Den sidste sætning i ”Den store joker”, den første danske bog om Donald Trump, lyder: ”Trump er ikke en anomali, en afvigelse. Han er ikke selve årsagen til forvandlingen af det politiske landskab: Trump er et symptom på en vestlig samfundsmodel i krise.”
Journalisten Lars Trier Mogensen har fat i den lange ende i denne portrætbog af republikanernes præsidentkandidat. Det nytter nemlig ikke noget at afvise Trump som en afstumpet narcissist, hans vælgere som indskrænkede og hans parti som dysfunktionelt. Det hele er sådan set rigtigt – det er bare slet, slet ikke hele forklaringen. I følge det nye nummer af magasinet The New Yorker har Trump i øjeblikket opbakning fra 40 procent af vælgerne, så tror vi, at trumpismen forsvinder efter et muligt nederlag til Hillary Clinton til november, gør vi regning uden både Trier Mogensen og almindelig sund fornuft.
Alene ved at anlægge en ikke-fordømmende og nysgerrig vinkel på personen og fænomenet Trump når Trier Mogensen længere og dybere end andre danske portrætter af Trump. Han er ikke ukritisk.
Som dansk journalist placeret i centrum-venstre-segmentet er han ikke ligefrem Trump-kernevælger, men han lader ikke sine egne mulige fordomme stå i vejen for forståelsen af byggematadoren og realitystjernen.
Dertil er Trier Mogensen både belæst og bramfri, klog og kværulerende samt underholdende og ukonform. Han accepterer ikke skellet mellem fin- og massekultur og blander lystigt fransk litteraturkritik med amerikansk hiphop i sin analyse, og han skeler ikke til, om de kilder, han citerer, nu har de ”rigtige” holdninger. Således roses både Erik Meier Carlsen og David Brooks for deres klarsynede analyser af populismens opkomst og Trumps fascinationskraft, mens det er til venstre i spektret hos litteraturkritikeren Roland Barthes, at Trier Mogensen finder den mest opsigtsvækkende og måske bedste forklaring på Trump: Han er som en wrestler, en amerikansk fribryder.
I det indledende kapitel i Barthes bog ”Mytologier” fra 1957 står der i Triers citat: ”Selv når en brydekamp afvikles i en af de mest snuskede parisiske sportshaller, er den i sit væsen beslægtet med det store, solbestrålede skue. Her som dér fremkalder det uforbeholdne lysvæld en lige så uforbeholdent ophidset stemning.”
David Brooks har set det samme: ”Fra han (Trump, red.) trådte ind i præsidentvalgkampen, har hans kampagne været én lang øvelse i at tage de ’fladpandede’ manerer fra professionel wrestling og injicere dem ind i den ’respektable’ arena for præsidentiel politik.”
Trump som wrestler, Trump som tv-stjernen, der nægter at spille efter vedtagne regler, Trump som forretningsmanden, der kan lugte et stemningsskifte i den store forhandling mellem den amerikanske befolkning og dens politiske ledere og slår til: Her nærmer vi os nogle forklaringer, der er langt mere plausible end de dovne og konforme fordomme om Trump og hans vælgere, der normalt er i omløb.
”Den store joker” er en hurtig og fin bog til tiden. Snart holder republikanerne deres konvent, og sensommeren og efteråret kommer til at stå i USA’s og Trumps tegn. Det er en skrivebordsbog og ikke en reportagebog; Trier Mogensen har ikke selv været ude i Trump-arenaerne og haft næsen nede i savsmuldet, men hvad bogen mangler i selvoplevet smag og lugt kompenserer den for i grundighed: Hele 338 noter dokumenterer, at Trier har læst og set rigeligt til at skrive sin lille bog, der er både politisk besindig og populærkulturelt dristig.
Ingen, der læser den, ville sikkert stemme på Trump, hvis de var amerikanere, men alle vil lukke bogen med en bedre forståelse af personen og fænomenet, der ruller over USA i denne tid.
bach@k.dk