlagene annoncerer jo også stadig i Weekendavisens bogtillæg med de bøger, som vi slagtede i sidste uge.”