T.S. Eliot (1888-1965) var sammen med R.M. Rilke førstegenerations-modernisternes helte i Danmark. Hans mumlende, af og til i glimt forståelige poesi, sammensat af citater fra traditionen, var for samtiden nærmest en orakeltale fra en stemme, der stod midt i det moderne menneske splittelse mellem en tabt fortid og en nutid uden tradition – altså midt i ødemarken.
Han fik Nobelprisen i 1948 for de to store digtsamlinger "Ødemarken" og "Fire Kvartetter". Den sidste udkom første gang i dansk oversættelse ved Kai Friis Møller i 1948 og er senere oversat af Bo Green Jensen i 1984 og nu af Barry Walmont i en bibliofil udgave med stentryk af samme. Walmonts oversættelse er mere mundret dansk end de foregående og har mere sans for de gennemgående symboler, således at Eliot forekommer mere tilgængelig, omend han stadig ikke er let at læse. "Fire kvartetter" består hver af fem dele, og de handler samlet set om at finde frem til et stille punkt uden for tiden eller skæringspunktet mellem det tidløse og tiden. Første kvartet, "Burnt Norton", forsøger rejsen ind i stillepunktet ved at tage vejen "ind i vor verden fra før". Anden kvartet, "East Coker", sætter betingelsen, at en anden intensitet må findes gennem mørket og tomheden, hvor alle fortidens motiver til handling er tabt i de 20 år mellem Første og Anden Verdenskrig. Den tredje kvartet,"The Dry Salvages" (klippeparti) finder tabet i alderdommens "vi havde oplevelsen, men mistede den" – og alligevel må vi rejse videre mod den "nulstillede" sommer i fjerde kvartet, "Little Gidding", og dens pinsehåb, hvor "alle ting skal blive gode,/ når ildtunger flettes/ i bålets kronede knude/ og ilden og rosen bliver et". Man må vel oversætte dette som en allegori for lidenskaben kontra drømmen om lykke og iagttage, hvordan lidenskaben (ilden) i forsoningen optages i rosen og omvendt – og måske endog se "bålets kronede knude" som endnu en allegorisk metafor for digterens hoved, hvori tankegangen foregår. "Little Gidding" er i øvrigt en klosterkirke, hvori Eliot i 1936 mente at have oplevet det søgte stillepunkt, sådan som Barry Walmonts begrænsede, men relevante noter i forordet oplyser det.
Som man vil se, har jeg forsøgt at finde en tråd gennem de fire kvartetter – og skulle den ikke være den rigtige, så er man i hvert fald under læsningen ikke i tvivl om, at en sådan findes. Blot er man ikke sikker, da alle mulige beskårne private hentydninger krydses af citater fra en meget lang litterær og teologisk tradition. Der tales fra et meget højt eller tilbagetrukket sted, og den tabte tro på motivers holdbarhed ytrer sig i de afbrudte sammenhænges "trods alt"-kombination i digtets fremadskriden. Her stilles alt det op, som det moderne menneske (cirka 1940) har med sig, og de adsplittede deles forsoning må digtet tage sig af. Det er vel også derfor, Eliot har formuleret dem som digt overhovedet, for gennem digtordenes "objektive korrelat" (det vil sige "sprogets billeder, der kan fastholde sjælen i et øjeblik", som Bo Green Jensen formulerer det) selv at få indsigt i sig selv. Denne modernistiske tro på, at sproget kan hele, hvor intet andet kan, er måske lige præcis "rosen", som ilden til slut opgår i. I hvert fald er rejsen mod stillepunktet fortalt, og det er digtsproget, der har muliggjort den uden om intellektet. Men hvorfor denne søgen efter den stille midte i det tumultariske moderne inferno? Vel nok for at kunne knytte begyndelse og ende sammen og ane ens livs enkelhed bag alle de komplikationer, der udgjorde det.
At læse Eliot er som at læse skyggen af noget flot, der er tabt ind i fortidens sprog. Vi kommer aldrig helt ind i de menneskers bevidsthed, for hvem dette var et orakelsvar fra poesien under og efter Anden Verdenskrig.
T.S. Eliot: Fire Kvartetter. I oversættelse med fire (meget vedkommende) stentryk af Barry Walmont. 55 sider. 2500 kroner. Pavillon Private Press.