Fysisk set havde filosoffen Friedrich Nietzsche det begribeligvis ikke særligt godt i 1880: ”Vedvarende smerte, adskillige timer dagligt en halvvejs lammende følelse, der minder om søsyge, hvor jeg har svært ved at tale, vekslende med rasende anfald (under det sidste måtte jeg kaste op i hele tre døgn, jeg tørstede efter at dø)”, som han skrev til sin lægeven Otto Eiser.
Det var dog ikke nogen forhindring for sjælelig lise:
”I det store og hele er jeg lykkeligere end nogensinde før i mit liv”, skriver han samtidig.
Selvmodsigelse? Nej, for Nietzsche på dette tidspunkt gælder det, at fysisk lidelse ofte medfører åndelig indsigt, erkendelsestrang, og sådan en følte han mellem bræksøerne. Det blev til bogen ”Morgenrøde. En bog om de moralske fordomme”. Nietzsche havde droppet sit Basel-professorat i filologi, og som altid var han sikker på, at Europas skrøbeligt opbyggede åndelige fundament over drifternes afgrunde nu ville ryste. Eller som han skrev til sin moder og søster i juli 1881: ”Jeg har frembragt en af de modigste, besindigste og mest ophøjede bøger, som nogensinde er født ud af menneskehjerte og -hjerne.”
Den vurdering kan uden større møje betvivles, selv hvis man ikke er ramt af brækstrålernes klarsyn, og det er da også et faktum, at det er den sidste af Nietzsches bøger, der nu foreligger i dansk oversættelse. Men en dårlig bog er det heller ikke. Formen minder hovedsagligt om den mere kendte ”Den muntre videnskab” fra 1882. ”Morgenrøde” er nemlig også skrevet i den aforistiske stil – 575 styks – hvilket får Nietzsche til at levere en lille læsevejledning:
”En bog som denne er ikke beregnet til at læse i et stræk, men til at slå op i, navnlig under gåture og på rejser, man må kunne stikke hovedet ind og til stadighed ud igen og ikke finde noget af det vante omkring sig.”
Hovedsagligt udgøres den af typiske Nietzsche-analyser af moralens (manglende) fundament og kristendommens skadelige bidrag til indbildte forestillinger om godt og ondt. Mennesket ligner dyret mere, end vi tror, for ”menneskelige” værdier som mådehold og selvbeherskelse har enten sine analogier i dyreriget eller kan som minimum reduceres til drifter.
Selvom de fleste er enige om, at disse reduktioner og Nietzsches påstande om, at de er bevist gennem historiske genealogier, er frie påfund, er der noget besnærende i hans fortsatte påpegning af, hvordan mennesker, der taler om værdier, som regel blot instrumentaliserer ulvedrifter gennem fromme fåreklæder. Og hans fornemmelse for det svagelige og sygelige i europæisk kultur synes bestemt ikke grebet ud af luften – slet ikke i disse tider. Det andet spor i ”Morgenrøde” er det, der er lettere genkendeligt i Nietzsches indledende fysiske lidelser og åndelige klarsyn.
Det drejer sig om selverkendelsens muligheder. I templet til Apollon var der i oldtidens Delfi indhugget ordene ”kend dig selv”, og de går igen i hele bogen. Nietzsche medgiver, at filosofihistorien har været god til at indse, at den ydre verden ikke er sådan, som den forekommer os, og konkluderer derfor: ”Nuvel, sådan står det også til med den indre verden!”.
Nietzsche lægger dermed et væsentligt spor for sin tænkning: At vores selv er mere end det, vi ved om det. I drømmen, i rusen, i fornuftens klare og kolde skær – altid er der noget, vi ikke ved. Det var netop denne passage fra ”Morgenrøde”, der fik den dygtige Nietzsche-formidler Rüdiger Safranski til at beskrive bogen som ”en opdagelsesrejse i det terra incognita, der er det menneskelige indre.”
Nøjagtigt som Nietzsche selv slutter bogen med at sammenligne sig selv med Columbus, en erkendelsens skibsfarer, der ”styrede mod vest i håb om at nå Indien”. Men om hvem han godt vidste, at man sikkert ville ende med at sige, at han strandede. Ikke ved Amerikas kyster, men ved uendeligheden.
I skellet mellem bogens moralspor og dens erkendelsesspor viser ”Morgenrøde” ganske væsentligt en spænding i Nietzsches tænkning, som selv på dansk jord har sin udformning. Enten hævdes det ofte, at Nietzsches tænkning er ren biologi, gennemført naturalisme og hyldest af den stærkestes ret, eller ganske modsat, at det er metafysiske øvelser over Guds død.
En pointe med udgivelsen af ”Morgenrøde” på dansk må være, at den diskussion ikke er frugtbar. Nietzsches forfatterskab forstås bedst som en frugtbar kamp, hvor Columbus’ erkendelsesskib sejler over det mørke hav, som både er naturlig realitet og åndeligt billede på livets dunkle magter.
Så, som Nietzsche selv anbefaler: Lad os gå ned til havet.