Læg de to første stavelser sammen i forfatterens for- og efternavn: Bedrag. Sådan antydes det, at vi har at gøre med et pseudonym. Baggrunden for den valgte udvej gives i bogens afsluttende novelle, ”Falskspillerne”, om en mandlig forfatter, der har udgivet en bog, som blev forbigået i næsten total tavshed. Han forestiller sig, at kritikerne - især de mandlige - havde været mere nærværende, hvis forfatteren var blevet præsenteret på bagsiden med et foto af en ung smuk kvinde. Han overtaler da en vis Anna til at indtræde i rollen - Anna, som han var forelsket i, da han for år tilbage havde hende som elev i gymnasiet.
Om ”bedrageriet” får det ønskede resultat oplyses ikke. Derimod åbner det - viser slutningen - en erotisk dimension.
I novellen siges det om de såkaldte falskspillere, at de er overalt - hvilket bekræftes af bogen. Fænomenet beskrives på en række forskellige niveauer, mest spektakulært i en historie om Henrik, der både er politimand og bankrøver. Hvad driver ham? Et tilløb til en forklaring får vi måske i en lille passage om hans forgæves forsøg på at opfylde sin fars forventninger. Under alle omstændigheder: Som læser fornemmer man ensomheden i dobbeltspillet.
Men jeg ville gerne have været tættere på det indre bag det ydre, her som i de fleste af de øvrige beretninger med deres lethed og behændige iscenesættelser, der hellere under- end overbetoner. Med mere eller mindre vedkommende resultater.
De mest engagerende noveller har for mig været ”Bilturen”, hvor temaet er selvbedrag, og hvor mystik og komik er to sider af samme sag - og ”Malerens hustru”, en utroskabshistorie, der slutter et helt andet sted end forventet, så læseren må overveje det skildrede forløb på ny.
Nok eksisterer Beatrice Dragsholm ikke. Men det gør hendes sans for pointerende slutninger.
grymer@k.dk