Nu kan man gå på vandet med Christo

Over en halv million besøgende ventes til Iseosøen i den nordlige Italien for at opleve kunstneren Christos nye spektakulære værk

De italienske medier har for længst udnævnt de flydende moler til sommerens største og med længsel ventede kulturelle begivenhed i støvlelandet. –
De italienske medier har for længst udnævnt de flydende moler til sommerens største og med længsel ventede kulturelle begivenhed i støvlelandet. – . Foto: Elio Villa/Sipa/Scanpix.

Den gule farve råber til himlen, søens blå er skåret over på tværs, og for at det ikke skal være løgn, så kan man også gå på vandet. Med Christo.

Det er selvfølgelig en floskel at kalde det eventyrligt, men der er ikke meget gentagelse over den 80-årige oprindeligt bulgarske kunstners nye Land Art-projekt, ”The Floating Piers” (De Flydende Moler), på og ved søen Iseo i det nordlige Italien. For nogle af beboerne i området vil det være en revolution.

”På øen Monte Isola ude i søen lever der stadig 90-årige mennesker, som aldrig har været væk fra den. Nu, i godt to uger, vil de kunne gå væk,” fortæller Kevin McManus, docent i moderne kunst ved universitetet Cattolica del Sacro Cuore og bidrager til en stor retrospektiv Christo-udstilling, der er åbnet på museet i den nærliggende by Brescia.

De italienske medier har for længst udnævnt de flydende moler til sommerens største og med længsel ventede kulturelle begivenhed i støvlelandet, og nu ligger de der. Fra i lørdags har man kunnet gå på vandet på Iseo-søen.

Det er det første store projekt, Christo har lavet siden hans samlever og samarbejdspartner, Jeanne-Claude Denat de Guillebon, døde i 2009, og det første siden de sammen lavede ”The Gates” i New York. Idéen til de flydende moler fik de tilbage i 1970, har Christo fortalt. Projektet koster 15 millioner euro, som han selv betaler. Han sælger sin kunst for at finansiere sine projekter, og der er gratis adgang.

”Som alle vores projekter, så er der fri adgang 24 timer i døgnet, afhængigt af vejret. Der er ingen billetter, ingen reservationer og ingen ejere. ”The Floating Piers” er en forlængelse af gaderne og tilhører alle,” siger Christo på projektets webside.

De 16 meter brede moler består af 220.000 kuber af termoplast, belagt med 100.000 kvadratmeter gult-orange stof. Materialerne skal genanvendes, når det hele pilles ned igen efter den 3. juli.

”Ved andre projekter har han understreget noget, der allerede var i landskabet. Denne gang ændrer han det radikalt,” siger Kevin McManus til Kristeligt Dagblad.

”Han ændrer på naturen og ser vandet som en grænse, som han så nedbryder med kunst.”

Han kalder Christo for ”en af verdens største kunstnere, som er i stand til at blive ved med at vokse”, og er enig med mange andre, der mener, at Christo som få andre kan tiltrække mennesker, der normalt ikke interesserer sig for kunst. Og der ventes over en halv million mennesker til Iseosøen de næste to uger.