Der kan gemme sig gode filmoplevelser bag en ironisk stillingtagen til stereotyper, genrer og konventioner, men det kan også blive til ren form som i norske ”Kvinder i for store herreskjorter”.
Begrebet ”chicklit” bliver ofte brugt nedsættende om lettilgængelig og humoristisk litteratur, der primært henvender sig til unge kvinder. Men chicklit kan have charme og kvalitet som for eksempel den norske Gunnhild Øyehaugs roman ”Vente, blinke” fra 2009, der nok er lidt pludrende, men til gengæld dygtigt leger med litterære referencer. Nu er romanen blevet filmatiseret med titlen ”Kvinder i for store herreskjorter”. Med filmatiseringen mister legen med litteraturen og de populærkulturelle fænomener desværre vægt og fylde og ender med at være søgt kunstnerisk sludder drysset ud over hverdagslige betragtninger om et moderne kvindeliv.
Nu er det ikke, fordi film om og af kvinder skal have et specifikt (køns)politisk sigte. Slet ikke. Men når ”Kvinder i for store herreskjorter” så tydeligt også gerne bag ved ironien vil sige noget fyndigt om det at være kvinde, går det ikke, at den aldrig for alvor løfter sig op over klichéerne. Filmen befæster endda de værste: Nemlig at en kvinde kun er noget værd i kraft af moderskabet eller en mands begærlige blik.
De tre hovedpersoner drømmer alle om at være kunstnere. Fælles for dem er, at kunstneridentiteten bliver en skjorte, de hver især tager på. Deres kunst er ikke resultatet af en indre nødvendighed, men et udtryk for selvudvikling.
Hovedpersonen er den unge litteraturstuderende Sigrid (fint og naivt spillet af Inga Ibsdotter Lilleaas). Sigrid vil være digter, men da hun mangler livserfaring, tyer hun til betragtninger over filmmediets overforbrug af kvinder i herreskjorter. Hun møder tilfældigt den midtvejskriseramte forfatter Kåre, der jagter autenticiteten, men fanger banaliteten. De bliver elskere, men tydeligvis ud fra en idé om, hvad den anden kan bidrage med i selvrealiseringens hellige navn. Filmen spiller med glæde på klichéer som ”ældre-mand-med-succes-møder-ung-usikker-kvinde”, men klichéerne bliver hule, da de ikke udfordres af noget eksistentielt.
Den 40-årige performancekunstner Trine (en varm og arrig Henriette Steenstrup) er pludselig gravid og planlægger at filme sin fødsel i et bur forklædt som Marie Antoinette. Hun vil slet ikke have barnet, da det ødelægger hendes kunstneriske karriere, der i forvejen ikke har det for godt. Hun hjælpes af den 60-årige lagerarbejder Agnes (Anne Krigsvoll), der efter en succesfuld novellesamling bortadopterede sin søn for at kunne skrive, men har lidt af skriveblokade i snart 40 år. Begge spiller med bid og vid og kunne have leveret et element af noget farligt og uforudsigeligt til historien, men ender med at følge konventionerne.
”Kvinder i for store herreskjorter” er da både charmerende og til tider sjov, men den kradser kun i overfladen. Måske skal man heller ikke forvente mere af en komedie, men når den åbenlyst gerne vil tage livtag med de store spørgsmål, må den levere mere end forudsigelige svar.
kultur@k.dk