Uparfumeret er netop, hvad denne bog er. Ulrik Gräs søger den barske virkelighed bag de indsmigrende dufte. Hans intense, stramt skrevne noveller er fyldt med påtrængende virkelighed, der så skarpt sanset, som den er, slår direkte ned i læseren.
Utilpassethed er et gennemgående tema. I ”Badebroen” er det knyttet til klassemodsætninger: En såkaldt opkomling, men ikke desto mindre medindehaver af regionens største rengøringsselskab, føler sig holdt udenfor af genboerne med deres nedarvede rigdomme. Et symbol på udelukkelsen er en badebro, som han ikke mener er så fælles, som den er udset til at være. Derfor vil han provokere med byggeri af en ny af slagsen, der skal ”række langt ud over byggevedtægten”.
Manden føler sig som en gøgeunge blandt velhaverne efter at være flyttet til den mondæne del af byen. Sine rødder har han efterladt i ”Vestbyen”, et arbejderkvarter i Vejle, som spiller en vigtig rolle hos Gräs og også er skuepladsen for flere af de nye noveller.
For eksempel - må man formode - ”Buksevand”, hvor en indfølt beskrevet, formodentlig ordblind dreng under diktatskrivning i femte klasse kæmper afmægtigt med ordene, angst for det næsten uundgåelige efterspil, ”straffen i gården”, mobningen. Og yderligere i ”Ind over til en nikker”, hvor skinsyge tilsat mistillid til fremmede udgør en giftig cocktail. I novellen repræsenteres det mistænkelige udefrakommende af en italiensk og tilmed katolsk dreng, der ”tøffer rundt som en haltefanden der har slugt en skål spaghetti”. Ikke overraskende munder historien ud i en tragedie.
I ”Skyggen i natten” møder vi en sælger, der umiddelbart virker velfungerende. Men bag overfladen bor et menneske i nød, hemmeligt, men skæbnesvangert utilpasset: For år tilbage var han udsendt som soldat på Cypern, og de tilsyneladende ubehandlede traumer, han da påførte sig, udløses nu i en familietragedie.
Mindre eksplosivt, men alligevel skelsættende er forløbet i ”Musik for en tvivler” - nok samlingens mest underfundige bidrag - hvor en udskiftningsleder på et håndboldhold som følge af en for ham selv uventet påvirkning fra J.S. Bach (”Brandenburg nr. 2”) mister troen på relevansen af sin metier. For når alt kommer til alt: Hvad betyder håndbold-sejre i en verden, hvor traditionelle værdier er i skred, og moral er blevet et fremmedord?
Et spørgsmål, der føles særligt nærgående, fordi sejrene er opnået ”på et ugraciøst grundlag med råstyrke som drivkraft og middel”. Hvilket for den, der har fået den store musik i ørerne, er at opfatte som ”en primitiv udladning fra en jukebox”. Udskiftningslederen når frem til at mene, at han kan lære meget af Bach som orkestrator.
Men han skal næppe mere praktisere inden for håndboldens verden. I sidste linje vender han cyklen for at rejse dybere ind i komponistens.
I andre af de underholdende og veloplagte noveller folder Ulrik Gräs sig ud i det groteske. Således i ”En kærlighedsnovelle”, hvor en dansklærer blottet for empati nærmest belejrer en kvindelig bibliotekar og straffes med et polititilhold. Uanset hvor ”vildt” denne og bogens øvrige personer gebærder sig, tror man på dem, fordi Gräs tager dem alvorligt på deres egne præmisser. Han har et distancens klarsyn, der gør de agerende tydelige for læseren.
Det er noveller med et optimalt nærvær.
grymer@k.dk