I Sydafrika er næsten 20 procent af den voksne befolkning hiv-positive. Det er fem millioner mennesker. Og selvom den sydafrikanske regering har iværksat omfattende behandlingsprogrammer, så er problemet stadig meget stort.
Derfor er oplysning utrolig vigtig, men ligeså vigtig er litteratur om dette alvorlige emne. Man kan mene: Hvad skal en dansk læser dog stille op med en bog om hiv og aids? Men netop Kgebetli Moeles lille roman ”De Dødes Bog” er en specialitet inden for det litterære felt, og den giver læseren en meget stærk oplevelse.
Khutso er en ung sydafrikaner, hvis mor kraftigt opfordrer ham til at uddanne sig. Desværre spilder han en del af sin ungdom på dårligt selskab og druk og dropper endda ud af skolen. Men en dag går det op for ham, at den eneste måde at blive lykkelig på er ved at tjene penge. Og den eneste måde at tjene gode penge på er ved at uddanne sig. Så han begynder atter at gå i skole og ender endda på universitetet, hvor han ved mødet med bibliotekets mange, mange bøger synker om på gulvet med tårer i øjnene. Så mange bøger havde han slet ikke kunnet forestille sig.
Khutso snakker med sin værelseskammerat om kvinder og bilder ham ind, at han da virkelig er erfaren med det smukke køn og har haft sin del. Men her under studiet har han ikke tid til de fristende unge piger, siger han.
Men man skal aldrig sige aldrig: En dag dukker der en ung kvinde op i auditoriet. Hun hedder Pretty - og det er lige præcis det, hun er. Så smuk er hun, at hun skræmmer mænd fra vid og sans - og hun ved alt om, hvordan man skal omgås mænd. Dem har hun haft i dusinvis af i løbet af sin pure ungdom. Så hun er godt vant med penge, sko og pænt tøj, som hun modtager af de skiftende elskere.
Khutso kan jo godt se, at han aldrig kan komme i nærheden af denne skønne Pretty, han er slet ikke i hendes liga.
Men han er ramt af Amors pil og kan hverken sanse eller samle eller læse eller sove. Der går ikke mindre end tre år, før de begynder at tale sammen og - oh! - en dag går hun hen til ham og giver ham et kram. Efter de har tilbragt natten sammen, beslutter Pretty sig for at lægge sin fortid bag sig og begynde på en frisk. Hun vil giftes med Khutso.
Alt bliver perfekt. De bliver gift, de får gode uddannelser, de får et barn. Men Khutso glemmer sin Pretty; han plejer ikke sit ægteskab, men koncentrerer sig 100 procent om det lille barn, og det utænkelige sker i dette ægteskab. Pretty er ham utro, og hun pådrager sig hiv-smitten. Da det går op for hende, at hun er smittet, begår hun selvmord.
Og her begynder anden del af bogen, som kaldes ”De Dødes Bog”. Khutso er så ulykkelig over Prettys svigt og død, at han indgår en pagt med Døden, der titulerer sig selv med mange navne, som for eksempel ”det ansigtsløse rovdyr”.
Døden er tankeløs og tanketom, men uomgængelig. Døden og Khutso deles om at være fortællere i resten af bogen, hvor Khutso gør, hvad han kan, for at smitte så mange kvinder som muligt. Han er selv smittet og ved, at han også kommer til at dø, men han hæmmer udviklingen af hiv ved hjælp af anti-retroviale stoffer. Han fører en kynisk dagbog over sine erobringer og de smitteofre, han har været i kontakt med.
Det er modbydelig læsning, det er vigtig læsning og rammer dybt emotionelt, at et menneske kan være så bitter som Khutso.
Forfatterens skrivestil er ret enestående. Tilsyneladende naiv, men også ganske nøgtern. Man bør lægge mærke til forfatterens fremmedartede navn: Kgebetli Moele.
kultur@k.dk