Norges indvandrerstemme gør op med ghetto-fordomme

Maria Navarro Skaranger, der sidste år vandt debutantprisen i Norge, savner nuancerne i den ophedede indvandrerdebat. Hendes roman ”Alle udlændinge har lukkede gardiner” udkom i går på dansk og skildrer for første gang i Norge opvæksten i indvandrerland

 Debutanten Maria Navarro Skaranger udgav i går den første norske bog om indvandrermiljøet i Oslo.
Debutanten Maria Navarro Skaranger udgav i går den første norske bog om indvandrermiljøet i Oslo. .

For halvandet år siden sad Maria Navarro Skaranger til foredrag med den danske digter Yahya Hassan i Kulturhuset i Oslo og blev blæst bagover af hans ligefremhed og mod.

Han tog salen med storm og turde tale de ældre, garvede debattører til rette i spørgsmål om de indvandrertunge forstæder, på trods af at han endnu ikke var fyldt 20 år. I dag gør hun selv det samme.

Med debutromanen ”Alle udlændinge har lukkede gardiner” har den 21-årige nordmand på flydende indvandrerslang leveret det første moderne vidnesbyrd om opvæksten i en bydel, hvor de færreste har norsk ophav. Hovedpersonens bror er i fængsel, og lillebroderen sidder indelukket bag gardinerne.

Til forskel fra Yahya Hassan er målet ikke et opgør med opvæksten, men alene at sprede fortællingen om en verden i det østlige Oslo, som sjældent nuanceres i offentligheden.

”Debatten i Norge er med efterårets flygtningestrøm blevet ramt af kollektiv panik. Folk har efterhånden ingen grænser for, hvordan man kan tale om flygtninge og indvandrere, og jeg savner de vigtige nuancer. Der kan min bog måske gøre noget godt, fordi den på godt og ondt fortæller om opvæksten i Romsås,” siger hun.

Oslo-bydelen ligger cirka 10 kilometer nordøst for centrum og bliver sammen med Groruddalen ofte udstillet som eksempel på fejlslagen integration, og forældre fra de pænere dele af byen lader ofte ikke deres børn komme på besøg. Det billede af et område, hvor muslimsk radikalisering hærger, der møder befolkningen, stemmer dog ikke overens med virkeligheden, mener hun.

”Mange tror, at man ikke kan gå sikkert på gaden i Romsås og Groruddalen, men det er simpelthen ikke rigtigt. Man taler også om, at der er nogle piger, der tvinges til at bære slør. Det er muligt, at enkelte gør det, men der er også nogle, der vælger det som frigørende fra det store kropspres, der er på unge piger. Begge perspektiver på debatten om slør er vigtigt at fortælle, men det er oftest kun det negative, der kommer frem,” siger hun.

Skaranger er datter af en chilensk far og norsk mor. Hun fortæller, at hun ligesom romanens hovedperson, Mariana, oplevede det multireligiøse og etniske miljø som en gevinst.

Hun er selv kristen, men lærte gennem vennerne om islam, hinduisme og jødedom.

”Det fine var, at vi kunne debattere åbent med forskellige udgangspunkter. Vi kunne tale højlydt om integration og samfundet, men vi respekterede de andres ståsted. Der har jeg et større problem med enøjede ateister, der mener, at religion er en sygdom. Hvis man har det udgangspunkt, bliver det svært, for store dele af vores kulturarv er jo religion, uanset om man vil kendes ved det eller ej,” forklarer hun.

Ud over den åbne beretning om en smeltedigel af nationaliteter, hvor de færreste kun har norske rødder, er særligt hendes rytmiske slang-sprog blevet berømmet og lyder blandt andet sådan her:

”I dag havde præsten halsbetændelse, så nogle skævøjer og hun nonnen med briller hjælpede til, og jeg prøvede koncentrere mig i dag også, men med skævøjer det er endnu sværere, og derfor bedede jeg til Gud (“) om at blive kæreste med Mu2.”

For Maria Navarro Skaranger var det naturligt at skrive på ”kebabnorsk”, som man som teenager taler i Romsås og ikke det korrekte, pæne norsk, hun taler i dag. At hun skriver på det sprog, man taler i ghettoen, ramte direkte ind i indvandrerdebatten og viste, at man godt kan være norsk på flere måder, fortæller hun.

”Jeg skrev bare det, jeg følte for, og tænkte først bagefter over, hvad det betød. Men det er heldigvis positivt, at den ærlige beretning uden alle mulige motiver også kunne få opmærksomhed ,” siger den norske forfatter.

Titlen ”Alle udlændinge har lukkede gardiner” valgte hun, fordi fordommen om, at indvandrerbydele er mørke parallelsamfund, lever i bedste velgående. Det er ikke forkert, at mange lever bag nedrullede gardiner afsides fra det øvrige samfund, men ifølge Skaranger er det også vigtigt at fortælle, at opvæksten der for langt de fleste unge er ganske almindelig med samme kærestesorger og selvtillidsproblemer som i resten af Norge.

”Det er rigtigt, at det er lettere i Romsås at leve et isoleret liv, fordi det ligger ude i en skov væk fra centrum. Der er problemer, man burde gøre noget ved, men det er også meget positivt for dem, der kommer derfra, at kende en mindre poleret virkelighed. Det er et godt fundament for at tage det næste skridt ud i det øvrige samfund med en vigtig oplevelse med i baggagen,” siger hun.

Den unge nordmand savner flere nuancer i den norske indvandrerdebat og flere løsninger frem for kun at pege på problemerne. Hun mener, at manges modvilje mod at bo side om side med indvandrere blokerer for at skabe et mere blandet miljø.

”Hvis der er tale om at placere et asylcenter i det pæne Oslo, bliver det straks skudt ned. Og det gør, at de i stedet bliver placeret i områder, hvor der i forvejen er mange udlændinge, og det skaber endnu mere homogenitet, hvor Oslo-vest bliver mere og mere hvidt. Det viser, at der mangler et større fokus på at skabe en bedre dynamik og ikke at se udlændinge som et problem, men som helt almindelige mennesker,” siger hun.