Nikolaj Lie Kaas: Man kommer ingen steder uden tro

”Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror ikke, at man kan gå igennem livet uden at tro på noget. Tro er ...

”Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror ikke, at man kan gå igennem livet uden at tro på noget. Tro er håb,” siger Nikolaj Lie Kaas, der her ses i Vor Frue Kirke i København. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Kirken er ikke mit rum, men jeg synes, at det er smukt, at det ligger her og forbinder folk med tidligere slægter og en tro på det, der er større end dem selv.
Nikolaj Lie Kaas

Nikolaj Lie Kaas er aktuel som politimanden Carl Mørck i filmen ”Flaskepost fra P” og mener, at vi skal blive bedre til at give plads for hinandens tro

”Er du ved at printe en bibel ud?”, råber Nikolaj Lie Kaas påtaget aggressivt til sin agent, da lyden af en hakkende printer højlydt blander sig med skuespillerens sætninger.

”Undskyld, men jeg har altså koncentration som en guldfisk,” tilføjer han med et formildende smil, mens maskinen kaster sin sidste side op, så her bliver stille som i et kapel på det smarte københavnerkontor.

På væggen bag ham hænger han sågar selv i form af et intenst sort-hvidt foto sammen med en række andre skuespillere. Men det er ikke underligt, at agenten har valgt at placere ham i midten. For Nikolaj Lie Kaas har bogstaveligt talt haft en stor rolle i en række danske filmsucceser de sidste 25 år.

Og selvom det kun er få dage siden, at DR’s dramaserie ”Bedrag” sluttede med ham i hovedrollen som den lidt for snu direktør Sander for energivirksomheden Energreen, har han nu i stedet hovedrollen som den sandhedsjagende politimand Carl Mørk i den tredje film om Afdeling Q.

”Flaskepost fra P” udspiller sig blandt andet i et sekterisk kristent miljø i Vestjylland, men hvor mange krimier nøjes med at høste billige point på at gøre præster til perverse mørkemænd, åbner denne film for, at troen også kan have kvaliteter.

Gennem filmen diskuterer den ateistiske politimand Carl Mørck for eksempel tro med sin muslimske makker Assad, og uden at afsløre plottet ender tvivleren Carl Mørck i en kirke med våde øjne.

”Filmen handler ikke om, hvad man skal tro på, men om at have respekt for menneskers behov for at tro. Det har Carl Mørck ikke i begyndelsen, når han siger, at Assad går glip af stegt flæsk med persillesovs med sin forvrøvlede overtro. Men man kommer heller ikke nogen vegne med at diskutere tro på den måde,” siger Nikolaj Lie Kaas og tilføjer:

”Det kan være svært at diskutere tro, fordi tro handler om følelser. Men selvom det er svært, vender folk af gode grunde hele tiden tilbage til at snakke om tro, fordi tro handler om det, som livet handler om. Jeg er selv agnostiker, men jeg tror ikke, at man kan gå igennem livet uden at tro på noget. Tro er håb. Jeg finder så bare min tro på mennesker og naturen, men man kommer ingen steder uden tro,” siger han.

Som barn voksede Nikolaj Lie Kaas op med aftenbøn og voksne, der troede på, at livet en dag endte hos Gud i himlen:

”For mig var troen et hyggeligt lille håb om hjælp fra et andet sted i form af en eller anden almægtig allieret. Men hvis jeg skal være helt ærlig, troede jeg aldrig rigtig på det.”

”Jeg kan huske, hvordan jeg spurgte min mormor om, hvad hun forbandt med himlen, for at finde ud af, hvad vi sigtede efter. Men jeg troede ikke selv på den, og jeg syntes også, at det lød ufatteligt kedeligt at leve i en verden, hvor man kunne ligge på en eng og kæle med løverne og slangerne, fordi der ikke fandtes nogen ondskab.”

"Tro er håb. Jeg finder så bare min tro på mennesker og naturen, men man kommer ingen steder uden tro,” siger Nikolaj Lie Kaas. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg syntes også, at det virkede lidt selvmodsigende, at himlen skulle være et sted uden mørke. Gud skabte jo netop verden ud af mørket, hvis man skal tro Bibelen. Og hele konceptet i at trække vejret er jo, at frygt og angst er en kæmpestor del af tilværelsen. For det tvinger en til hele tiden at være søgende.”

”Jeg har svært ved at forholde mig til lykke uden modstand. For det må give et grotesk stillestående liv. Og jeg kan slet ikke se det som noget at sigte efter.”

Kan du så ikke forholde dig til den kristne tanke om at bekæmpe frygt med tro?

”Som jeg ser det, har frygt også en stor plads i Bibelen, der har fyldt folk med skyld og skam på godt og ondt. Skyld og skam lyder skidt, men det har også fremavlet en etik, som ellers ikke ville være der. For man har brugt skammen og skylden til at holde folk på plads ved at sige til dem, at de ikke kunne gøre, hvad de ville, fordi Gud holdt øje med dem. Hele tiden. Det kan jeg faktisk godt se det nyttige i.”

Mener du på den måde, at den kristne etik bunder i frygt?

”Jeg siger bare, at Bibelen indeholder sin egen form for frygt. Og jeg har faktisk et meget positivt forhold til Bibelen. Vores civilisations fornemmelse for godt og ondt kommer jo ikke i første omgang fra Ringenes Herre, men fra Bibelen. Lignelserne er også historier, der forklarer os, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor synes jeg også, at det er interessant at se, hvad der sker med vores moral og etik om fem-seks generationer.”

”For Bibelen har jo allerede mistet status i vores samfund. I dag tager vi stadig for givet at leve med et moralsk kodeks, der er inspireret af Bibelen. Men hvad sker der med moralen, hvis den ikke længere bunder i Bibelen? I modsætning til for 4000 år siden er vi i dag mere oplyste, men vi sætter også i stigende grad lid til menneskeheden, som jo har det med at nulstille sig selv i hver anden generation på trods af al vores viden,” siger han og går ind i Vor Frue Kirke midt i København.

Her midt i ”de tusind tårnes by” ser man knap nok den jordiske himmel, skønt en hær af pegefingre i form af kirkespir ellers stikker op mod den. For kirkespirene har massiv konkurrence fra byens andre høje bygninger påklædt med neonskilte og lysreklamer. Men Vor Frue Kirke er trods alt ikke til at overse. Og indenfor går Nikolaj Lie Kaas i stå foran Thorvaldsens Kristus-figur, der står med åbne arme i midten af kirken som en far, der er klar til at omfavne sine (kirke)børn.

”Den siger mig mere end resten af rummet,” siger Nikolaj Lie Kaas, der ellers aldrig kommer i kirke, selvom det er et ”fuldstændig fantastisk rum”.

Her kan man glemme verden udenfor, men Nikolaj Lie Kaas smiler, da han ser et sidevindue og opdager, at tro og viden trods alt er naboer i den indre by.

”Det er sjovt, at Københavns Universitet ligger lige overfor. Kirken er ikke mit rum, men jeg synes, at det er smukt, at det ligger her og forbinder folk med tidligere slægter og en tro på det, der er større end dem selv.”

”Jeg synes næsten, at det er mere inspirerende og livsbekræftende at tænke på denne planet som en ud af uendelig mange andre, fordi det også kan minde en om, hvor lille man er.”

Er det ikke svært at huske, når du selv bliver forgudet med opmærksomhed?

”Jeg omgiver mig heldigvis også med mennesker, der holder mig fast på, hvad det hele handler om.”

Og hvad er det?

”At prøve at være menneske og i mit tilfælde mand og far. Mine børn er langt vigtigere for mig end min karriere. Men jeg er nok også en dybt selvoptaget sprællemand, der godt kan lide at udfolde mig. Og hvis jeg ikke var blevet skuespiller, ville jeg have haft samme behov for bekræftelse og forståelse. Nu vil jeg ikke kalde mig selv kunstner, men man siger om kunstnere, at de har et ekstremt stort behov for at blive forstået og derfor udtrykker sig kunstnerisk, så folk virkelig kan mærke, hvordan de har det. Og sådan gør jeg nok selv ved at lege, at jeg er en anden,” siger han.

Foto: Petra Theibel Jacobsen