På tærsklen til et nyt liv begynder alt at smuldre for den rationelle og letkyniske Tom. Den højgravide kæreste, Karin, får det pludselig skidt og indlægges med stærk åndenød og alarmerende tal. Tom er ved hendes side og forsøger at finde fornuft i de mange tekniske termer, lægerne opremser, men hurtigt står det klart, at Karin har akut leukæmi og skal have kejsersnit.
Hendes krop er ved at bryde sammen under belastningen fra graviditeten, og mens Tom styrter gennem hospitalets underjordiske gange for at være ligeligt hos sin for tidligt fødte datter, Livia, og sin døende kæreste, så forsøger han desperat at holde styr på alt.
Har man haft livstruende sygdom inde på livet, så kender man til den ekstreme overlevelsesmekanisme, der sætter ind i et forsøg på at beskytte sig selv mod yderligere chok og kontroltab.
Tom Malmquist beskriver i registrerende vendinger den mekanisme til fulde og lader bogens Tom (der er identisk med forfatteren selv) optræde som den terrier, han kaldes for sjov af venner og familie. Han er som oftest lettere aggressiv, kværulantisk og konfrontativ – og ydermere klejn af statur.
Tom Malmquist har tidligere udgivet to digtsamlinger, og ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” har siden sin svenske udgivelse i 2015 modtaget flere litteraturpriser og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris.
Romanen begyndte som en begravelsestale til Karin og også derfor er den fortalt fra Toms choktilstand, hvor den emotionelle situation mest af alt er præget af distance. Dermed er beretningen stort set renset for sentimental følsomhed, og på mange måder indtager romanen den rolle, som hospitalsopholdets mylder af læger gør:
Den er drevet af et behov for at kortlægge og beskrive, men uden enhver form for fortolkning eller empati.
Da ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” er en sand historie, er det på mange måder naturligt, at Tom Malmquist rammer plet i sine beskrivelser af forvirrende sygehussamtaler og den servile pårørendes evindelige småundskyldninger og takken for hvad som helst.
Ønsket om at få opklaret en diagnoses betydning og en læges svar, der blot gentager uforståelige, latinske termer, er gengivet i mindste detalje, og beskrivelsen af samfundets ofte kafkaske bureaukrati er slående.
Jeg kan forestille mig, at romanen mere eller mindre bevidst har fungeret som et redegørende sorgarbejde for forfatteren, der skal roses for – også menneskeligt set – at holde tungen lige i munden. Det er imponerende, hvordan tonen forbliver så nøgtern igennem bogen, og hvor mange detaljer Tom Malmquist har fået med.
Selve historien er ubærligt sørgelig (og bliver endda mere tragisk, som romanen udvikler sig), og undervejs flettes en række tilbageblik ind. Skænderier med Karin, deres første møder, hans problematiske forhold til den alkoholiserede sportskommentator-far og til slut også digtede fremtidsscenarier er med til at tegne et ualmindeligt nuanceret billede.
”I hvert øjeblik er vi stadig i live” er en gribende, barsk og smertefuld beretning, der redegør for det utænkelige møde mellem liv og død.